Danmark 1994. »Der er atter udbrudt strid om, hvem der har det værst, piger eller drenge, damer eller herrer.«

Mest værst

 

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Weekendavisen fredag den 28. april 1994.

Der er atter udbrudt strid om, hvem der har det værst, piger eller drenge, damer eller herrer. I Danmark. Nogen hævder, at drengene har det værst, især de små drenge, fordi så mange damer passer på dem. Andre hævder, at pigerne har det værst, især de små piger, fordi drengene er voldsomme og gør de små piger ængstelige. Andre hævder, at herrerne har det værst, de store herrer, fordi de render livet af sig i kampen for karriere, mens atter andre mener, at damerne har det værst, især de store damer, fordi de ligger under for herrerne og det hertil hørende herredominerede samfund.

Piger eller drenge eller damer eller herrer, området trænger til opstramning og set indenfor rammerne af Rigsfællesskabet er det naturligvis færingerne, som har det værst. De stakkels færinger har det værst, fordi de skylder så mange penge væk, og de stakkels danskere har det naturligvis allerværst, fordi de hænger på gælden. Det må være det grundlæggende, herfra kan man så bevæge sig ud i samfundet og foretage en objektiv vurdering af, hvem der yderligere har det mest værst.

Her falder landbruget unægtelig i øjnene. Og landmålerne. Stigende krav til den enkelte landmåler om at måle rigtigt, det sætter sine spor, på hverdagen, børnene, familielivet, som mærker det på sin krop. Og lærerne. Allerede ved 8-9 tiden er lærerne udbrændte, fordi de skal lære så meget og lære så meget fra sig og holde møder og ikke kan overkomme det hele og derfor forsømmer den enkelte elev, som har det værre og værre, også mentalhygiejnisk, i nakken, om sommeren.

Og lægerne, som lider af kronisk træthed og derfor skærer det gale ben af, hvad der vækker urimelig opsigt. Og præsterne, som af samme grund får mere og mere om ørerne, begravelser, konfirmander, brudepar, runde dage, husbesøg, tekstrækker, nye oversættelser, økonomiske byrder, slagsmål med sognerådet. Og politikerne, der klager over en stigende arbejdsbyrde. Og kunstnerne, der græder i enrum, når kolleger har succes, først og sidst musikerne, der klager over urimelige arbejdsvilkår. Med god grund. Københavnske rockmusikere, som savner egnede øvelokaler og ikke vil slå sig til tåls med beskyttelsesrum fra krigens tid.

Og plejepersonalet, der oplever den stigende vold blandt patienter, mere og mere tunge patienter, der slår med krykker og kaster med potten, og så naturligvis socialrådgiverne. Åh socialrådgiverne. Og bistandsklienterne og de husvilde og direktørerne og kontanthjælpsmodtagerne, der spises af med gyldne håndtryk på 8-10 millioner, svineri. Og typograferne som grundet ny teknik har det kronisk værst. Og layouterne. Og Brian Nielsen, der mærker den stigende vold i ringen. Alle har de det værst. Foruden de højere læreanstalter, der udsultes, og sygeplejerskerne, der må løbe hurtigere og hurtigere for at kunne løbe hurtigere og hurtigere og socialpædagogerne, der bare må sige fra. Og socialisterne og politiet, som også mærker, at klimaet er blevet barskere i det danske samfund, på gadeplan. Og patienterne, som flyder på gangene.

Og de ensomme, der mærker atomiseringen, afstanden mellem mennesker, som var nærmere for 25, ja for bare 500 år siden. Dengang kom befolkningen hinanden nærmere ved, sammenholdet var større, befrugtningen, også åndeligt, rigere, med julesalmer, andelsbevægelse, højskole, nationale sange og Ingemann og julen. Og spædbørnsdødeligheden. Og de arbejdsløse og dem i arbejde. Og postetaten. Og guldsnorene og CO2. Og fiskeriet ej at forglemme. Og truckerne. Og rockerne. Og Truxa. Og John Chr. Jørgensen. Alle har de det abnormt slemt og værst. Og Folkekirken. Og trafikanterne, de bløde trafikanter. Og gårdsangerne, der ikke synger mere. Og SAS. Og Baltica Holding. Og Hjørring Turistfart. Og SiD. Og elmetræerne i Tivoli.

Og skovdøden og de små butikker, der må dreje nøglen rundt. Og industrien, som må se arbejdspladser gå tabt til de små vakse henne i Asien. Alle har de det helt abnormt udsøgt værst. Og lønmodtagerne, trækdyrene, der pukler livet af sig for at de øvrige 14,7 millioner kan gå og fise den af. Og stammerne, en forsømt gruppe. Og de døde. Selv de døde var gladere i gamle dage. Det er her debatten må tage udgangspunkt, også i det velfærdssamfund vi vel dybest set alle er tilhængere af. Piger og drenge, små og store, damer og herrer.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Weekendavisen fredag den 28. april 1994.

 

Læs også Bo Bjørnvigs mindeord over Ulrik Høy: »Platuglen«

Læs også Poul Pilgaard Johnsens nekrolog over Ulrik Høy: »Det virtuose jordskælv«

 

 

Læs også følgende arkivartikler af Ulrik Høy:

»Sexens patos«

»Mellem hundeglam og regeltyranni«

Side 8