BALLADEN i Det Danske Akademi er et offentligt anliggende. Derfor publicerede vi i sidste uge dele af Akademiets interne korrespondance. Offentliggørelsen har vakt kritik, de citerede medlemmer er vrede, Dagbladet Information og publikationen POV finder lækket problematisk. Var det dokumenter, der afslørede dyb splid i Socialdemokratiet eller Sundhedsstyrelsen, havde kritikken nok været sparsom. Men denne historie er lige så vigtig. Litteraturens bidrag til debatten om vores samfund er afgørende.
OM sagen i Akademiet har der været skrevet talrige artikler, der diskuterer Marianne Stidsen og hendes ytringsfrihed. Er det forståeligt, at fire medlemmer er skredet i protest mod Stidsens ytringer? Er sagen endnu et kapitel om, hvordan ytringsfriheden bruges? Det er indlysende, at Marianne Stidsen med sin retorik har gjort det nemt for sine modstandere. At sammenligne feminister med nazister og #MeToo med en terrorbevægelse er en foræring. »Hendes ret til at ytre sig, vil ingen betvivle, men når det er så rabiat, måtte det gå galt,« skrev Henrik Marstal i Berlingske.
STIDSEN og hendes formuleringer tiltrækker sig opmærksomheden. Men hvad med indholdet i hendes kritik? Hun mener, at #MeToo og identitetspolitikken har en meget problematisk skyggeside af retsløshed. Der er talrige eksempler på, at mænd er blevet udpeget som krænkere, og at domfældelsen på især sociale medier har været nådesløs. Sager, hvor anklagerne har ført til umiddelbar dom uden hensyn til forsvar og bevisførelse.
UDTRYKKER Stidsen sig polemisk, har hun en vigtig pointe. #MeToo har været skelsættende for kvinders frihed fra overgreb – og for opmærksomheden på det skæve seksuelle magtforhold mellem kønnene. Men i de konkrete sager må og skal retssikkerheden være afgørende. Det er milepæle, at Harvey Weinstein, Tariq Ramadan og andre overgrebsmænd er endt ved domstolene. Og det er ekstremt positivt, at der er kommet opmærksomhed på seksuelle overgreb, der før blev ignoreret. Men det er ikke et fremskridt, når anklager alene placerer folk på skafottet.
NOGET vigtigere end Marianne Stidsens udtryksform er altså på spil, og #MeToo er kun en del af det. I forrige uge beskrev vi, hvordan en lille gruppe elever på Kunstakademiet hetzer medstuderende og professorer, hvis de udtrykker eller gør noget »krænkende«. Samme pres udøves på Københavns Universitet, og ledelsen begge steder har ladet sig kue. Den bekymrende tendens kan aflæses på de mange tilfælde af direkte og indirekte censur i akademiske og kulturelle institutioner i især USA og Storbritannien.
MEGET har handlet om Marianne Stidsens ytringsfrihed. Det er selvfølgelig en del af det, særligt fordi sagen illustrerer den tankemæssige ensretning, som kunstneriske og litterære miljøer lider under. Men det vigtigste er substansen. Identitets- og kønskamp handler om alle menneskers frihed til at være sig selv og frihed fra at blive bedømt på køn, seksualitet eller race. Men når denne kamp samtidig indskrænker åndsfriheden, ytringsfriheden og retssikkerheden, er det indlysende bekymrende.
STØRRE og vigtigere emner er svære at opfinde, og derfor er der brug for Marianne Stidsens stemme. Er hun for stor en mundfuld, kan man citere Søren Ulrik Thomsen, Akademiets sekretær, der har opfordret de ømskindede medlemmer til at blive og udholde smerten over Stidsens ordvalg. Ved Akademiets årsfest sidste år holdt han en tale, hvor han omtaler en teaterdirektørs ærgrelse over mandschauvinismen i gamle teaterstykker, som burde »redigeres«. Det synspunkt minder Thomsen om noget totalitært: »Vi må leve med, at verden ikke går op,« sagde han: »Lad os forbedre os, men ikke bilde os ind, at vi er bedre, end vi er, for med enhver ny hellighed følger nye måder at være et dumt svin på, og bare vent, det skal der nok blive gjort op med senere ... Lad os tale med respekt til hinanden som ligestillede borgere, men ikke ligge under for den identitetspolitiske illusion, at vi kan erobre og styre andres blik på os: Det er vi overgivet til på godt og ondt, hvad ikke mindst litteraturen viser.«
Læs også Lars Bukdahls kommentar om Marianne Stidsen: »Halefjer som rygmærke«
Hør også En time med Weekendavisen om krigen i Akademiet.
