Den totale livs­sammenhæng

Nils Gunder Hansen tager telefonen hjemme på Frederiksberg. Husstanden tæller også hans hustru og tre, nu hjemmefra flyttede børn. Den ene universitetsstuderende søn på 21 giver ham kam til hans hår, når det gælder dagens diskussioner om, hvordan man taler om køn, privilegieblindhed og race.

»Vi hvæsser vores argumenter på hinanden,« som Gunder siger på sin muntert underdrejede facon.

Sikkert udmærket for en professor i litteratur årgang 1956 på Institut for Kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet. Her går det nu foreløbig meget stille af med diskussionerne, siger han. Det er mest ham selv, der bringer begreber som »det mandlige blik« på bane, fordi han griber sig i at studse over kvindesynet hos en Emil Aarestrup eller i Kirkegaards Forførerens dagbog.

I 2011 udgav Nils Gunder trods sin relativt unge alder erindringsbogen Lille dreng med rejseskrivemaskine. Her fortæller han om en graffiti fra et af dametoiletterne på Københavns Universitets Institut for Litteraturvidenskab, hvor der engang i 1990erne stod »Hvad blev der egentlig af Nils Gunder?«.

For den begavede studerende fra Tønder, der var tænkt til at være professor Peter Madsens efterfølger på litteraturvidenskab, blev forbigået og begyndte i stedet en lang karriere som journalist, redaktør og forfatter, inden han vendte tilbage til et andet professorat på Syddansk.

Svaret på graffitiens spørgsmål var i øvrigt: »Han foretrak Gud frem for Peter Madsen.«

Der var ikke meget marxisme i gymnasietiden i Tønder, hvor det var langt hår og musik i fritiden, men når det gjaldt lærerkorpset, så var det snarere Heretica, Johannes V. Jensen og Martin A. Hansen, der dominerede pensum, end Kapitalen. Da Nils Gunder kom til Odense for at studere dansk i 1975, havde marxismen imidlertid gjort sit indtog. Det gjaldt også på litteraturvidenskab på Københavns Universitet, hvor Gunder blev indskrevet to år senere.

»I Odense startede vi 100 elever på dansk det år, og vi blev inddelt i fire hold: tre røde og et sort hold. Det sorte hold var der, hvor de tre sorte lærere var anbragt.«

Da dagen var omme, havde omtrent en håndfuld søgt det sorte hold, hvor resten, herunder Nils Gunder selv, havde fordelt sig på de tre meget store, røde hold.

Det var de ældre tutorer, der forklarede, hvordan man havde samlet de borgerlige undervisere i en fold, så de studerende blev, med Gunders ord, »socialiseret ind i marxismen fra dag et«.

»Det kræver jo noget, hvis man skal sige ’nej tak, jeg går med de få og bliver en særling blandt særlinge hos de sorte lærere’. Man retter sig ind efter dem, man er sammen med.«

– Man går vel også på universitetet for at få nye briller at læse med?

»Ja, men hele den politiske tænkning smeltede lidt diffust sammen med de videnskabelige krav. Jeg købte ind på pakken, men der var alligevel spaltninger i det. Der var det, der blev kaldt ’den arbejderistiske retning’, hvor man sagde, at nu skulle vi ikke være alt for teoretiske og intellektuelle, nu skal vi ud og gøre noget for arbejderklassen.«

Det bestod i at lave rapporter fra forskellige arbejdsmiljøer.

»Jeg var sådan en lille intellektuel in spe, der hellere ville nørde med teorierne, så jeg var ikke så vild med at skulle ud og lave ’rapport fra en gulvspand’. Heldigvis var der også en stærk intellektualistisk del, som var bygget op omkring kapitallogikken, og hvordan man skulle læse Kapitalen på den rigtige måde.«

– Hvordan er det at tænke på i dag?

»Jeg vil citere Dickens fra A Tale of Two Cities: ’It was the best of times, it was the worst of times.’ For tiden havde alligevel nogle særegne kvaliteter. Der var jo en følelse af fællesskab og fælles engagement – det var lidt som at være med i en sekt, som samtidig var en kæmpestor forskergruppe. Det var også båret af et vældigt erkendelsesbegær: Nu ville man simpelthen finde ud af, hvordan verden hang sammen. Vi havde et motto, da vi skrev bifagsprojekt i Odense, der stod over vores skrivebord: Alt kan forklares (det bliver det bare ikke). Underforstået, nu kommer vi så og forklarer det, der ikke er forklaret før. Så samtidig med, at det var sekterisk, var det også båret af en meget rationalistisk tankegang i den forstand, at vi mente, at alt kunne gennemlyses. Det var stor lidenskab!

Det er jo også et stort socialt smøremiddel, at du kan snakke med folk om alt, fordi I snakker i de samme koder. Man ville også gerne have alting til at hænge sammen: kønslivet og klassekampen, sport og politik. Et af de andre hold i Odense havde planer om, at hele holdet skulle flytte ind i et kæmpe hus sammen og lave et stort fælles projekt ud af – det hele. Man kaldte det at realisere den totale livssammenhæng, det var utopien.«

Senere opstod begæret efter at opsøge alternativer.

»Det kom i stadig højere grad til at minde om en doktrinær ensretning. Jeg begyndte ret tidligt at interessere mig for Middelalderen, og jeg endte med at skrive speciale om troubadourerne. Hvis man søgte tilbage i historien til feudalismen, kunne man opnå en emnemæssig åndelig frihed.«

– Tror du, at det helt naturligt må være sådan, at der på universitetet udkæmpes ideologiske kampe om stoffet? Eller var det specielt for den periode? Er der noget i dagens universitet, der minder dig om dengang?

»I dag synes jeg, det hele er blevet meget pluralistisk på universitetet. Vi præsenterer de studerende for en masse forskellige metoder og teorier, ofte på sådan lidt eklektisk vis. Vi lægger ikke op til, at ’I bør tænke på den og den måde’.« Gunder holder en pause.

»Jeg synes, det er lidt synd for de studerende indimellem. For de bliver anbragt i det her underlige supermarked af overleverede teorier, hvor de ikke rigtig får noget bud på, om der er noget, der er bedre end noget andet, og hvorfor det er bedre.«

– Men både queer-teori og postkolonialisme har da været in de sidste mange år?

»Det kan nogle gange være en pædagogisk fordel, at hvis nogen forsøger at mase en bestemt tankegang ned over hovedet på dig, så tænker du på et tidspunkt – arhh, kan det nu også passe? Eller kan jeg finde nogle huller eller begrænsninger i denne her tankegang? Hvis det er noget, du tager livtag med, så kan du komme et andet sted hen. Den oplevelse af at tage livtag med stoffet får du ikke, hvis du bare bliver præsenteret for en masse lige gyldige teorier.«

– Hører jeg en mand, der som ung blev presset ind i det kapitallogiske selskab, udtrykke en vis nostalgi?

»Ja, det tror jeg, du hører.« Gunder ler.

»Du kan sige, at queer-tankegang eller identitetspolitikken ligner den gamle marxisme i den forstand, at det er en form for ideologikritik, som kan gå ind og sige, jamen er der nogle blindheder eller nogle selvfølgeligheder i den måde, vi har talt om tingene på, som kan trænge til et kritisk eftersyn. Så der er nogle ting, man må overveje.

Der er også nogle problematiske aspekter ved det. Jeg har bare meget svært ved at finde ud af, hvor omfattende problemet er. Dengang i ’70erne var der virkelig tale om en massebevægelse, man skulle se godt efter, hvis man skulle spotte nogen, der var borgerlig, på litteraturvidenskab.

Jeg har ikke indtryk af, at identitetspolitikken udgør en massebevægelse, men at der er tale om relativt små grupper, der får en del opmærksomhed, også i medierne. Jeg tvivler på, at man kan sammenligne det med marxismen dengang i hvert fald i kvantitativ udstrækning.«

– Tiden har jo også et forskelligt blik på – tiden? Problemet opstår vel først, hvis man hævder, at det er det eneste rigtige?

»Det nye er hele den underlige rolle, følelserne spiller. At der er noget, der er stødende, at man kan blive ked af det, når man hører bestemte ting, det fandtes ikke dengang, da havde man en ret robust og rå diskussion. Man mente som sagt, at tilværelsen kunne gennemlyses, og det havde i den forstand ikke noget med følelser at gøre. Marx forholdt sig selv ret spydigt indimellem, når nogen lavede udelukkende moralsk kritik af samfundsforholdene. Man skulle ned under overfladerne og se, hvorfor uretfærdighederne var der.«

»Det er, som om identitetspolitikken kører meget rundt i den følelsesmæssige diskurs. Man har indtryk af, at der er nogle, der bliver krænket på vegne af nogle andre, de mener burde være krænkede. I ’70erne diskuterede man jo også, hvem der kunne tillade sig at repræsentere arbejderklassen, hvis den ikke selv var aktiv. Så jo, der er visse ligheder. Ord og begreber er også meget vigtige i identitetspolitikken, det var de også dengang. Dengang sagde marxisterne, at der ikke er noget, der hedder værdifri, borgerlig videnskab, og sådan er dagens orden også i identitetspolitikken. I dag er det nærmest, som om man udvikler et helt nyt sprog. Hvis du prøver at appellere til en almen menneskelighed, sige, at bag om alle de her forskelle, så er vi dog allesammen mennesker, der er stedt i nogle almene problemer, så vil du få at vide, at det er udtryk for hvidhed eller privilegieblindhed.«

Gunder ler igen.

»Jeg prøver en gang imellem med nogle gode gamle eksistentialistiske argumenter – du ved, Camus. Så siger min 21-årige søn – det der, det er sådan noget white boy philosophy. Det kan blive lidt svært at diskutere og vende argumenter, fordi der er en tendens til at stemple visse synspunkter. Eller man vil bestemme, hvem der har ret til at sige bestemte ting.

Jeg har skrevet en bog om teologen og litteraten Jørgen K. Bukdahl, som var en meget kyndig marxist. Han påpegede, at marxismen var utrolig god til at analysere og kritisere, men når det så kom til det sted, hvor man skulle forklare det nye samfund, så blev det altid meget idylliserende og harmonisk. Han kaldte det ’harmonipostulatet’. Man postulerer, at der ikke længere vil være konflikter mellem mennesker, når den her paradisiske tilstand indfinder sig. Så vil alle bare leve i fred og samdrægtighed.

Men der er jo altid magt og friktioner og konfliktualitet mellem mennesker, og så må man tænke i samfundsmæssige former og institutioner, hvor man kan inddæmme de ting og holde dem i ave. Jeg har i den forstand svært ved at se identitetspolitikkens fremtidsperspektiv.«

Stemmer fra 1970erne

I 1970erne var der ideologiske slagsmål på de højere læreanstalter, som vækker mindelser om i dag. Samme kamp på nye formler? Og går tidsånden over? Vi taler med en række mennesker, der var til stede, da bølgerne gik højt: I denne uge professor i litteratur ved Syddansk Universitet Nils Gunder (f. 1956).

Læs også:
Karen Syberg var rødstrømpe og ideologikritisk litteraturvidenskabsstuderende i 60erne og 70erne: »Bevægelse af kød og blod«
Thomas Bredsdorff om, at politik var noget, der foregik ude i samfundet, ikke på universitetet: »Og tider kommer«

Læs også anmeldelsen af Nils Gunder Hansens bog 'Tanker af en anden verden. Jørgen K. Bukdahl – hans liv, værk og aktualitet'