Grundlovstale. Middelklassen i Danmark har sejret ad helvede til, og det betyder i praksis, at den gamle enevælde er afløst af en ny, hvor middelklassens værdier dominerer på alle fronter.

Mellem hundeglam og regeltyranni

 

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Weekendavisen fredag den 4. juni 1999.

»KUN førerhunde må medtages« står der på døren til kontoret i Gamle Vasbygade, og kontoret er et motel, der gik nedenom og hjem og blev overtaget af de kommunale myndigheder. Der udbetales kontanthjælp og sygedagpenge i det nedlagte motel, og det er kvindesamfundet, der regerer her og står for udbetalingen. Det udleder jeg af det faktum, at ud af 30 efterladte cykler på motellets område, er de 27 damecykler i fin stand, de fleste nye. Åbningstider fremgår af skiltet ved indgangen: Mandag-torsdag 10-13, torsdag dog også fra 16-17, og så er der ellers lukket for det varme vand. Også i den grad. Samfundet er ingen døgnkiosk, skulle nødig blive det. Tænk hvis man kunne få råd og vejledning og måske ligefrem udbetaling af penge døgnet rundt, for ikke at tale i weekenden, hvad kunne det ikke føre til?!

»Tal her« står der på et lille skilt ved siden af døren, for døren er ikke bare en dør, man går ind ad. Døren er en dør, man lukkes ind ad pr. fjernbetjening, når man ellers bøjer sig forover og taler ind i den dertil indrettede mikrofon, der er placeret i murværket, en meters penge over jorden. Det kan være tilfældigheder, men en meter er ikke ret meget, og mit gæt er, at gennemsnitshøjden for modtagere af kontanthjælp og sygedagpenge er en del højere. Det vil næppe genere nogen, hvis man hævede taletragten til almindelig talehøjde. På den anden side ville det også forlene henvendelsen med en vis bekvemmelighed, og hvor er vi så henne?!

Det bedste er nu teksten på indgangsdøren: »Kun førerhunde må medtages«. Ja, det står der, og det har man selvfølgelig sat op i nødværge, fordi der var et forfærdeligt rend af hunde, som forstyrrede de ansatte.

Vi kender det til bevidstløshed fra gadebilledet. Mand med hund og guldbajer. Mand med løsgående hund og guldbajer. Mænd med hunde i alle afskygninger og fast abonnement på bænk og guldbajer og det fjerneste hjørne af parken. Vi kender det og ignorerer det, man går forbi, og »man« er mig og den forsamlede danske middelklasse, og det uanset om man bor i storbyen eller provinsbyen.

Mand med hund, det kender vi, og de kender det nede i kvindesamfundet, som også er behandlersamfundet i Gamle Vasbygade. Det er ikke til at holde ud med de hunde, det kan ikke nytte noget, de styrter omkring herinde, de må simpelthen holde deres hunde udenfor.

Jamen, hvad så med de blinde og svagtseende, skal de også parkere hunden udenfor? Nej, her må vi gøre en undtagelse og tillade blinde og svagtseende modtagere af dagpenge og kontanthjælp at tage førerhunden med indenfor, for førerhunde er et uundværligt hjælpemiddel, og selvom hunden også er uundværlig for de andre, og man faktisk også får støtte til sin hund, til hundefoder og hundepleje, så må vi gøre en forskel. De må holde deres hunde udenfor! Og sådan kom den tekst til verden.

»Kun førerhunde må medtages«, og det er naturligvis groft diskriminerende over for de kontanthjælpsmodtagere, som ikke har et synshandicap, og som derfor udsættes for negativ særbehandling, bare fordi de har et normalt syn. Se, det kunne man gøre et stort nummer ud af i Gamle Vasbygade, hvis denne verdens modtagere af sygedagpenge og kontanthjælp havde lidt mere fantasi og lidt mere blik for deres retmæssige krav.

Lad os antage, at det var middelklassen, der søgte råd og vejledning og penge i Gamle Vasbygade, så ville billedet se noget anderledes ud. For det første ville en myndig dame subsidiært kolerisk herre gøre opmærksom på den tåbelige placering af taletragten. »Tal her«, jamen ved De hvad lille De, jeg har ikke tænkt mig at få hold i ryggen eller bestille tid hos min kiropraktor for at blive lukket ind i jeres grimme hus. Vil De være elskværdig at hæve mikrofonen, så man kan tale uden risiko for hold i ryggen, og når man nu ikke må tage sin hund med indenfor, var det så ikke muligt med lidt faciliteter udenfor. Skåle med vand, hundetoiletter, plastposer til vovses efterladenskaber, hvis det skulle gå galt, stroppe, hængsler, remedier, tak, hvor Fido kan stå i fred og ro uden at blive forulempet af naboens hund, disse elendige køtere uden opdragelse?!

Sådan kunne en dame eller herre, ja sågar ung mand eller ung kvinde, tage til genmæle, sætte tingene på plads, kort sagt formulere sine ønsker over for de kommunale myndigheder, og hvem ved om ikke repræsentanter fra det bedrestillede borgerskab ville forlange mere endnu og bede om egen privat P-plads til menneskets bedste ven?!

Måske man ville sætte trumf på og anmode om to taletragter i murværket, én til mennesket og én til menneskets bedste ven, for dyr har også rettigheder, det ved vi da.

Vedrørende cykler

Forlader vi Gamle Vasbygade og drager ud på gader og stræder, så er en ny lov netop trådt i kraft, en lov, der vender op og ned på de trafikale forhold i Danmark. Pr. 1 juni er det tilladt at transportere lidt større børn omkring på fars eller mors cykel. Aldersgrænsen for at sidde i cykelstol er hævet fra 6 til 8 år, og som om det ikke var nok, så har man nu også givet tilladelse til, at der må være »op til to personer« i cykelanhængeren. Op til to personer, ikke hverken tre, fire eller fem, for træerne vokser ikke ind i himlen, men »op til to personer« med den meget vigtige tilføjelse, at de to personer må opholde sig i cykelanhængeren uanset alder, mens deres vægt dog ikke må overstige 60 kilo.

Det betyder i praksis - og det er her perspektivet åbner sig - at cyklisten gerne må suse omkring med eksempelvis to magre gamlinge, så længe vægten holder sig på den rigtige side af de tres. Cyklisten må også medføre op til to piger af den radmagre type med fremskreden spisevægring, og cyklisten må sågar smide ægtefællen op på anhængeren og stæse ud på Magueriteruten, så længe ægtefællen holder sin diæt og ikke overskrider grænsen på magiske 60 kilo.

I sandhed et fremskridt, ja og så skal vi ikke glemme de to små poder i cykelanhængeren, for loven er jo kreeret til den lille glade børnefamilie, der nu må transportere op til to personer, op til otteårsalderen, op til tres kilo. Det er da et fremskridt, der vil noget, lovgivning med perspektiv og fremtid for øje, nu skal det bare oversættes til EU-sprog og harmoniseres hele vejen fra Skagen til Sicilien. Desværre slår det nok ikke igennem ude i Vasbygade ved Kongens Enghave, ikke rigtig, og det er der en grund til, der tåler at blive nævnt på en fin grundlovsdag.

Det kan siges kort: Middelklassen i Danmark har sejret ad helvede til, og det betyder i praksis, at den gamle enevælde er afløst af en ny, hvor middelklassens værdier dominerer på alle fronter. Det gælder i det politiske liv, hvor de fleste politikere rekrutteres fra middelklassen, det gælder i centraladministrationen, hvor middelklassens embedsmænd og -kvinder glider ind i en enevældig styreform, der passer dem aldeles glimrende.

Vi har virkelig embedsmandsvælde i dette land, benhård centralstyring fra oven; og hvad det politiske angår, så breder middelklassens åndelige og moralske værdier sig overalt, hvor det er muligt at brede sig, og den politiske, dvs. lovgivningsmæssige foretagsomhed sekunderes af en lang række enevældige forestillinger om, hvordan livet bør indrettes - det korrekte liv.

Den sejrende middelklasse har omdannet Danmark til et missionshus, og da middelklassen kun vil andre det bedste, er den oprigtig skuffet, når folk stritter imod. Hvad de gør nede i Gamle Vasbygade, hvor folk ikke er til at hugge og stikke i og bliver helt kontrære, når man retter på dem.

Hvad underdanmark angår, så er middelklassen virkelig sat på en hård opgave her, for disse sidste 20 pct. af menneskeheden i Danmark vil ikke deres eget bedste, de vil ikke, og det er næsten, som om de sætter en ære i det. De gør alt det forkerte. De ryger som skorstene, ja værre end skorstene, for landets skorstene har man da fået så meget skik på, at de kun ryger på den sunde måde, den miljøsunde måde. Der er ikke mange skorstene i dette land, som slipper godt fra at stå og ryge op i den blå luft. Det har lovgivningen sat en effektiv stopper for.

Anderledes med mennesker. Dem kan man ikke sætte en stopper for. Desværre. De ryger, de drikker, de spiser usundt, og selvom middelklassen hælder den ene enevældige kampagne efter den anden ud over dem, så preller det af. De ryger, drikker og æder som gjaldt det om at komme først på kirkegården, hvad det måske også gør, det er forfærdelig deprimerende, og som om det ikke var nok, så er der også digtere, der går i brechen for det:

»Hurra for en pragtfuld verden/ fuld af ragelse og dårlig smag.// Hurra for røvballegardiner og løse tænder/ billigt tøj og dumme bøger.// Hurra for stinkende biler/ og osende tog/ plastikblomster og narkokanyler.// Hurra for pensionister med hængerøv/ politivold og enarmede tyveknægte.// Hurra for hor og druk/ og blodtørstige overlæger med udstående øjne.//

Sådan skriver Torben Lange i sit seneste opus, »Døden er et skvadderhoved«, og hvad bilder han sig egentlig ind?! Her prøver vi fra den kongeligt privilegerede danske middelklasses side at indrette samfundet på den mest hensigtsmæssige og fornuftige måde, og så høster man bare utak. »Tal her!«

Denne Torben Lange skulle sandelig have lov til at bøje sig ned og læse digte ind ad taletragten til kontanthjælpsafdelingen i Vasbygade, efter lukketid, efter klokken 13, efter at kvindesamfundet har lukket og slukket og efterladt deres cykler i stativerne. Det fortjener han denne Torben Lange, og hvis han også har hund, så skal den sagomeleme ikke påregne noget kontanthjælpstilskud til hverken foder eller pissepotte eller speciel stadeplads, det skal vi nok sørge for!

Nej, underdanmark er en skuffelse, en daglig skuffelse, og derfor lukker samfundet klokken tretten, undtagen om torsdagen, hvor man nødtvungent holder åbent fra 16-17, så folk kan sidde i kø, så folk kan vente, så modtagere af kontanthjælp og sygedagpenge kan traske omkring med deres elendige køtere udenfor, gerne i regnvejr, det skal ikke skille os. Stod det til os, skulle vi slet ikke holde åbent. Jo, en times tid om mandagen fra 13-14, så de virkelig kunne lære at stå i kø, men i virkeligheden burde man nedlægge kontanthjælpsafdelingen i Gamle Vasbygade og købe en helikopter i stedet for.

En helikopter? Ja, for så kunne man flyve ind over bydelen og kaste pengene ned i faldskærm, det kunne spare én for mange ærgrelser. For de lugter, de råber op, de blæser alle formaninger en hatfuld, de er utilregnelige, de får pludselige raserianfald, de kan være farlige, de er ligeglade med andre og ligeglade med sig selv, de har ingen ambitioner, de vil ikke være noget, de gider ikke, de kan ikke, de orker ingenting, de svigter deres børn, de kan ikke holde noget fast, de afviser alle tilbud, de vil ikke i arbejde, ikke ret længe, og det ligemeget hvor meget vores søde og positive socialminister smiler til dem.

Hun smiler og smiler, hun er så tapper og velmenende, og hun vil så gerne aktivere dem, sætte dem i arbejde, om så blot på deltid, halvtid, kvarttid, ja om så bare i et ottendels aktiveringsjob som vikar for en pedel på prøve i et midlertidigt feriejob på Sundby skole. Men de vil ikke, de vil bare have en guldbajer, en bænk og en hund, og det skønt vi ikke bestiller andet end at fabrikere handlingsplaner med et væld af aktivitetstilbud.

Potemkinkulisser

Når man ikke kan handle eller komme igennem med sine planer, må man i stedet fabrikere handlingsplaner, for noget skal tiden gå med, og man skal også gøre nytte for sin løn. Det må også gerne se ud af noget.

Hvad der fremstilles af handlingsplaner om sociale forhold i dette land, det kræver et selvstændigt bibliotek med en meget stor database. Man skriver derfor til hinanden, man forsker for sig selv og sine kolleger, man meriterer sig i fagfællers øjne og optjener faglige kvalifikationer til videre karriere i Systemet.

Det er et godt arbejde, det er fast, og overfladisk set handler det selvfølgelig om underdanmark og dets triste skæbne. Det har nu stået på i 30 år, og som forholdene har udviklet sig, handler det ikke længere om underdanmark - det har man opgivet - det handler om de ansatte. Det handler om systemet selv, om de ansattes velfærd, om udbygningen af regelsættet, om fortsat ekspansion i detailregulering af folks liv - forsøget på det - velvidende, at løbet er kørt.

I virkelighedens verden har man lukket ned i Gamle Vasbygade i København. Løbet er kørt, underdanmark sejler sin egen sø, folk og hunde møder op og bøjer sig fremover til taletragten »tal her«, og kun de blinde og svagtsynede bliver lukket ind med førerhunden. Virkelighedens verden hedder kapitulation.

En levende virksomhed har ikke åben fra 10-13, og om torsdagen fra 16-17, for det kan man ikke leve af. Ingen virksomhed, fabrik, butik, gesjæft, der skal leve af omsætningen ville overleve 14 dage med en sådan åbningstid, eller rettere lukketid, for det er jo det, det er. Lukketid.

Kontoret i Gamle Vasbygade er en filial af dødsriget, og som sådan et sted, der har kastet håndklædet i ringen, for det er jo ikke sådan, at man hjælper, råder, vejleder i tre timer om dagen, hvorefter behandlersamfundet har døgnets øvrige timer til rådighed for den egentlige indsats. Næ, realiteten er, at underdanmark står i kø mellem klokken ti og klokken tretten og derefter passer sig selv.

Moderne enevælde

Når man ikke kan få underdanmark til at makke ret, må man finde andre udveje for sin foretagsomhed, og det er her den demokratisk funderede, moderne enevælde er slået over i det groteske. Vi har fået et regeltyranni uden sidestykke i danmarkshistorien, og det er så demokratiets pris. Det er ikke kongens skyld, ikke godsejernes skyld, ikke adelens, kirkens eller de rige og formuendes skyld, det er vores egen skyld, og skal man overhovedet fastholde adressen på noget, der ligner skyld og ansvar, så peger pilen på os selv.

Det er en høj pris, vi betaler for dette demokrati. En femtedel af landets borgere er sat ud af drift, fordi de ikke passer ind i de herskende normer og værdier, og hårdt bedømt er der tale om en klasse af paria'er, som er dømt udenfor. De resterende 80 pct. er dømt indenfor - jeg ser bort fra en smal overklasse uden synderlig betydning - hvad vi taler om er et demokrati med stærkt moraliserende islæt. Et demokrati med pegefingeren løftet.

Det er en styreform med så intensiv en hang til styring af borgernes liv, at man aldrig før eller siden har set magen. Folk, der kommer hertil fra Rusland og Ukraine, er rystet over den totalitære tendens, og med det mener de statens og myndighederens påtrængenhed og helt utilstedelige måde at blande sig i privatlivet på. Det kendte man ikke i de rigtig totalitære stater, i det hedengangne Sovjet, i det forhenværende Østtyskland, som nok bød på overvågning, hemmeligt politi, overtrædelse af menneskerettigheder og en trøstesløs materiel standard, men hvor stat og myndigheder til gengæld ikke kerede sig om, hvad borgerne gav sig af med i fritid og privatliv.

Det slår tilflyttere med skrækblandet undren, når de oplever Danmark fra den side, og når vi selv reagerer anderledes, skyldes det pur tilvænning. Vi er en del af systemet, er vokset sammen med det, og er man rigtig konsensus-dansk, jamen så er ægtefællen ansat nede i Gamle Vasbygade, hvor hun gør et ihærdigt arbejde for at holde hundene fra dørene.

Vi overvåges som aldrig før, vi holdes øje med som aldrig før, vi registreres i tud og røv som aldrig før, så i dagens Danmark er det kun muligt at blive væk et kvarter ad gangen, hvis man forsøger sig på aktiv vis. Gør man det passivt, i al fællesmenneskelig diskretion, kan man være anderledes heldig og først blive dødfunden efter 14 måneders ophold i lejligheden.

Sådan ser demokratiets sejr ud anno 1999, folkestyrets styring af folk, den moderne enevælde, der afløste den gamle, og når det går godt og mange mennesker finder tilfredshed i livet i Danmark, skyldes det først og fremmest graden af materiel velstand og mulighed for individuel tilrettelæggelse inden for de givne rammer.

For mig at se et regulært klassesamfund med firs pct. oven vande og tyve under daglig vande, men også et klassesamfund, der er udartet til et skoleklassesamfund, der er pædagogisk og moraliserende og bedrevidende langt ud i det utålelige.

Set i dette billede, anskuet i denne metafor, har underdanmark fået en sveder, der vasker sig, mens den øvrige del lader som om den hører efter og nu og da absenterer sig, fordi den ikke orker at høre efter.

Danmark er et missionshus blot med det fradrag, at missionshuse i gamle dage var nemmere at tage bestik af. Man kunne forlade dem og gå sin vej. Det kan man ikke i dag, fordi huset fylder det hele, og selvom der falder sarkastiske bemærkninger om den ny cykellov, der trådte i kraft pr. første juni. Det næste er vel sikkerhedssele i anhængeren, med indlagte refræner om sund mad og rigtig ernæring og så naturligvis rygeforbud, for sådan gør vi her, sådan optræder den middelklasse, der har sejret ad helvede til og ikke kan nære sig, men har en trang til at blande sig i alt, hvad man overhovedet kan blande sig i - og lidt til.

Midt i det hele svæver tidsånden og føjer spot til skade, for den er moralist til fingerspidserne. Den dikterer os det sunde liv, det rigtige liv, det lykkelige liv, det unge, smukke og korrekt ønskværdige liv, det pådutter os en evig strøm af privatlivs-korrektioner, og hvis jeg ellers kender mine pappenheimere, så findes der også et regulativ for førerhunde.

Så vidt stræbte Grundlovens fædre ikke, ja deres fantasi og ambition strakte kun til at formulere et sæt procedureregler for gnidningsfri omgang mellem samfundets borgere. Ak ja, de skulle gå en tur om ad Gamle Vasbygade i Kongens Enghave.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Weekendavisen fredag den 4. juni 1999.

 

Læs også Poul Pilgaard Johnsens nekrolog over Ulrik Høy: »Det virtuose jordskælv«

Læs også Bo Bjørnvigs mindeord over Ulrik Høy: »Platuglen«

 

Læs også følgende arkivartikler af Ulrik Høy:

»Mest værst«

»Sexens patos«

Side 9