En sen og soltung eftermiddag går jeg rundt i den nordsjællandske landsby Vinderød og leder efter et berømt nationalt landskab. Landskabet. En mand står foran sit hus og hugger brænde. Jeg viser ham mit printede A4-ark med to guldaldermalerier og spørger om vej til fortiden. Jeg gør det, fordi noget fra dengang minder om nu, coronatiden. Der er en gentagelse i gang.

Guldalderens mennesker opdagede Danmark, som vi gør denne sommer. Efter krige, fallitter og epidemier følger et indadvendt blik. Man ser på sit eget land med blide øjne og fortæller en opbyggelig historie om alt det, vi selv har, og som ingen andre nationer kan fremvise: et nationalt landskab. I skyggen af corona gør vi det igen. Naturen er fuld af mennesker, der leder efter det skønneste danske ligesom sidste og næstsidste gang, landet kæntrede. Rester af de gamle na-tionallandskaber ligger rundtomkring og bærer på symboler og en mening, som de fleste har glemt.