Læserbreve. CO2-reduktion. Forsvarsministeriet. Corbyn-fobi. »Neger« 1. »Neger« 2. Klima. Gris. Danskerne.

Debat

Debat

CO₂-reduktion

Lars Bonderup Bjørn, CEO EWII Torben Funder-Kristensen, Head of Public and Industry Affairs Danfoss Cooling

Næsten alle danske partier støtter nu, at vi i Danmark skal reducere vores samlede CO₂-udledning med 70 procent inden 2030. Det er en kæmpe opgave, og det kan vi kun nå, hvis vi ændrer kurs, som Klimarådet for nylig har understreget i sin klimastatus-rapport.

Denne helt nøgterne konstatering kommer til at definere de kommende år inden for den grønne udvikling, for det skal vi hele tiden huske på: Vi har susende travlt. Og netop fordi det skal gå hurtigt, har vi brug for projekter som Flexible Energy Denmark.

Flexible Energy Denmark er et fireårigt forskningsprojekt, støttet af Innovationsfonden, der har til formål at udnytte den energi, vi producerer, optimalt.

Det er et område, hvor vi allerede har gode kort på hånden. Danmark har gennem efterhånden rigtigt mange år gjort en forbilledlig indsats, også i udlandet, for at sikre en høj energieffektivitet. Vi er blevet verdensberømte for forskellige energieffektiviseringsløsninger som fjernvarme og lavenergihuse, og en række globale industrisucceser har afsæt i den danske dedikation til at udnytte energien endnu bedre.

Klimatruslen gør imidlertid, at høj energieffektivitet ikke længere er nok. Vi er, som Klimarådet minder os om, ved at sakke bagud. Når vi kigger ud i verden, bliver fossile brændstoffer anvendt i stor målestok, og der skal investeres astronomiske summer i energieffektive løsninger for at reducere udslippet af klimagasser.

Eller også – og det er Flexible Energy Denmarks ærinde – skal vi vænne os til at tænke anderledes.

Vi har indtil nu levet vores liv på den præmis, at vores energiforbrug er tæt på urokkeligt, og derfor må vi indrette produktionen af energien efter forbrugsmønsteret. Det fungerer også fint, når det handler om fossile brændstoffer.

Men når vi vil bruge solceller og vindmøller som energikilder, bliver den tankegang udfordret. Vi kan ikke bare forbruge og regne med, at strømproduktionen modsvarer forbruget – for vi kan ikke bestemme, hvornår solen skinner, og hvornår vinden blæser. Derfor er situationen i dag, at vi overproducerer, når det blæser mere, samtidig med, at vi underproducerer, når det er vindstille. Det giver ingen mening. Og problemet bliver yderligere forstærket af et logisk koks i vores kollektive tænkning.

For når vi konstaterer, at vi skal bruge mere grøn strøm, så beslutter vi os for at bygge flere vindmøller. Det sker gang på gang.

Men det over- og underproducerer vi bare mere af. Vi opnår ikke andet, end at vi i stadig flere timer producerer alt for meget strøm i forhold til forbruget, mens vi i andre af døgnets timer ikke får noget ud af de ekstra vindmøller, fordi det ikke blæser.

Det er den problematik, vi skal løse. Og det er det, Flexible Energy Denmark-projektet går ud på: Vi skal lære at bruge energien, når den er der. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal skynde os at tænde for alle kogeplader, hårde hvidevarer og elektriske aggregater i huset, så snart vi kan se Dannebrog blafre lidt.

Det betyder, at vi skal tænke i opbevaring af energien og i fleksibilitet snarere end i forbrugsbehov.

Den nemmeste lagring er i gode gammeldags batterier. Det er der ikke noget nyt i. Problemet er, at det er en rigtig dårlig idé. Fysiske batterier er ikke økonomisk bæredygtige, og de har ikke udsigt til at blive klimamæssigt bæredygtige heller. I stedet skal vi genbruge noget af den eksisterende lagringskapacitet, der i virkeligheden er der, men som vi bare ikke har haft øje for; bygninger, frysehuse, fjernvarmesystemet og de nye Power-to-X-teknologier rummer mulighed for at lagre den energi, vi i dag spilder.

I praksis gør vi sådan her: Vi køler frysehuset længere ned, når det blæser meget, og så kan vi spare på strømmen til køling, når det ikke blæser så meget. Og nej – det er ikke nyt, at der er en gevinst at hente her. Men det er et potentiale, der i dag er uforløst, fordi vi ikke har vidst, hvordan vi griber problemet an.

Her omkring et år inde i projektet Flexible Energy Denmark kan vi se, hvordan problemet skal gribes an. Vi kan i dag skabe de datastrukturer og udvikle styringsløsninger, som muliggør »genbruget« af overskudsstrømmen.

Det har et gigantisk potentiale. Men det er også en enorm opgave, vi som samfund står over for, og det kræver fokus. I Flexible Energy Denmark har vi valgt et skarpt fokus på forsyningsektoren. Her kan samme styringsteknologi, som gør frysehuse til kæmpebatterier, bidrage til at afhjælpe problemer med el-biler i el-nettet også og til at optimere varmeproduktionen, så vi bruger færre ressourcer i fjernvarmesystemet.

Fidusen i denne tilgang er, at lagring i ting, der allerede eksisterer, gør det muligt at udnytte den vedvarende energi tæt på fuldt ud. Det betyder, at vi kan lukke ned for fossile brændsler, samtidig med at der skal investeres mindre i vedvarende energi for at få et klimavenligt system.

Når vi er færdige med at vænne os til den nye logik, forestiller vi os en verden, hvor der kun er vedvarende energi. Det kan godt lade sig gøre – hvis vi husker at se på helheden i stedet for bare at købe nye vindmøller, hver gang nogen siger klimaproblematik.

Forsvarsministeriet

Erik Boel, tidligere international sekretær i S

Tilsyneladende sejler alt i Forsvarsministeriet. Senest er det kommet frem, at Ejendomsstyrelsen allerede i 2016 politianmeldte den omfattende svindel i styrelsen. En anmeldelse, der indtil nu har været hemmeligholdt.

Alle ulykkerne er foregået på departementschef Ahrenkiels vagt. Alligevel har forsvarsminister Bramsen valgt at frede departementschefen. Ministeren sparker i stedet nedad med fyringer af koncernstyringsdirektøren og direktøren for ejendomsstyrelsen. Det er ikke særlig klædeligt – og det er i al fald uklogt at lade den hovedansvarlige gå fri: Ahrenkiel har vist både svigtende dømme- og handlekraft ved ikke at orientere ministeren om uregelmæssighederne.

Vigtigst er det, at oprydningen efter skandalerne i ministeriet ikke på troværdig vis kan foretages med den hovedansvarlige for bordenden.

Ministerens tøven med fyresedlen skyldes antagelig, at hun er ny og uerfaren. Og føler sig dybt afhængig af Ahrenkiels rådgivning.

Statsministeren har gjort det klart, at hun forventer, at forsvarsminister Bramsen selv får styr på sin butik.

Realiteten er, at hvis ikke ministeren evner at bringe orden i eget hus, er det i sidste instans ministerens taburet, der vakler.

Skandalerne er kun toppen af isbjerget, når det gælder problemerne i forsvaret: Ytringsfriheden har ringe kår. Man parerer ordre, og modsigelse tåles ikke.

Med reformen fra 2012 blev den øverste ledelse organiseret således, at den militære og den civile del blev integreret. Det betyder i praksis en koncernstruktur, som reelt savner ledelse, og samtidig en politiseret militærfaglig rådgivning. Ministeren bliver sjældent fagligt udfordret af den militære ekspertise, der i stedet forsøger at følge de skiftende politiske vinde. Til skade for vor krigsførelse. I sidste instans gælder det det grundlag, hvorpå vore soldater sendes i krig langt fra Danmark. Regeringen har netop lagt op til, at danske soldater skal udsendes til verdens brændpunkter; Hormuzstrædet, Sahel og Irak.

Opgaven for ministeren er enten at gå tilbage til en separeret civilmilitær ledelse eller beholde koncernmodellen, men markant styrke kontrollen med og revisionen af styrelserne.

Ministeren burde bruge den aktuelle krise i forsvaret som løftestang til at få gjort op med forkvaklede strukturer i forsvaret.

Regeringen lægger op til, at vi i de kommende år skal anvende mange flere milliarder ekstra til forsvaret – og det i en tid, hvor riget fattes penge. Det vil forudsætte, at forsvarsviljen er til stede i befolkningen. Det er den kun, hvis forsvarsministeren evner snarest at genoprette tilliden til den øverste civile og militære ledelse af dansk forsvar.

Corbyn-fobi

Henrik Forchhammer

Alfred Hitchcock havde gerne set sin gravsten beskrevet: »Sådan går det små uartige drenge«. Samme indhold ser de konservative og mange andre påklistret Corbyn efter valgnederlaget. At de konservative med held (og mange penge) havde gjort det til et Brexit-valg, suppleret med massiv skræmmekampagne mod Corbyn efter forskrækkelsen ved sidste valg, nævnes ikke. Hvilken sygdom Cordua i det hedengangne Radio24syv rangerede Corbyns popularitet med, skal jeg af hensyn til dette medies lødighed ikke citere.

Efterfølgende lyder det: »Han var for uklar i forhold til Brexit. Han var for yderligtgående venstreorienteret.« Kim Bildsøe Lassen fra Danmarks Radio supplerede med, at Labour havde haft en elendig valgkampagne. Hvilken kampagne? Samme Lassens reportager har i den grad været elendige, hvad angår substansen i valgkampen. Går man ind på BBC World 6/12 kl. 22 og ser afslutningsdebatten mellem Corbyn og Johnson, får man et ganske andet indtryk. Velformuleret, økonomisk velunderbygget og moderat med et engageret ønske om at rette op på den fattiggørelse, de konservative regeringer har påført Storbritannien. Corbyn, sorry we missed you.

»Neger« 1

Margrethe Hatting Hauch, Holmevænget 22, 5970 Ærøskøbing

Klaus Rothstein har i sit essay i Weekendavisen den 13. december skrevet om Viggo F. Møllers digt »Neger«.

Klaus Rothstein tager fejl i sin fortolkning af digtet, som offentliggjort i Vild Hvede i oktober 1942 helt klart handler om den tyske besættelsesmagt i Danmark.

Viggo F. Møller var bror til min bedstefar, som med sin kone og to døtre var hans nærmeste familie. Det var også ham, han ville ringe til, da han var blevet taget af tyskerne.

I familien har vi altid kendt til onkel Viggos satiriske digt om de tyske besættelsestropper. Der er overhovedet ingen tvivl om, hvordan det digt skal forstås.

At Viggo F. »frejdigt svarer, at han ikke et øjeblik havde tænkt på grønne soldater«, viser vel netop hans satiriske udtryksform. Han var selv en lille rund mand, men han havde en spids pen. Når han skriver om legioner af fremmede, farlige farvede folk, er

det ikke sorte, men grønne mænd, han tænker på.

Efter besættelsestiden var det ikke nødvendigt at skryde af, hvad digtet egentlig handlede om – det var da noget, man vidste. Forøvrigt lå det Viggo F. Møller fjernt at skryde.

»Neger« 2

Paul Smith, historiker, Vestervang 9, 8000 Århus C

Et par betragtninger i forlængelse af Klaus Rothsteins artikel i WA #50 om Viggo F. Møllers »Negerdigt«. KR laver et udmærket detektivarbejde for at løse den gåde: Hvem var han?

KR overser en mulighed – uden den dog behøver at være sand:

Få dage efter den 9. april 1940 blev Vædderen – den første danske modstandsgruppe – dannet i Valby. De fire initiativtagere var løjtnant Tage Fynbo, hovmester Cajus Johansen, som havde været frivillig i Estlands uafhængighedskrig, samt de to vordende billedkunstnere Gilbert Nielsen og Robert Jacobsen.

Eller for at citere fra min historiske roman Lille Land, hva’ nu?:

»Snart rundede man de godt 40 medlemmer, hvoraf flere var tilknyttet Konservativ Ungdom. Altså fik Vædderen forstærkning fra KU’s københavner-afdeling, når et nazimøde skulle saboteres med stinkbomber og slagsmål.

Da Gilbert Nielsens sociale netværk var stort – ikke mindst i Valby – var medlemsskaren meget bred. En del kom fra en brevdueklub, og via restaurant Jacks Sodafountain hvervede han jazzmusikeren Freddy Albeck, og gennem Albeck fik Vædderen også en neger i medlemsskaren. Han kaldtes Tam-tam.«

Klima

Jørgen T. Karlsen Sønderlundsvej 25, 4000 Roskilde

COP25s manglende resultater kan ikke komme som en overraskelse. FNs klimakonvention – UNFCCC – har i de næsten 30 år, den har eksisteret, udviklet sig til en kæmpe selvsupplerende industri, som fokuserer på proces frem for resultater. Denne gang var der 26.706 tilmeldte, cirka 4000 flere end i det kolde og kedelige Katowice.

Over 3000 mediefolk var tilmeldt, og det er cirka dobbelt så mange som i Katowice. Blandt konventionens parter – altså landenes politikere og forhandlere, toppede Elfenbenskysten med 348 deltagere skarpt forfulgt af DR Congo med 293 deltagere.

Om det er interessen for klimasagen eller de mange penge per diem, som i stort omfang betales af diverse donorlande, kan man ikke sige. Til sammenligning var der bare 48 tilmeldte fra næste års COPvært Storbritannien. Man skal så huske, at årets COP blot er cremen på lagkagen, for udover COPerne er der igennem året et hav af møder med flere tusinder deltagere på business class.

Gris

Walther Knudsen, Prinsessevej 6, 8700 Horsens

I WA #51 dunker vores allesammens norske yndlingsgnavpotte Jon Hustad os danskere i hovedet og på maven med en melding om, at gris ikke er julemad. Det står nemlig skrevet i Det Gamle Testamente, at man ikke må spise gris, fordi dyret er urent.

Heldigvis er vi nogle, der har læst videre i bogen, så vi er kommet til Apostlenes Gerninger, hvor det gamle forbud ophæves i kap. 10 vers 10-16 og kap. 11 vers 4-10. Her fortælles nemlig om apostlen Peters syn, hvor en stor dug med alle firfodede dyr, øgler og fugle sænkes ned med beskeden: »Slagt det og spis deraf.«

Og siden siger den himmelske røst: »Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke holde for vanhelligt!« Interessant nok var der ikke fisk og havdyr med i den himmelske dug, så det kan diskuteres, om fisk, herunder klipfisk, egentlig er erklæret rent sådan himmelsk set.

Danskerne

Hans Mouritzen, dr.scient.pol. Overgaden n. Vandet 5b, 1414 Kbh. K.

I gamle dage hed det »borgerne«, »kunderne« eller »vælgerne«, men aldrig »danskerne«. »Vælgerne har talt,« sagde man efter et folketingsvalg. Lyt til Poul Schlüter, Anker Jørgensen eller Christiansborg-journalister fra dengang; man behøver ikke gå længere tilbage end de tidlige 1990ere. I vore dages politikersprog hedder det derimod »danskerne« – ikke hver anden gang, men hver gang fra ledere af alle politiske partier.

Næsten demonstrativt. Som om nogen kunne være i tvivl om, at vi befinder os i Danmark. Er det, fordi alle spindoktorer har været på de samme kurser? Er det blevet politisk korrekt? Er der andre læsere, der har en forklaring på denne bristende logik? Det er så konsekvent, at det må være gennemtænkt. Politikerne vinder måske lidt på sammenholdet eller hyggen blandt os, der er sikre i vores identiteter og kun har ét statsborgerskab (dansk).

Men hvad med det stigende antal mennesker i Danmark med mindre klare identiteter? Det er selvfølgelig ikke liv eller død, men skal de leve med det lille daglige ekskluderende dryp i public service, før de skifter kanal? Lær af Poul Schlüter!

 

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

Side 14



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Skribenternes avis

Hans Mortensen

Aske Munck