Leder.

Kinesisk utopi

Kinesisk utopi Af Klaus Wivel

WHO tilbedes, som var det Oraklet i Delfi. Overalt i medierne omfattes Verdenssundhedsorganisationens ord med salvelsesfuldhed – senest i går, torsdag, hvor Politiken donerede hele forsiden til WHOs hvislende kritik af de danske sundhedsmyndigheders strategi. Måske er ærefrygten ikke så mærkelig, for dansk politik er blevet en slagplads mellem virologer og epidemiologer, og her har de fleste af os været udsat for en læringskurve, der er lige så stejl som de forskellige nationale opgørelser over indlæggelser og døde, vi til vores rædsel kan studere dagligt. Først var det sundhedsmyndighedernes manglende tests, WHO gik til angreb på. Nu handler det om, at vi i Danmark ikke totalisolerer de smittede i dertil­indrettede karantænebygninger, men sender dem hjem, hvor de kan smitte resten af familien. Sundhedsstyrelsen kan åbenbart ikke gøre noget rigtigt.

IS i maven! Det er blevet stedse mere tydeligt under den verserende krise, at WHO er i lommen på hele krisens udspring, Kina, som organisationen ikke har et ondt ord at sige om. Den mest sigende episode opstod sidste fredag, da WHOs seniorrådgiver, canadiske Bruce Aylward, lod, som om han ikke kunne høre et journalistisk spørgsmål, der handlede om Taiwans reaktion på pandemien. Kina opfatter som bekendt Taiwan som en del af riget, og det er lykkedes Beijing at presse Taiwan helt ud af WHO. I februar fik Bruce Aylward adgang til Wuhan, og han kunne slet ikke få luft for sin begejstring over den kinesiske indsats. »Hvis jeg havde COVID-19, ville jeg ønske at blive behandlet i Kina,« lød det henrykt. Vi behøver næppe minde læseren om, hvor længe man i Wuhan forsøgte at dække over, at en epidemi var i udbrud, eller hvordan man har behandlet de læger, der råbte op om katastrofen. Det er desuden kommet frem, at kinesernes måde at teste på i Wuhan har været enormt fejlbehæftet. I denne uge har både britiske og amerikanske myndigheder ladet sive, at de officielle kinesiske dødstal i omegnen af 3000, som WHO videreformidler, næppe står til troende. Det har været adskilligt mange gange højere, lyder kritikken. Skønt de beskyldninger er udokumenterede, gør man alligevel klogt i at aktivere sin kritiske sans mod de råd, den følgagtige FN-organisation giver på andre fronter.

WHO synes at mene, at man kan inddæmme eller helt udrydde coronavirussen. Den tanke ligger bag kravet om, at vi i Danmark – ligesom i Kina, Singapore og Sydkorea – isolerer de smittede uden for deres eget hjem. Skal det håndhæves, kræver det en grad af overvågning og kontrol, der vanskeligt lader sig gøre i lande, som trods de nuværende foranstaltninger stadig værner om den personlige frihed. Men det er komplet utænkeligt i det meste af Afrika eller Mellemøsten, hvor staten ikke fungerer. På den baggrund virker den danske strategi pludselig mindre utopisk og mere fornuftig. Den hviler på en nøgtern erkendelse af, at virussen ikke lader sig stoppe, og at den vil tage livet af mange på sin vej. På lang sigt handler det om at opnå flokimmunitet i et tempo, hvor sundhedsvæsenet ikke bryder sammen.

 

Hør også specialudgaven af Lone Franks podcast 24 spørgsmål til professoren: »WHO går meget langt for at holde sig gode venner med Kina«

 

Læs også, at genåbning af Danmark måske vil kræve overvågning af borgerne i en hidtil uset grad: »Fagre nye færden«

Læs også, hvorfor regeringen ikke tør kalde strategien ved rette navn: »Det tabuiserede ord«

Læs også Martin Krasniks leder om, at medicin mod vildfarelser findes nok ikke: »Idelogisk bras«

Læs også om prisen på national selvagtelse: Hvordan man opgør værdien af at bevare et samfund, som ikke lader syge dø?

Læs også om krydstogtskibe – et symbol på alt det, der var galt med verden før krisen: »Skattesvindler, slaveskib, smittebærer«

Læs også om sociologen, der mener, at hvis de fattige dør under coronakrisen, dør de rige også: »Demokratisk skillevej«

Side 12