Det skete for fem år siden i København. Den 14. februar 2015 forsøgte en bevæbnet ung mand, den 22-årige Omar el-Hussein, som havde en fortid i Mjølnerparkens bandevæsen, at trænge ind i kulturhuset Krudttønden på Østerbro. Her afviklede man et debatarrangement. Overskriften var »Kunst, Blasfemi og Ytringsfrihed«.

Det var en uge efter terrorangrebet på satireavisen Charlie Hebdo i Paris, hvor 12 mennesker mistede livet. Derfor talte den franske ambassadør i Krudttønden. Omar el-Husseins mål var dog Lars Vilks, den svenske kunstner og karikaturtegner, som havde stået på al-Quadas dødsliste, siden han i 2007 fik offentliggjort en satirisk (og ret perfid) tegning af profeten Muhammed som rundkørselshund.