HVEM kunne have spillet justitsminister Mette Frederiksen i Krudttønden, der i går havde filmpremiere i biograferne? Eller den daværende PET-chef Jens Madsen? Hvem kunne have portrætteret myndighedernes overvejelser og handlinger i februar 2015? Svaret er selvfølgelig, at Ole Christian Madsens film ikke handler om dem, men er et portræt af de to ofre, Finn Nørgaard og Dan Uzan. Men den minder os om, at det i realiteten var to ubevæbnede borgere, der forhindrede Omar el-Hussein i at slå langt flere ihjel – og selv betalte med deres liv.
HAR vi i Danmark en forfærdelig tilbøjelighed, er det at lade myndighederne slippe for at tage reelt ansvar, når noget går galt. PET og justitsministeren blev af det jødiske samfund advaret flere gange og intenst opfordret til at skærpe bevogtningen af jødiske institutioner. Det ignorerede man, selv efter terrorangrebet i Paris. Og få timer efter angrebet på Krudttønden lod man en frivillig, ubevæbnet vagt stå foran porten til en konfirmationsfest i synagogen, flankeret af to elendigt trænede politifolk. Mens en tungt bevæbnet terrorist var på fri fod.
ANSVARET lå hos myndighederne. En ny dokumentar af Nils Giversen om angrebene stiller PET i et meget dårligt lys. Efterretningstjenesten ignorerede en indberetning om Omar el-Husseins radikalisering, og man reagerede ikke på de blinkende advarselslamper. Efter terrorangrebet udfærdigede PET en rapport, hvor man naturligvis frikendte sig selv. Er det bagklogskab at pege på disse fejl i dag? Nej. Ganske vist forlod PET-chef Jens Madsen sin post samme dag, som PETs rapport blev fremlagt, men der forlød intet om, at det skyldtes hans ansvar i sagen. En diskussion om Mette Frederiksens ansvar er aldrig blevet rejst. Vi ved ikke, om mordene på Nørgaard og Uzan kunne have været forhindret. Men vi ved, at myndighederne fejlede markant, og at justitsministeren og PET er sluppet for et reelt efterspil.
Læs også Bo Green Jensens anmeldelse af filmen om attentatet i Krudttønden: »Tre dage i februar«
