Frys. 13-årige Orla tilbringer de fleste lørdag aftener i en skøjtehal med 600 andre unge. Han er ikke særlig god til at stå på skøjter, men det er lige meget. IsDisco handler om noget andet.

Teenagere på glat is

Teenagere på glat is Af Birgit Nissen Pedersen

Selvom det er bidende koldt, vokser flokken foran indgangen til Gentofte Skøjtehal. Det er lørdag sidst på eftermiddagen, og drengene og pigerne holder kulden ud, så godt de kan. De venter på, at ishockeyklubben Gentofte Stars åbner dørene til IsDisco – eller bare ID, som det kaldes. En aften på skøjter med høj musik og diskolys på en mørkelagt skøjtebane.

I køen står de to venner Orla Gemzøe på 13 år og Axel Engstrøm Jakobsen på 12 år. De har lynet deres tykke dynejakker og trukket hætterne op over de sorte kasketter.

Orla og Axel har allerede stået i kø i en halv time. De går begge på Christianshavns Skole og har taget S-toget til Gentofte. Drengene holder plads i køen til deres kammerater, som også er på vej fra Christianshavn.

En lind strøm af biler holder på skift ind foran hallen for at sætte flere børn af. Køen vokser.

1000 nye par skøjter

Indenfor i hallen er ID-ansvarlig Gitte Øverup i gang med at fortælle en gruppe frivillige forældre, hvad de skal gøre, når dørene om lidt går op.

»Det er vigtigt, I tjekker taskerne for tyggegummi og sprayflasker. Pigerne har nogle gange små parfumeflasker med i tasken, og dem må de ikke have med ind i hallen, fordi det kan være farligt at få i øjnene,« forklarer hun og viser, hvor de skal stille alle tingene, så de unge kan få dem igen, når de skal hjem.

Sammen med seks andre forældre-vagter og fem professionelle vagter har Gitte ansvaret for, at aftenen forløber smidigt og uden problemer.

»Det gør den som regel,« siger hun smilende. »Det er nogle virkelig søde børn, der kommer her.«

Det er mange år siden, Gentofte Stars begyndte at holde IsDisco for at tjene penge til ishockey-foreningen. Men gennem de sidste to år er besøgstallet steget voldsomt til mere end 600 børn og unge hver lørdag.

»Det skyldes de sociale medier,« forklarer Gitte Øverup. »Der kommer unge fra hele Sjælland. De hører om det fra deres kammerater, og så lejer de en bus og kommer kørende helt fra Møn eller Vordingborg,« siger hun med en vis stolthed i stemmen.

»Det er blevet kæmpestort, og vi har måttet købe 1000 nye par skøjter.«

Hver lørdag aften fra oktober til april åbner hallen dørene fra 18.30 til 22. De fleste børn er mellem 12 og 14 år, men der kommer også 10-årige og en del ældre teenagere.

Det er mange år siden, Gentofte Stars begyndte at holde IsDisco for at tjene penge til ishockey-foreningen. Men gennem de sidste to år er besøgstallet steget voldsomt til mere end 600 børn og unge hver lørdag. Foto: Petra Theibel Jacobsen
Det er mange år siden, Gentofte Stars begyndte at holde IsDisco for at tjene penge til ishockey-foreningen. Men gennem de sidste to år er besøgstallet steget voldsomt til mere end 600 børn og unge hver lørdag. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Sten-Saks-Papir

Udenfor er køen vokset ud over hallens længde og snor sig nu rundt om hjørnet. Orla og Axels venner fra Christianshavns Skole er også ankommet.

»Vi plejer at være 15-20 venner fra skolen, som er sammen herude,« siger Axel. »Jeg kom til ID første gang i oktober og har været her næsten hver lørdag siden. Det er sjovt at hænge ud her.«

Orla nikker ivrigt og tilføjer:

»Og møde piger.«

Pigerne rundtom fniser.

»Drenge kommer for at score!« råber Annabell på 13 år og får alle til at grine endnu højere.

»Vi snakker både med piger, vi kender, og piger fra andre skoler,« forklarer Orla.

Axel har skiftet Fortnite ud med IsDisco. Foto: Petra Theibel Jacobsen
Axel har skiftet Fortnite ud med IsDisco. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Han griner og overvejer et øjeblik, om han skal sige mere, men bestemmer sig så for at lægge kortene på bordet:

»Og så leger vi Sten-Saks-Papir. Hvis vi vinder, må vi kysse pigerne. Hvis pigerne vinder, må de slå os ... altså, det er kærligt og for sjov,« understreger han.

»Pigerne kan vælge, om de vil slå eller kysse,« retter Olivia på 13 år. Selvom hun kommer fra Roskilde, er hun med i gruppen.

»I 6. klasse holder man ikke fest, så i stedet mødes vi herude,« forklarer vennen Kristoffer på 12 år.

»Det er ligesom at gå til fest. Men personligt er jeg ikke interesseret i piger. Jeg er her mest for at være sammen med vennerne og for at skøjte,« siger han og trækker på skuldrene.

Fyldt skøjtebane

Præcis klokken 18.30 åbner dørene endelig, og køen begynder langsomt at bevæge sig. Der udlejes skøjter ved tre forskellige borde. Nogle få har selv taget skøjter med. Det tager tre kvarter, før Orla og Axel når frem til skøjte-udleveringen. De er heldige – der er stadig støvler tilbage i deres størrelse.

»Vi opfordrer de unge til selv at medbringe skøjter, da vi ofte løber tør for de mest almindelige størrelser,« siger Gitte Øverup. »Det er hændt, at en pige med størrelse 37 ender med et par i størrelse 43, og det er jo ikke så rart at løbe rundt i en hel aften.«

Denne lørdag har hele 640 børn og unge fundet vej til Gentofte IsDisco. Det er rekordmange, og de frivillige voksne har travlt med at uddele skøjter, modtage betaling og tjekke tasker. Skulle der være nogle unge, som har drukket alkohol, får de ikke lov til at komme ind.

Inde i hallen trækker gruppen fra Christianshavn op på tribunen for at skifte til skøjter. Musikken er høj, og lyset er dæmpet, så det er svært at holde øje med, hvad der foregår.

»Vi plejer at dække vores sko med jakker, så de ikke bliver stjålet,« fortæller Axel.

Både han og Orla har dyrt mærketøj på, og de er klar over, at deres jakker og sko kan være fristende for nogle.

»Der er flere, som har oplevet at få stjålet sko. Og der er ikke noget at gøre, for man har selv ansvaret for dem,« siger Orla.

Isen begynder at være fyldt op. Ude i kanten af arenaen løber de dygtige i høj fart. Lidt længere inde kanter de lidt mere usikre skøjteløbere sig frem hånd i hånd. Nogle danner lange kæder og fjoller, så de falder over hinanden i bunker.

»Jeg er virkelig dårlig til at stå på skøjter,« fortæller Orla, mens han spænder støvlerne. »Men det betyder ikke noget. Det er der mange, der er.«

Både Orla og Axel begyndte at interessere sig for piger i sommerferien. Foto: Petra Theibel Jacobsen
Både Orla og Axel begyndte at interessere sig for piger i sommerferien. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Federe end Fortnite

Små grupper står i cirkler om hinanden og skifter konstant position. Nogle står og vugger til rytmen af musikken, mens andre bevæger sig rundt. Musikken dunker af dansk hiphop, og stemningen er god. Inde midt på banen danner der sig en større klump. På afstand ligner det en sværm af summende bier.

Drengene har skiftet Fortnite ud med IsDisco.

»Fortnite er dødt,« som Axel siger. »Jeg spiller det kun en gang imellem. Det er det samme og det samme.«

Orla har en mere klar holdning til spillet: »Jeg synes, det er wack!«

Begge drenge er mere optagede af at være sammen i virkeligheden.

»Hvad skal man ellers lave en lørdag aften?« spørger Axel.

Orla tog S-toget til Gentofte for at være med. Foto: Petra Theibel Jacobsen
Orla tog S-toget til Gentofte for at være med. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Pludselig tændes lyset, og det meddeles over højtaleren, at alle skal forlade isen. Ind ruller en ismaskine på størrelse med en kampvogn. Musikken skifter til techno-rytmer, mens maskinen med navnet Icebear Electric fræser rundt på arenaen og efterlader isen blank og glat igen.

Pausen giver alle en mulighed for at sidde ned efter at have stået op i flere timer, først i køen, så på isen. Ude i kiosken har de frivillige travlt med at lave franske hotdogs og parisertoast til dem, der er sultne nok til at stå i endnu en kø.

Orla sidder på tribunens ræling og pjatter med tre piger, der står rundt om ham. Både Orla og Axel begyndte at interessere sig for piger i sommerferien.

»Det er også piger, der har gjort, at vi er blevet venner,« siger Axel og griner.

»Før syntes jeg, Orla var megairriterende, men så begyndte vi at have fransktimer sammen i skolen, og så blev vi venner.«

Da arenaen er klar igen, åbnes sluserne, og slænget fra Christianshavn glider ud på isen og forsvinder i klumpen på midten. Der er kun en time tilbage, inden ID lukker klokken 22. Der er stadig tid til Sten-Saks-Papir.

Side 69