Magtværk

Er det ikke synd for Lars Løkke Rasmussen? Han har jo blot, som han forklarer, argumenteret for den politiske linje, som han indtil for et par uger siden troede også var den siddende formands. Da han afleverede manuskriptet til Om de fleste og det meste, kunne han ikke vide, at Jakob Ellemann-Jensen ville droppe midten og lænke sig til udlændingekap­løbet mellem Kristian Thulesen Dahl og Pernille Vermund. Alligevel falder man over ham, diagnosticerer ham i enslydende vendinger som fanget i fortiden, en politisk småpsykopat, som ikke vil videre ligesom Venstre. Så jo, stakkels Løkke.

Men det er også synd for Ellemann. Han har i et år fastslået, at han vil samle blå blok for at blive statsminister. Det er ikke kun Løkke, som ikke rigtig havde fattet det – Ellemann gjorde det på sit sommergruppemøde for et par uger siden til en stor nyhed, at han ser sådan på sagerne. Det er, som om et helt år er gået til spilde for Ellemann. Manden, som blev båret ind på sit partis høvdingesæde som garant for ro, skal med et års forsinkelse besejre sin forgængers gespenst. Samtidig skal gespenstets idé om samarbejde hen over midten manes i jorden, selv om og fordi det er den politik, alle tror, hans eget hjerte banker for. Stakkels Ellemann.