Genopdagelsen. Danmark står foran en national genrejsning. Et land, der for mange virker velkendt uden overhovedet at være det.

Rejsen til Danmark

Rejsen til Danmark Af Pernille Stensgaard

Arkitekten Boris Brorman Jensen går og går og går. Lægen har anbefalet ham to timers gang hver dag for at genoptræne lungerne efter ­COVID-19. Brorman er stadig stakåndet efter en måned, lidt bekymret, men har opdaget en enorm glæde ved at gå. Da han kunne sin nære radius udenad, begyndte han at køre længere væk og gå steder, han aldrig havde set før. Danmark er nyt for ham. Han er mere stedkendt i Venedig end i Lønstrup og færdes hjemmevant i berlinske bydele. »Det er, som om det nære er blevet fjernt for os,« siger han.

Hver sommer flyver familien sydpå, og for et par år siden blev han inviteret til Melbourne for at deltage i en akademisk diskussion, et ph.d.-forsvar. Varighed: en formiddag. Fra flyet har han set Stevns Klint. Nu har han også været der for første gang. UNESCO-verdensarv, andre mennesker kommer rejsende fra hele verden for at se. Illerup Ådal, som han har kørt forbi på E45 et utal af gange, har han nu vandret igennem, et fantastisk sted med offermose, hvor arkæologer fandt 15.000 genstande og lagde grunden til store samlinger. Romerske mønter, perler fra ­Syrien, ødelagte våben fra krigeriske angreb på østjyderne i Jernalderen. Han har været forbi Vallø Slot, »et helt henrivende sted, der skal jeg hen igen. Og bo på en lille kro. Og Elverhøj. Det er et fysisk sted! En bronzealderhøj med myter, intimt forbundet med vores fortællinger og det landskab, vi lever i«.

Danmark står foran en national genrejsning. Et land, der for mange danskere virker velkendt uden overhovedet at være det. Indespærrede rejsende »opdager« i øjeblikket Danmark og taler om deres oplevelser, så det lyder som fædrelandskærlighed og stolthed. Begreber, der har ligget begravet længe, af de samme menneskers frygt for nationalisme og overdreven dyrkelse af Dannebrog. Et eller andet er sket, som tillader glæden. Sandsynligvis den dobbelte krise, corona og klima.

Det er ikke første gang. I hælene på kriser følger en indadrettethed og et nyt blik på sig selv som nation. Da englænderne bombede København og overtog den danske flåde i 1807, forsvandt verdenshavet ud af syne for en tid, guldaldermalerne vandrede ud i den danske natur og så pludselig skønheden i ydmyge grøftekanter og levende hegn. Da Danmark blev en tredjedel mindre i 1864, opdagede man pludselig vilde og kolossalt udstrakte Jylland og de eksotiske tatere på heden. I efterkrigstiden, da Turistforeningen for Danmark bad en række af landets bedste forfattere skrive om Jylland i årbogen for 1955, var der stadig forskel på folk og steder. Forfatterne leverede kapitler om det jyske land, de jyske vande, de jyske veje, Jyllands vejr, jyske mål og sind, Jylland i maleri og Jylland i digt. En særegen halvø så langt fra resten af Danmark og så langt fra den måde, turistforeningerne forsøger at sælge landet på i dag, hvor Danmark fremstår udglattet, ensartet og i børnefamiliernes vold med alt, hvad det indebærer af ansigtsmaling og ballondyr.

Den gamle bog om Jylland var poetisk rejselitteratur om et rige med storslået natur og indfødte, som var slebet til af vind og vejr og med så dybt kendskab til deres placering i landskabet, at de stadig talte i verdenshjørner, når byfolk var gået over til højre og venstre. »Det ligger i nørre side af skuffen,« sagde jyderne, og københavnerne dånede over eksotismen hos landets eget naturfolk.

Nu hvor adgangen til det livgivende anderledes er usikker og spærret med desinficeringsmaskiner i lufthavne, temperaturmålinger, maskepåbud og immunitetspas, er Danmark trygt og nemt, men må på en eller anden måde gøres udenlandsk. Kan man være fremmed i sit eget land?

»At være turist er at lede efter forskelle,« siger Anders ­Sørensen, antropolog, turismeforsker og underviser på Professionshøjskolen Absalon. »Vi er alle amatør-semiotikere. Vi ser ikke de ting, der er det samme. Vi ser æslet belæsset med colakasser i Marokko, men overser, at det rent faktisk er Coca-Cola. Det er en mentalt greb, man selv skal igennem. Turisten lever først og fremmest af ’det andet’, og vi har kulinariske forskelle i Danmark, landskabsmæssige forskelle, kultur- og historiske forskelle.«

Ifølge en klassisk turismeteori, som Sørensen holder af at tænke med, vender man som turist hverdagen på hovedet: En person, der ikke lever under store forhold til daglig, ønsker at være konge for en dag. Slå sig løs og bo på flot hotel med overdådig buffet. Omvendt vil en veluddannet, velstillet person hellere være bonde for en dag. »Mennesker, der aldrig ville spise shawarma efter en forestilling i Det Kongelige Teater, sidder gladeligt på vakkelvorne stole i et gadekøkken i Hanoi. Man kan også se fænomenet i sommerhuse: Hvis folk pudser det for meget op, er det ikke længere et rigtigt sommerhus, men en kopi af dit hjem. Vores ferier er aldrig rationelle.«

Langt op i 1900-tallet kunne man tage på opdagelsesrejse i Jylland og møde fremmede skikke og mennesker. Det iøjnefaldende var blæsten og lyset, Vesterhavet, heden, landskabets store linjer, men især, at Jylland ikke var København. Videnskabsfolk, skribenter og forfattere skrev Jylland og jyderne op mod øerne og øboerne og fandt tydelige og herlige afvigelser. De tillod sig at antage, at både bønder og byboere var formet af deres omgivelser. Det faldt mest ud til landbefolkningens fordel, for de var i pagt med naturen, dyrene og jorden, mens københavnere som de værste byboerne af alle tog farve efter neonlys, larm og jag. Man bragte også prøver af jydernes mærkelige sprog: »Hwæ Søndæ wa di i Kjerk begi tow.« Hver søndag var de i kirke begge to.

Er det blevet forbudt eller i det mindste politisk ukorrekt at tale om sprog, landskab og folk som en organisk helhed?

»At genbesøge den natur, der ligger lige uden for døren, er ikke det samme som at være snæversynet nationalist,« siger Brorman. »Når vi rejser til Spanien for at lære at lave tapas eller til Indien for at se, hvordan de begraver deres døde, går vi ud fra den sammenhæng. Hvorfor skulle den så ikke findes i Danmark? Det nære er faldet i agtelse. Jeg håber, coronakrisen kan udløse, at vi får øjnene op for den danske natur. Da Notre Dame brændte, var det lige før, vi startede en indsamling her i Aarhus, men den sidste grævling kan blive kørt ned på E20 i morgen, uden nogen opdager det.«

Vejen ud i den danske natur må stå tydeligere. Det er, som om også turistmyndigheder og kommuner først nu opdager, at den findes. Fra Brormans hoveddør fører et tykt asfaltspor hele vejen til Rom med servicestationer og overnatningssteder på vejen, men han kan ikke gå på en grussti langs Skjern Å fra dens udspring til dens udløb.

Mød de lokale

Det er påfaldende, hvor meget Jylland (1955) kredser om de lokale som en attraktion i sig selv. I dag er de forsvundet ud af turistbrochurer, som kredser om turisten selv; noget med morgenkåber, lukkede øjne, selvforkælelse og det evige champagneglas ved hånden. Men Knud Sønderby genkendte midt i sidste århundrede en følelse, storbyernes trængsel havde døvet, »den berettigede interesse ved at komme til medskabninger«. Den gamle mand, der stod ved sin savbuk og så efter Knud ­Sønderby og hans rejsekammerat på cykel, fik lige så meget ud af dem som de af ham.

På rejse i udlandet har man sindet vidt åbent og ønsker sig mere end noget andet at møde de indfødte, helst »de farverige«, som Anders Sørensen siger.

»Når der er mange som os selv, siger vi, at stedet er overrendt og ødelagt, underforstået af andre turister. Masseturismen slår måske nogle andre former for turisme ihjel, men ikke livsgrundlaget for de lokale. Er en lokal kvinde mindre ægte, bare fordi hun er ansat på hotellet? Vi vil helst have, at de lokale er farverige og bor i små landsbyer, men der er ikke så mange tilbage, og de kan ikke tale engelsk. Lad os dog i stedet få en ordentlig samtale med hotelpigen. Det kunne man måske også få med de jyder, man møder på sin vej til sommer.«

Det nysgerrige blik, vi bruger i udlandet, er muligt at omplante til Vestjylland og alle andre steder tæt på,« siger Janne ­Liburd, professor i turisme ved Syddansk Universitet. »Man undersøger ting og fænomener, sprog og forskelle. Hvad foregår der egentlig her? Man kan komme i kontakt med andre, og vi kan sproget. Ideen om, at turister er dumme og ugidelige og skal lokkes til Vestkysten, ligger indskrevet i traditionel turismetænkning. I stedet skal vi være stolte, vi har noget fantastisk. Og dansk turisme skal lave noget sammen med danskere, ikke stoppe noget ned i halsen på dem og ikke ved kunstig iscenesættelse. Hellere spørge, hvad der har bragt dem hertil, og hvad de egentlig gerne vil i stedet for at levere den laveste fællesnævner.«

Viden anbefales. Lær noget. Spørg. Hun har boet på Fanø i 13 år, i den nordlige af Vadehavet, Danmarks største nationalpark. Indtil for ti år siden tog hun flod og ebbe, fugletræk og stedets lange udsyn for givet som hverdagsnatur. Det lå der bare. »Men jo mere viden, jeg får om Vadehavet, desto mere eksotisk bliver det. For mange bliver det ikke et spørgsmål om at genopdage Danmark, men at opdage.«

Hun rækker selv hånden i vejret. Familiens ferie har i mange år været bestemt af billige flybilletter. Inden hun begyndte at indtage sit eget land, kendte hun den australske vestkyst bedre end den danske. »Det er en kærkommen oplevelse at sætte tempoet ned og opleve rejsens bevægelser i stedet for bare at overstå transporten.«

På samme fremmede måde rejste maleren og forfatteren Achton Friis i 1930rne rundt i Jylland. Uden at rødme tegnede han folkets fysiognomi, »en ung mand fra Sydvestjylland«, »ung pige fra vestkysten« og »typisk jysk bonde fra Østjylland«. Troede han virkelig, at det kunne afgøres på deres hår og hovedform, hvor i landet de kom fra? Enten tør ingen længere gøre forskel på folk, eller også er vi alle sammen blevet helt ens, det vil sige urbant tænkende, uanset om vi bor i byen eller på landet.

Anders Sørensens studerende siger »ovre i Jylland«, det gør ham tosset. Men nej, han tror ikke på en national oprejsning i stil med den klassiske reaktion efter 1864: Hvad udad tabes, skal indad vindes.

»Vi vil tænke tilbage på denne sommer i Danmark, men vi glemmer ikke Middelhavet og Sydøstasien af den grund. Det lyder også, som om ingen danskere har holdt ferie hjemme, men det tavse flertal har altid været her – på campingpladser, i sommerhuse og på besøg hos familien. At få det til at lyde som en straf er en arrogant, nedladende indstilling til alle dem, der holder ferie i Danmark. Bali er kun mere velkendt end B­rønderslev for nogle. Typisk de veluddannede, der bliver mindst ramt af corona-relateret arbejdsløshed. Vi er ikke tvunget til at blive hjemme af økonomiske omstændigheder, men af ydre.«

Det lækre udtryk staycation fik for få år siden indrammet en ferie i Danmark som et bevidst livsstilsvalg og ikke mangel på andre muligheder.

Farlig frihed

Både Janne Liburd og Boris Brorman tolker rejsen som et historisk frihedsprojekt. Rejsepasset, der begrænsede og bestemte folks bevægelsesfrihed, blev ophævet i 1860erne, nogenlunde samtidig med jernbanenettets udbredelse. Efter Anden Verdenskrig enedes de europæiske stater om, at det ikke måtte ske igen, vi måtte besøge hinanden, forstå hinanden og udvikle venskaber.

»Det er vigtigt, at grænserne åbner igen, jeg tror på rejsen. Men ikke når bevægelsesfriheden medfører andres død og ulykke, og et krydstogt baseres på ulighed og urimelighed,« siger Brorman. »Det værste, der kan ske, er, at det kommer i gang igen, som om intet var hændt. Vi skal bruge krisen til at genoverveje frihedsbegrebet.«

– Hvordan?

»Ved at adressere skadevirkningerne og ved at reflektere over, hvorfor vi rejser, og hvordan vi rejser. Det er alt for nemt og billigt at købe en rejse. Om man tager til Pataya for at drikke sig stiv eller til Indien for at meditere: Problemet er, at den reelle pris ikke bliver betalt. Vi skubber regningen foran os og videre til børn og børnebørn.«

Liburd siger, at det at rejse ikke er en menneskeret – det er kun retten til fri tid, forstået som frihed fra at arbejde. »Det at rejse på tværs af grænser er en frihed, vi er kommet til at tage for givet. Det er langtfra et privilegium, der nydes af hele verdens befolkning.«

Ikke engang den klassiske dannelsesrejse kommer ikke helskindet ud af dobbeltkrisen. Engang var rejsen et menneskeligt dannelsesprojekt, nærmest et indsamlingsredskab. Man kom ud i ukendt terræn og hjem med nye indsigter og en evne til at se sig selv i et andet lys.

Professor i landskabsarkitektur Ellen Braae er leder af ­Statens Kunstfonds arkitekturudvalg og deler rejselegater ud. »Vi er begyndt at føle en ubekvemhed ved den dobbelthed, der er i at fungere som rejsebureau på den ene side, og på den ande side forsøge at arbejde med omhu, omsorg og klimabevidsthed, når vi bygger.

De to ting kommer til at stå i modsætning til hinanden. Kan vi finde frem til en overensstemmelse mellem vores handlinger og vores bevidsthed? Er den ikke til stede, står vi jo også med en åndelig krise.«

Mindst et andet udvalg under Statens Kunstfond har samme tanker, siger Ellen Braae. »Vi rejser rundt i verden, som om den var en forlystelsespark, men i virkeligheden er kloden skrøbelig. Vi vil ikke sætte regler op, men spørge dem, der søger rejselegater, om forslag. Hvordan rejser man med god samvittighed? Behovet er ikke forsvundet, men vi har fået en tænkepause. Jeg tror ikke, vi ender som før virus! Vi er på vej ind i en kampzone mellem dem, der vil have, at alt bliver som før, og de andre.«

Danmark overrendt

I år bliver det nye at opdage »hemmelige« steder, præcis som man opfører sig i udlandet. Klassisk turisme er ikke at vedkende sig mærkatet »turist«. Man vil derfor lede efter ikke-turistede steder og ting at tage sig til. Og lægge det ud på de sociale medier.

Da Herman Bang i 1891 skrev forord til første nummer af et seriøst anlagt nyt blad, Jylland: Maanedsskrift for Literatur, Kunst og Samfundsspørgsmaal, kaldte han det ukendte Vendsyssel dejligt, nyt og alvorsfuldt – men desværre allerede på kanten af ødelæggelse. For når København kommer til Jylland, holder Jylland op med at være sig selv. Sådan lyder en velkendt beklagelse, der har fulgt turismen overalt fra dens første år. De andre er ubegavede og forstår ikke stedet, som man selv gør. ­Stedets bånd til en gammel tid bliver tyndslidt af turister og vil til sidst briste.

På samme måde med Vendsyssel allerede i 1890erne: »Snart vil dets Skønhed være kendt. Turister vil søge derhen«, og pludselig den dag, da Vendsyssel er blevet moderne, vil fikse københavnerinder spille lawn tennis i skovene og ligge på både, dækket af brogede parasoller – og så vil Vendsyssel være tabt. Som tidlig anti-turisme-turist vil Bang både prale med sin opdagelse og holde den for sig selv. Alt det kender vi, og det vil gentage sig denne mærkværdige sommer i Danmark.

 

Læs også Pernille Stensgaards artikel om, at parkerne tilbyder en helt anden civilisation: »Skønheden og den trebenede hund«

Læs også Pernille Stensgaards essay om flugten til sommerhuset

Læs også Pernille Stensgaards artikel om at gå Ring 2 rundt om København fra artikelserien om mikroeventyr

Side 5