Mundbind. Meget tyder på, at vi går en tid som maskerede i møde. Aversionen mod at dække sit ansigt til er hverken et nyt eller dansk fænomen, men måske snarere et spørgsmål om ideologi.

Maskerade

Danskere, som bor i udlandet, men som lige nu er på sommerferie i Danmark, ryster på hovedet. De forstår ikke den hjemlige modvilje mod at få ansigtsmasken op af tasken og placeret over næse og mund.

Sidste fredag kom anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen om, at det er en god ide at bære mundbind, når man rejser med offentlig trafik i myldretiden, og allerede lørdag kunne flere apoteker melde om alt udsolgt. Vi har altså været ude at forsyne os, og forhandlerne melder, at der hele tiden kommer friske forsyninger. Alligevel afslører en tur i de københavnske S-tog i myldretiden, at de fleste fortsat tøver med at bruge mundbind.

Meget tyder dog på, at vi går en maskeret tid i møde. Michael Bang Petersen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og forsker i danskernes adfærd under coronapandemien, vurderer, at mundbind er et redskab, der ligger lige for:

»Hvis der kommer en anden bølge, vil jeg formode, at der kommer et relativt stærkt politisk pres for at starte med masker. Der er meget få, som har lyst til at lukke ned igen, blandt andet af økonomiske grunde, og det vil i sig selv skabe et pres for at prøve andre ting af. Der er mundbind noget, der ligger højt i værktøjskassen,« siger han og understreger:

»Men det kommer meget an på, om det bliver sagt med eftertryk af myndighederne, at det her er vigtigt, og at man får det indskrevet i den fortælling om at udvise samfundssind, som er skabt af politikerne.«

Vi er jo dyr

Aversion mod at dække sit ansigt til er hverken noget nyt eller specifikt dansk fænomen. Mundbind skiller sig ud som et redskab, som antænder nogle særlige følelser. I USA er spørgsmålet om at dække mund og næse til gået hen og blevet politiseret terræn. Her kan man pege på præsident Trump som en, der har været med til at puste til ilden, fordi han længe fastholdt sin modstand mod at bære maske.

»Men der kan være flere forklaringer. Det ser ud, som om der er noget ved mundbind i sig selv, som trigger,« siger Michael Bang Petersen, der med sin forskergruppe også har lavet undersøgelser i USA.

»Vores data fra første nedlukning i USA viser, at der var en relativt lille forskel mellem republikanere og demokrater, når det kom til at holde afstand og have fokus på håndhygiejne. Omvendt har der været en relativt stor politisk polarisering omkring mundbind,« siger Michael Bang Petersen og anfører, at det virker ret paradoksalt, at der er mindre polarisering omkring noget så fundamentalt som en demokratisk ret til at forsamle sig, end der er i forhold til at tage et stykke klæde op foran ansigtet:

»Vi er jo på mange måder nogle dyr, som netop er påvirket af, hvad vi direkte kan se og føle, frem for abstrakte begreber om forsamlingsfrihed, og med mundbind kan vi mærke indskrænkningen på egen krop.«

Men spørgsmålet er, om der også er noget ideologisk på spil, når det handler om ansvar, tilføjer han:

»Hvis man siger, at vi løser det her problem ved at holde afstand, så er det mit ansvar – noget, jeg selv kan håndtere – og der kan man måske tale om en klassisk liberal forståelse af ansvar. Det står i modsætning til den situation, hvor du ikke kan komme til at holde afstand og derfor må tage mundbind på. Det indskriver sig i et mere klassisk venstreorienteret narrativ, hvor det er de ydre forhold, der gør, at du ikke kan gøre det ansvarlige og tage hensyn til andre,« siger Michael Bang Petersen og understreger, at her bevæger han sig på hypoteseplanet.

Også under influenzapandemien den spanske syge for godt hundrede år siden var det mundbind, der splittede i USA. Dengang førte påbud om at bære mundbind, blandt andet i Arizona og dele af Californien, til voldsomme protester – især i San Francisco. Det fortæller den skotske historiker fra University of Glasgow Samuel Cohn, der har specialiseret sig i pandemihistorie.

I oktober 1918 – få måneder efter den dødbringende influenzas udbrud – udstedte San Franciscos øverstansvarlige på sundhedsområdet, lægen dr. William Hassler, et krav om, at byens borgere skulle bære en særligt fremstillet maske af gazebind, så snart de forlod deres hjem. Undtaget var restauranter.

Til trods for at der var langt mere frihedsbegrænsende forbud mod at forsamles, kysse eller tale højt og opildnende på gaden, var det kun maskekravet, der under den spanske syge fik amerikanere til at se rødt og tale om et angreb på den forfatningssikrede personlige frihed. Mange gik demonstrativt med masken i nakken eller havde den slet ikke på, og hundreder fik bøder eller blev ligefrem sendt i kachotten i op til 30 dage for at bryde kravet om at bære mundbind, skriver Samuel Cohn i sin bog Epidemics: Hate and Compassion from the Plague of Athens to AIDS fra 2018.

Anti-maskerings-ligaen

Efter mundbind blev gjort obligatoriske, begyndte antallet af syge at falde drastisk. Kravet blev siden suspenderet og genindført flere gange i takt med smittekurvernes bølgebevægelser. Da mundbind for tredje gang blev gjort obligatoriske i januar 1919, blev en gruppe borgere i San Francisco så vrede, at de stiftede the Anti-Mask League og gik på gaden i protest.

»Og her er endnu en parallel til nutiden – spørgsmålet om maskernes effektivitet,« siger Samuel Cohn til Weekendavisen.

Tilbage i oktober 1918 havde den franske bakteriolog Charles Nicolle påvist, at virus var så lille, at den sagtens kunne trænge igennem gazebindet. Der var således sat videnskabeligt spørgsmålstegn ved beskyttelsen. På samme måde, som der i dag – blot med omvendt fortegn – over sommeren er kommet videnskabeligt fokus på mundbind. Det er sket, efter at studier har påvist, at coronasmitte ikke kun spredes ved dråber, men også kan sprede sig gennem luften ved hjælp af småbitte aerosoler, og at mundbind derfor kan begrænse smitten i samfundet betydeligt.

Snart får vi indblik i, om mundbind også beskytter den enkelte. Resultaterne af en stor dansk undersøgelse under ledelse af forskere fra fire hospitaler i Region Hovedstaden er netop på trapperne. Også Michael Bang Petersen og hans forskergruppe fra Aarhus Universitet ser på mundbind. Nærmere bestemt på vores konkrete adfærd. Siden midten af juli er der indhentet data. Foreløbigt tyder det på, at mundbind endnu kun benyttes af de bekymrede og af dem, som er i kontakt med mange og ikke kan komme til at holde afstand.

Selv oplever professoren, der også er evolutionspsykolog, at det er begrænsende, at man ikke kan smile venligt til sine medpassagerer i bus og tog:

»Der er forskning, der tyder på, at det er mere vigtigt for folk på højrefløjen at signalere til andre, at man er til at stole på, fordi de har en større tendens til at opfatte verden som et sted præget af mistillid. Hvis du omvendt har den holdning, at folk grundlæggende er til at stole på, bliver det mindre vigtigt med de her subtile signaler.«

– Det skulle jo alt andet lige betyde, at i et tillidssamfund som vores, der bærer folk maske, hvis de får besked på det ...

»Ja, det taler i den retning.«