Omskæring. »For mange jøder vil det ikke være muligt at praktisere deres tro og blive i det danske samfund, hvis der gennemføres et forbud mod omskæring.« Mette Frederiksen går stik imod folkestemningen.
Vi står i gæld til jøderne
Statsminister Mette Frederiksen går direkte ind i debatten om omskæring af drengebørn med en opfordring til resten af det politiske Danmark om at huske de europæiske jøders langvarige historie som forfulgt folk. Mens flere partier stadig overvejer deres holdning til den kontroversielle sag, argumenterer hun for, at bestræbelsen på at få den religiøse skik forbudt skal afvises. Det gør hun, efter at den socialdemokratiske folketingsgruppe tirsdag i denne uge enstemmigt besluttede at følge hendes kurs.
»Det vigtigste for mig som statsminister er at rette en kraftig appel til hele den danske befolkning om ikke at lade spørgsmålet om omskæring af drenge være et enkeltsagsproblem. Man kan ikke se det løsrevet fra Danmarks og Europas historie. Europas historie er en historie om jødeforfølgelse. Det har den været igennem mange hundrede år. Antisemitismen kender de fleste danskere fortællingen om. Det tager til op gennem 1800-tallet – satiren, tegningerne, italesættelsen af den omskårne mand, næsen, der ser anderledes ud, vi ser ghettoer, pogromer og udskamninger. Det kulminerer i 1930rne og 40rne med den systematiske nedslagtning, med folkemordet, med Holocaust. Det er desværre Europas historie,« siger hun fra statsministerkontoret.
Del:

