IDEOLOGI er noget bras, sagde den konservative statsminister Poul Schlüter i 1984. Det er en god konservativ grundsætning. Hvor tiltrækkende ideologier end kan virke med deres enkle modeller for samfundets indretning, har de det med at gøre folk blinde for virkelighedens problemer. I heftige krisetider, hvor virkeligheden trænger sig særligt på, afslører de mest forbenede ideologer – både på venstre- og højrefløjen – en tankeløshed, der grænser til det uansvarlige.
ER krisen da ikke et bevis på kapitalismens underlegenhed? Sådan lyder det fra venstrefløjen, anført af Enhedslistens Pelle Dragsted. Se blot, hvordan staten og planøkonomien nu træder i karakter. Synspunktet vækker begejstring på sociale medier, hvilket burde understrege dets dumhed. Den akutte krise i økonomien skyldes, at selve motoren i dansk økonomi – de små og mellemstore virksomheder – er ramt så hårdt. Det er også dem, statslige hjælpepakker har sværest ved at komme til undsætning, fordi den slags pakker er rigide og udsendes med så mange betingelser. Kommer de selvstændige erhvervsdrivende ikke hurtigt i omdrejninger, vil de offentlige kasser være tomme mange år fremover.
EN socialdemokratisk statsminister trækker vejret uproblematisk gennem en krise, som kræver heftig mobilisering af statens magtmidler. Det er Mette Frederiksens ideologiske hjemmebane, og derfor udtrykker hun sig så stærkt i sine taler. At bruge staten i en højere sags tjeneste er rent instinkt for Frederiksen. Men de penge, der nu bruges i gigantiske hjælpepakker, kommer efter mange års økonomiske reformer, som statsministeren har brugt årevis på at undsige. Den gode økonomi hjælper hende, men den er Foghs, Løkkes og Thornings fortjeneste, hvilket hun burde anerkende. Også hun har en blind ideologisk vinkel.
SKUFFENDE er også de ideologiske udfald fra dele af højrefløjen. Det antydes, at regeringen misbruger krisen og hemmeligholder beregninger om prisen for menneskeliv og planerne for at genåbne samfundet. »Det er uklart, hvad regeringen venter på,« siger formanden for Liberal Alliance, der synes at mene, at myndighederne undlader at lave nødvendige analyser, fordi de ville afsløre, at kuren er værre end sygdommen. Direktøren for Cepos mener, at strategien for forhindring af social kontakt er »uklar og kritisabel«, og at noget »mindre indgribende« må være muligt. Tænketankens chefkonsulent vil have »klar dokumentation for, hvorfor vi skal sætte vores liv på pause«.
DÅRLIG argumentation er skuffende argumentation, uanset afsenderen. Man kan jo kaste et blik på Italien eller USA, hvis man vil have dokumentation. Nedlukningen af Danmark skal forhindre et totalt sammenbrud i sundhedsvæsenet, som vil koste langt flere penge og langt mere politisk uro end denne midlertidige nedlukning. Det er skuffende, at den borgerlige opposition ikke gør det bedre.
MEDICIN mod ideologiske vildfarelser findes nok ikke. Men hvis man – som Mads Brügger i Berlingske eller Lars Trier Mogensen i Altinget – tror, at »Søster Mette« med et særligt »magttrick« knæsætter et socialdemokratisk evighedsrige, kan det måske hjælpe at løfte blikket lidt: I Tyskland, Frankrig, ja, selv Storbritannien og USA, hvor der ikke just sidder socialdemokrater ved magten, indføres hjælpepakker og forsamlingsforbud, der langt overgår de danske – for at undgå sammenbrud. Undtagelsen er sjovt nok socialdemokraten Stefan Löfven. Situationen kalder på opposition, men den ideologiske automatkritik er ikke begavet. Skal den være troværdig, må den være præcis og fokusere på det vigtige: at bidrage til en politik, der får Danmark bedst ud på den anden side; uden ny, permanent overvågning eller rigide krav til erhvervslivet. Alt det andet er uansvarlige ideologiske besværgelser.
Læs også, hvorfor regeringen ikke tør kalde strategien ved rette navn: »Det tabuiserede ord«
Læs også Klaus Wivels leder om, at WHO er i lommen på hele krisens udspring: »Kinesisk utopi«
