Portræt. »Jeg kan da godt blive bange for, at jeg er psykopat«. Radioværten Hassan Preisler bruger sin svaghed til at få sine gæster til at fortælle noget privat. Eller er det bare en rolle, han spiller?

Ingen kender Hassan

Ingen kender Hassan Af Johanne Mygind

Jeg cykler hen til interviewet med radioværten og forfatteren Hassan Preisler, mens jeg i tankerne gennemgår mine spørgsmål. Det føles, som om jeg allerede ved alt, hvad der er værd at vide om ham. Jeg ved, at Hassan Preisler har lidt af angst. At han er bange for at være en dårlig elsker. At han er vred på sin far. At han er vred på sin mor. At han har gået i terapi i årevis, men stadig har svært ved at være lykkelig.

Bekendelse efter bekendelse er flydt gennem hans skrift og radioprogrammet Det næste kapitel. Her er præmissen lige så simpel, som den er effektiv: I den første time tager Hassan Preisler hjem til sin gæst og interviewer dem uden at stille kritiske spørgsmål.

Et par dage efter mødes Hassan Preisler og gæsten så i et radiostudie, hvor han gør alt for at komme bag facaden. Vi har aftalt at bruge samme format til dette interview.

Da jeg står uden for hans gadedør, tikker en sms ind på min telefon. »Har vi ikke en aftale nu?« står der. Vi har aftalt at mødes klokken 10. Klokken er seks minutter over ti, da jeg ringer på døren. Hassan Preisler går åbenbart meget op i præcision. Det har han aldrig fortalt om.

Første kapitel

»Det her er altså vildt mærkeligt,« udbryder Hassan Preisler, da vi har sat os ned og taget headset på. Jeg har fået lov til at låne det udstyr, som han plejer at bruge.

Før interviewet var han i tvivl om, hvorvidt setuppet var en god idé.

»Jeg hader sådan noget selvsmagende journalistik,« sagde han, da jeg forsøgte at få ham til at lege gæst i sit eget program.

Jeg ser ned på båndoptageren, som allerede kører. Hvis jeg vil holde konceptet, skal jeg optage præcis en time.

– Hvad betyder det at være »selvsmagende«?

»At være selvsmagende?« spørger Hassan Preisler og griber omgående min bold. »Det er sådan noget selvophøjende selvvalidering. Når nogen sidder og sutter på sig selv og synes, at de smager helt fantastisk.«

– Du har skrevet en selvbiografisk roman og en million klummer om dig selv. Du taler hele tiden om dig selv i radioen. Du har endda haft dine forældre og din psykolog i studiet. Er der nogen i dansk medieverden, som har smagt mere på sig selv end dig?

»Jeg flover mig lidt, når du opsummerer mig på den måde.« Hassan Preisler smiler beskæmmet: »Men det handler vel om, hvad man smager på. At du også smager på alt det, som smager dårligt. Det viser større overskud og selvindsigt, hvis man tør tale om sine fejl.«

– At være lidt klam bliver en måde at være lækker på?

»Ja! For eksempel kan jeg gå på en date og siger: ’Jeg sveder enormt meget under armene, fordi jeg har været så nervøs for at møde dig.’ Folk smelter jo, når jeg lægger mig fladt ned. Det fjerner deres egne forsvarsværker.«

Siden jeg begyndte at lave portrætinterviews, har jeg spekuleret på, hvad der egentlig siger mest om et menneske: deres største succes eller dybeste fiasko? Deres forhold til deres elskede eller deres dødsfjende? Deres skåltaler eller deres dagbogsblade? Hassan Preisler deler tilsyneladende ikke den tvivl. Han er kun optaget af det private rum. I Det næste kapitel vil han ind til sine gæsters inderste, og han giver gerne noget af sig selv, hvis det kan bane vejen.

»Jeg har altid været vildt optaget af det, som foregår inden i mennesker. Når mine venner har alvorlige kriser, så er jeg der som den første, men jeg er der ikke af barmhjertighed. Jeg er der, fordi jeg synes, at det er spændende,« forklarer Hassan Preisler.

– Du er der ikke, fordi du synes, at du bør være der?

»Jo, men på samme måde, som når jeg flyver mindre, fordi jeg føler, at jeg bør gøre mere for klimaet. Det er i virkeligheden for min egen skyld. Jeg synes, menneskelige kriser er dybt interessante.«

Efter eget udsagn har Hassan Preisler været i krise i det meste af sit liv. Han er et produkt af et ægteskab mellem en hvid overklassepige fra Danmark og en brun overklassedreng fra Pakistan, som mødte hinanden i Oxford i 1967. Hans forældres ægteskab var præget af eksperimenter med stoffer, sex og selvudfoldelse og gik i opløsning, inden Hassan Preisler var fyldt otte år.

– Hvor gode var dine forældre til at tale med dig om dine følelser?

»De var afsindigt dårlige til det.«

– Hvad er dit værste barndomsminde?

»Jeg har minder fra dengang, hvor vi boede i Berlin, hvor min mor jagtede mig rundt i huset, fordi jeg lavede ballade. Efterfølgende ville hun så ikke tale med mig. Det var det værste: når hun cuttede kontakten.«

– I hvor lang tid talte I så ikke sammen?

»I hvert fald længere tid, end jeg kunne holde til. Jeg blev bange for hendes reaktion og ked af det, men jeg lavede stadig ballade. Jeg skreg for at få opmærksomhed. Det blev min mor meget irriteret over. Jeg har altid drømt om en kvinde, som kunne se igennem mig. Som ikke lod sig skræmme, når jeg flippede ud. En, som forstod, at det bare dækkede over mit behov for kærlighed. Samtidig har jeg altid været tiltrukket af kvinder, der lignede min mor. Kvinder, som både var utilnærmelige og ustabile.«

– Kunne din far tale med dig?

»Nej, det var det samme. Jeg havde meget angst som barn, især når jeg skulle i seng, men jeg måtte ikke sove hos min far. Jeg plejede at vente, til min far og hans kæreste var faldet i søvn, så tog jeg bademåtten og lagde mig på den foran deres soveværelse. Det beroligede mig at høre deres åndedræt.«

Hassan Preisler ser hen på mig. Under min research har jeg læst flere interviews, hvor han har fortalt historien om bademåtten. Alligevel smiler jeg indfølende og opmuntrende. Det gør jeg automatisk, hver gang en interviewperson fortæller mig noget meget privat.

»Jeg opdagede effekten af at fortælle om mine følelser, da jeg kom ud med min bog Brun mands byrde, som er en hel serie af selvafsløringer. Jeg opdagede, at jeg kunne få utrolige mængder opmærksomhed og anerkendelse ved at fortælle om, hvor beskidt et menneske jeg var. Pludselig stod der 100 mennesker og ville høre om, hvordan jeg havde fucked med mig selv og verden. Jeg fik utrolig meget opmærksomhed og kærlighed på den bog. Også fra kvinder.«

– Så offentligheden blev den store mor, som elskede dig, lige meget hvad du gjorde?

»Ja, det er der ingen tvivl om.«

Hassan Preisler kommer med dagens sidste betroelse. »Men jeg har oplevet noget, som jeg ikke tror, at jeg har fortalt nogen før ...«

Jeg nikker ivrigt. Det er portrætjournalistens særlige fetich. Øjeblikket, hvor interviewpersonen fortæller noget, som de aldrig har fortalt før. Til nogen.

»Jeg har været sammen med min kæreste i halvandet år, og vi har ikke haft et eneste skænderi. Hun er det modsatte af alt, jeg har været tiltrukket af før.«

– Så alt dit råberi i offentligheden har ført dig til et sted, hvor du kan elske stille og roligt?

»Ja. måske hænger det sådan sammen.«

Jeg ser ned på min båndoptager. Jeg har optaget en time og ni sekunder. Tiden går hurtigt sammen med Hassan Preisler.Når Hassan Preisler har lavet første del af

Mellemspil

Det næste kapitel, sender han lydfilen til sin producer. De lytter begge to interviewet igennem og mødes så for at diskutere, hvad der skal ske, når Hassan Preisler mødes med sin gæst i radiostudiet.

»Siger Hassan Preisler noget, som du ikke har hørt før?« spørger jeg håbefuldt, da jeg også mødes med hans producer.

»Nej, jeg har hørt det hele mange gange,« siger produceren.

»Heller ikke det med hans nye kæreste?«

Produceren ryster på hovedet: »Næ,« siger han. »Jeg er også i tvivl om, hvorvidt det er sandt.«

Hans svar irriterer mig. Jeg troede faktisk, at det var lykkedes mig at opnå en form for fortrolighed, men Hassan Preisler har behændigt snoet sig udenom. Jeg har tit spekuleret på, om det er et udtryk for større ærlighed, når vi i dag villigt deler ud af vores private rum. Vi skriver om vores angstanfald og længsel efter kærlighed på Facebook, men er vi kommet tættere på hinanden? Måske har alle bare lavet en offentlig fortælling om deres indre liv, som de så kan bruge som skjold.

– Hassan Preislers bekendelser handler om, at han er svag og bliver behandlet dårligt.

Produceren nikker.

»Måske skulle du spørge til de situationer, hvor han er stærk?« siger produceren så. »Lad ham fortælle om sin ondskab frem for om sin sårbarhed.«

Andet kapitel

Min respekt for Hassan Preisler vokser, da jeg selv står i radiostudiet foran mikrofonen med producerens stemme i høretelefonerne. Situationen er så gennemført kunstig, at det er utroligt, at Hassan Preisler igen og igen har givet sine lyttere en følelse af at overhøre en intim samtale.

– Kan du ikke fortælle om sidste gang, hvor du var ubehagelig over for et andet menneske?

»Ubehagelig?« Hassan Preisler ser overrasket på mig.

– Ja, ubehagelig. Ond, faktisk.

Hassan Preisler bliver stille. Pausen varer længe. Så lang tid, at jeg når at blive bekymret for mit interview. Så kommer det endelig. Med lavere stemmeføring end normalt:

»Jeg er faktisk ond ved min ekskone i de her dage. Hun laver film og vil have mig til at tage vores datter i de uger, hvor hun er på optagelse. Så min datter ikke skal passes af en babysitter. Men jeg har ikke svaret på hendes sms’er. Altså jeg kunne godt svare ... Men jeg går og nøler med det, fordi jeg gerne vil straffe hende.«

– Hvorfor vil du gerne straffe din ekskone?

»Jeg synes, at hun blander sig for meget i, hvordan jeg er far.«

– Hvordan har din datter det med, at du gør det?

»Hun ved ikke, hvad der foregår.«

– Nej, men nu har hun en stresset mor.

»Ja, det har jeg tænkt over. Men det får mig ikke til at ændre adfærd.«

»Spørg, om han også er ond ved andre,« siger produceren i mit øre. Jeg gentager lydigt.

– Er der andre sammenhænge, hvor du er ond?

»Altså når jeg er presset, så har jeg mange regler, som skal følges. Både af min kæreste og min datter og alle mulige andre. Jeg vil gerne afsted et kvarter for tidligt, for eksempel. Når jeg er bange og stresset, så rydder jeg også op hele tiden. Ingen må komme for sent, og der skal være rent overalt. Det er jo også en måde at udøve dominans.«

–Du sendte også mig en sms, fordi jeg kom seks minutter for sent.

»Ja, jeg var irriteret over, at du ikke kom til tiden.«

– Den sms gjorde mig ret usikker.

»Ja, og det var nok også hensigten.«

– Hver gang du taler om dig selv, fortæller du historier om at være svag, kikset og sårbar. Hvorfor er det nemmest at fortælle om din svaghed?

Hassan Preisler holder igen en lang pause.

»Det skildrer mig jo som et godt menneske. Jeg er ikke farlig eller truende. Det gør folk trygge. Det er langt mere skræmmende, hvis jeg fortæller om min magt og min villighed til at bruge den. Men det er måske, fordi ... når jeg fortæller om det andet, så kan jeg godt blive bange for, at jeg er psykopat. At der er noget galt med mig. Det gør mig ked af det.«

Hassan Preisler taler langsommere og langsommere.

»Det her interview er et paradoks, for nu fortæller jeg jo igen om en mand, som ikke er stærk. En, som er bange. Det er jeg da også træt af selv. Men jeg har jo opnået al denne her anerkendelse og beundring på baggrund af min sårbarhed og ærlighed. Jeg får meget ros, fordi folk kan spejle sig i det og sige: ’Det dér kender jeg godt.’«

– Men hvem er du selv?

»Det er jo kun idioter, som kan svare på det.«

– Men vi tror jo, at du er dig selv, når du er i radioen.

»Jamen det skal I ikke gøre.«

Hassan Preisler griner.

»Jeg kan jo være hvem som helst. Man ved aldrig, hvem der er den virkelige Hassan.«

– Så det er heller ikke den virkelige Hassan, som ikke svarer på sin ekskones sms’er?

»Nej, det er bare forskellige sider af mig selv, som jeg dyrker for at opnå forskellige resultater. Vi spiller altid roller for hinanden.«

– Præmissen i Det næste kapitel er jo, at du skal få dine gæster til at være så ægte som overhovedet muligt.

»Jeg ved ikke, om programmet handler om det ægte menneske. Jeg synes ikke, at første time er falsk, og så kommer det ’ægte’ bagefter. Mange mennesker laver selvfortællinger, som ophøjer dem selv. De fortællinger er forløjede og udmattende at leve op til, og jeg vil gerne lave en modfortælling. Men det er ikke sådan, at jeg tror, at mennesket har en lille kerne af ’ægthed’ ligesom uran inden i sig. Jeg vil ind bag sprækkerne, men det er sprækkerne i deres konstruktion.«

– Når jeg lytter til dine programmer, så er du kun er optaget af dine egne og dine gæsters inderste tanker. Nu siger du til gengæld, at det indre ikke findes, fordi alle kun er optaget af, hvordan de bliver set af andre.

»Johanne ...«

Hassan Preisler ser nærmest medlidende på mig.

»Det her er jo radio. Det er jo ikke reel intimitet. Det er et offentligt projekt.«

– Så ingen har siddet i dit program og fortalt om ægte smerte eller ægte glæde? De har bare været optaget af, hvordan andre så dem?

»Men kan det opstilles så sort-hvidt? Jeg er uddannet skuespiller, og hvis vi spiller Hamlet, så er det da ægte følelser på scenen, samtidig med at jeg er fuldt bevidst om, at jeg står på en scene. Lige nu er jeg også ægte vred og irriteret, samtidig med at jeg tænker over, hvordan det her program vil blive opfattet – og hvad min ekskone siger, hvis hun hører det.«

– Min største frygt er, at nogen siger, at de elsker mig, uden at de mener det. At de bare siger det, fordi de vil have mig til at føle et eller andet.

»Come on! Seriøst???«

– Ja!

Hassan Preisler og jeg ser på hinanden i et par sekunder. Så griner vi.

»Det er alligevel sødt,« siger han så. »Hvis du altså mener det ...«

– Ellers er en kærlighedserklæring da meningsløs. Så siger man det jo bare for at manipulere med mig.

Hassan Preisler smiler igen. Produceren er blevet stille i mine ører.

»Jeg skulle jo bare prøve noget nyt af,« siger Hassan Preisler så.

– Du skulle bare prøve noget nyt af?

»Jeg skulle lige se, hvad der skete, hvis jeg ikke var den sårbare mand. Hvis jeg i stedet spillede psykopat. Jeg mener det ikke.«

– Gør du ikke?

»Nej ... Eller hvad skal du nu tro?«

Hassan Preisler griner, så jeg føler mig som en skolepige, der har inviteret vampyren indenfor.

– Fremover får jeg svært ved at tro på, at du er ægte, når du taler om dine følelser i Det næste kapitel.

»Det er jo den menneskelige præmis.«

Timen er næsten gået, oplyser produceren i mine høre­telefoner. Jeg sukker og forsøger at runde programmet af. Da vi er kommet ud af radiostudiet, skriver Hassan Preisler til sin ekskone og siger, at han nok skal tage deres datter i de uger, hvor hun skal lave filmoptagelser.

Det glæder mig, men jeg ved ikke helt hvorfor.

Hver uge tegner Hassan Preisler et portræt af et nyt menneske. I den første time får de selv lov til at føre penslen. I den næste time er det Hassan Preisler, som vil ind bag den pæne selvfortælling: Det næste kapitel flytter ind på weekendavisen.dk/podcast fredag 16. januar, hvor Hassan Preisler møder Mogens Lykketoft.

Lyt til første time af podcasten med Hassan Preisler og Johanne Mygind her:

 

Lyt til anden time af podcasten med Hassan Preisler og Johanne Mygind her:

 

Følg Det næste kapitel med Hassan Preisler på weekendavisen.dk/podcast – de første episoder er gratis.

Side 4