I Venstre er det en veletableret tradition, at den afgående høvding holder sin mund lukket så længe som muligt for at give det bedste scenelys til den tiltrædende.

Det er slet ingen let disciplin at mestre, den forhenværende vil ofte med rette føle sig mere indsigtsfuld, mere erfaren og kyndig end efterfølgeren, ja, måske endda fratrådt en omgang eller to for tidligt. Man er som en ufrivillig dykker uden anden ilt dernede på bunden end den sparsomme, som hæderspladsen i Venstres hovedbestyrelse, erindringsværkernes linde strøm og foredragenes frirum leverer. Ikke noget at sige til, man kan blive helt blå i hovedet af det evindelige vejrholderi.