Alternativt. Under den spanske syge stortrivedes ideen om naturhelbredelse. At influenzaen kunne fordrives med sund kost, gymnastik, sol og frisk luft. Også coronavirussen har gjort alternative kure uden for lægevidenskabens matrikel populære.

Pist væk med sygen

Pist væk med sygen

Under den spanske epidemi så vi, hvor lidt lægerne kender til at tage de naturlige hjælpekilder til hjælp, hvilket vel nok var en af grundene til, at forløbet var så uhyggeligt.« De hårde beskyldninger stammer fra det vegetariske tidsskrift Solblink den 20. august 1919.

Tilliden til myndigheder og særligt lægelige autoriteter har sjældent været højere end her under coronapandemien. Alligevel har der været enkelte små skår i enigheden: Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen har eksempelvis kritiseret en udbredt forestilling om, at store mængder C-vitamin skulle være et mirakelmiddel. Også i udlandet har lægelige eksperter kritiseret forhåbninger om, at homøopati og diverse plantekure kan helbrede sygdommen.

Myndighedernes rationale er, at den slags udmeldinger kan give falske forhåbninger og i yderste fald gøre, at folk ikke får korrekt behandling.

Også under den spanske syge, epidemien, der kostede enorme mængder menneskeliv for hundrede år siden, blev der brugt behandlinger, som gik imod eller ikke var del af datidens officielle lægelige anvisninger. Her taler vi ikke om de mere obskure råd af okkult karakter, men om sammenhængende forståelsesrammer, det vil sige om alternative sundhedssyn.

Den mest udbredte alternative metode under den spanske syge her i Danmark finder vi i en svensk bog med titlen Spanska sjukan och dess botande enligt den fysikaliska läkemetoden udgivet i 1918, midt under epidemiens højdepunkt. Ifølge forfatteren, lægen Henrik Berg, var det eneste virkeligt virksomme middel mod den frygtede sygdom at pakke en febervarm patient ind i et vådt, 18 grader varmt lagen.

På dansk blev det kaldt vandpakninger. Tørringen af lagenet skulle trække energi fra den syge og dermed nedsætte feberen uden brug af medicin. Samtidig, og det er nok det væsentligste for Berg, fik kulden angiveligt de indre organer til at virke mere effektivt, når de skulle kompensere for varmetabet: Iltningen gennem lungerne øgedes, stofskiftet blev intensiveret, og hele organismen blev bedre i stand til at helbrede sig selv.

Berg henførte selv behandlingen til den fysikaliska läkemetoden: »Därmed förstås den metod som använder sig av vattenbehandling, ljus, rörelse (gymnastik och massage), elektricitet, strålbehandling, luft och diet,« som der står i bogen.

En cognac til feberen

På dansk bliver denne tilgang ofte kaldt naturhelbredelse: ideen om, at kroppen skal helbrede sig selv ved at aktivere egne kræfter og undgå unaturlig kost og aktiviteter. Det er den samme tilgang, vi kender fra nutidens helsekostmiljøer, og en del af de grundlæggende tanker har faktisk i tidens løb vist sig at holde for videnskabelig evidens, for eksempel grøntsags- og fiberkost samt modstand mod tobak.

Vand som behandling var velkendt blandt tilhængerne af naturhelbredelse, og på dansk fandtes bogen Badebehandling af datidens kendteste hjemlige repræsentant for naturhelbredelsestanken, lægen Michael Larsen – grundlægger og tidligere formand for Dansk Vegetarisk Forening, som også stod for den danske distribution af Bergs bog. I Naturhelbredelsen – en Sundhedslære fra vegetariansk Synspunkt, der udkom på Gyldendal i 1901, havde Larsen harceleret over den etablerede medicins forfejlede syn:

» ... som i ældgammel tid anses sygdommene stadig som noget udenfra kommende, der derfor også må bekæmpes med ydre midler.«

I en situation, hvor læger stod magtesløse, fik de alternative råd en vis gennemslagskraft. Larsen holdt velbesøgte foredrag om, hvordan naturhelbredelse kunne sikre mod den spanske syge eller i det mindste gøre forløbet mindre slemt. Mange af hans metoder ville formentlig i dag fremstå et sted mellem fornuftige råd og det uskadelige. Og både Larsen og Berg anbefalede, at alvorlige tilfælde blev behandlet på hospitalerne. Hovedpointen er, at det var et alternativt system, som var opstået og bredte sig uden om de formelle lægelige strukturer med udgangspunkt i hospitaler og universiteter.

På ét punkt kom det ligefrem til en offentlig kamp mellem en del af de etablerede læger og naturhelbredelsestilhængerne. Årsagen var, at også de etablerede medicinere forsøgte at afsøge lægemiddelfeltet på jagt efter en effektiv behandling – ligesom vi i dag ser lægerne afprøve eksisterende behandlingsformer som klorokin mod corona- virus. Under den spanske syge var der skabt fornyet opmærksomhed omkring et lægemiddel, som ellers var på vej ud af den medicinske værktøjskasse, nemlig alkohol. Dét ramte et ømt punkt. For naturhelbredelsens tilhængere var alkohol den værste form for stimulans – skarpt forfulgt af tobak, kaffe, (sort) te og stærke krydderier. Samtidig var det afholdsbevægelsens store tid.

I den danske offentlighed ironiserede spiritus-nydere nu over, at afholdsfolkene blev nødt til at drikke, mens der var afholdsaktivister, der turnerede med foredrag om vandpakningskuren.

Højdepunktet fik i pressen næsten karakter af en diplomatisk skandale. I Norge var debatten særligt følelsesladet i 1919. Politikernes beslutning om at sende et decideret alkohol- forbud til afstemning blev kritiseret af blandt andre professor Axel Holst, berømt for sin banebrydende forskning i vitaminer. Han henviste til både dyreforsøg og patienterfaringer, der tydede på, at cognac havde effekt på den spanske syge – og det fik hans danske kollega, ernæringsforskeren Mikkel Hindhede, til at se rødt. Han var afholdsmand og havde et ben i både den etablerede videnskab og den alternative lejr.

Holst og Hindhede mødtes til en ophedet og meget omtalt debat i daværende Kristiania. Her kaldte Hindhede Holsts forskning for »vrøvl!«, og Holst kvitterede ifølge referater med at kalde modstanderen et »psykisk defekt menneske«. Hindhedes efterfølgende hjemrejse blev af norske aviser beskrevet som noget nær en udvisning.

Kun for de sande vegetarer

Med den slags skarpe konflikter i sundhedsforståelsen er det ikke så mærkeligt, at tilhængerne af de oppositionelle systemer gerne ville fremvise deres resultater. Da den spanske syge var i tilbagegang, stod der således, ikke uden en vis selvros, følgende i det førnævnte blad Solblink udgivet af Vegetarisk Forening:

»Når der er forekommet tilfælde, hvor vegetarer er blevet angrebet af den grasserende epidemiske influenza, turde de pågældende vist være sådanne, som enten ikke har praktiseret en virkelig rationel vegetarisme, eller som inden de begyndte at leve vegetarisk har været så gennemtrængte af usundhed, om ikke i hele deres organisme, så dog på enkelte afgørende punkter, så vegetarismen ikke har kunnet bøde fyldestgørende herpå.«

Organisationen udsendte selvsikkert spørgeskemaer, der skulle afdække, i hvilket omfang medlemmerne var blevet påvirket af den spanske syge. Relevansen af de 835 svar såvel som den mulige mediemæssige gennemslagskraft gik dog noget i sig selv, da man kun kunne se ganske få forskelle i sygdomsudbredelsen og forløbene.

Om den vegetariske livsstil egentlig havde gjort en forskel, er til gengæld ikke til at sige ud fra undersøgelsen, for man valgte ikke at sammenligne medlemmerne med den øvrige befolkning – medlemmerne blev stillet op over for hinanden internt efter, hvor vegetariske de anså sig selv for at være. Derfor måtte man nøjes med anekdotisk dokumentation for livsstils-effekten.

Det væsentlige her er da heller ikke at dømme om de alternative metoders effekt eller defekt – det er en sag for fagfolk. Det centrale er, at den historie, som er skitseret i en række nedslag, viser, hvordan de alternative sundhedssystemer ikke bare er summen af en masse enkelte »influencere«.

Det er helhedsforståelser, som i et vist omfang unddrager sig den etablerede evidens og i hvert fald kan udbrede sig uden. Og de kan have afgørende betydning – god eller dårlig – for vores handlinger i situationer som den, vi har nu igen.

 

Læs også om, at børn – selv de kræftsyge – rammes ikke så hårdt af COVID-19 som voksne: »De små fightere«

Læs også eksperters advarsel om, at hastelove sjældent kun gælder midlertidigt: »Midnatssol i Folketinget«

Læs også om Netflix-dokumentar om fremtidens pandemier, som havde premiere oven i virkeligheden: »Varsler for de døvblinde«

Læs også om, at coronaepidemien risikerer at ramme nogle ældre indvandrere ekstra hårdt: »Sammen er vi svagest«

Læs også om, at coronakrisen er styg, men en afledt effekt kan være et sandt boost i befolkningens forståelse af videnskaben: »Vi er alle...«

Side 61



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Marta Sørensen

Skribenternes avis

Anna Libak

Klaus Rothstein

Magnus Boding

Morten Beiter