I slutningen af 1990erne opdagede Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) noget, der i deres verden var en guldmine. Flere kabler med international datatrafik krydsede hinanden et sted i København. Ledelsen af FE kontaktede det private selskab, der var operatør på forbindelserne, der indeholdt telefonsamtaler, e-mail og sms’er fra og til for eksempel Kina og Rusland. Det resulterede i en tophemmelig aftale, der gav FE adgang til at tappe informationer fra forbindelsen og senere bearbejde dem i tjenestens hovedkvarter, Sandagergård på Amager.

Aftalen blev på statens vegne underskrevet af tre personer: daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, daværende forsvarsminister Hans Hækkerup og Forsvarsministeriets daværende departementschef Anders Troldborg.