Genfødt. »Hvad skal kapitalismen stille op med psykedeliske stoffer?« I en ny bog skildrer videnskabsjournalisten og psykonauten Michael Pollan de bevidsthedsudvidende stoffers genfødsel, som rejser en række svære spørgsmål, men måske kan kurere sindslidelser og bringe os i pagt med naturen.

Psykedelisk politik

Psykedelisk politik Af Rasmus Egmont Foss

Da amerikanske politikere forbød psykedeliske stoffer i slutningen af 60erne, var de bange for, at syrehoveder på LSD ville omstyrte samfundet. I dag er stofferne på vej tilbage som en del af det etablerede system: På universiteter og hospitaler undersøger et stigende antal forskere, hvordan de kan helbrede lidelser som depression, angst og afhængighed, og i Silicon Valley tager ingeniører og forretningsfolk mikroskopiske doser for at øge produktiviteten og tænke mere kreativt.

Stoffernes genfødsel er både udtryk for en fornyet interesse i østlig filosofi og en tidstypisk trang til selvoptimering. Det gør dem til lidt af et paradoks. I takt med at midler som LSD, ayahuasca og psilocybin bliver mere populære, opstår også en ny konflikt mellem miljøets gamle hippier og yngre tilhængere. Mange af de forskere, der er formet af ungdomsoprøret, mener ikke, at nogen skal tjene store summer på bevidsthedsudvidende stoffer. Andre ser en gylden forretningsmulighed, både for at helbrede psykiske lidelser og for at skabe det, som kritikerne kalder en spirituel masseturisme ind i sindet.

»Der er en masse spændinger i miljøet for tiden,« siger den amerikanske videnskabsjournalist og forfatter Michael Pollan. »Dybt nede har psykedeliske stoffer stadig en revolutionær, anti-kapitalistisk ånd, og mange af de gamle fortalere vil kritisere alle forsøg på at tjene penge på det. Men på den anden side er det ofte sådan, den slags bliver tilgængeligt for folk. Hvis psykedeliske stoffer rent faktisk er meget bedre til at behandle problemer, som hundreder millioner af mennesker lider under, vil den private sektor uundgåeligt blive involeret, når de skal produceres i stor skala.«

Pollan har gjort meget for at udbrede kendskabet til stofferne. I bogen Din foranderlige bevidsthed, der netop er udkommet på dansk, beskriver han feltets historie fra 50erne til i dag og væver den nye forskning sammen med sin egen rejse fra skeptiker til fortaler.

Stofferne finder ikke kun vej til hospitaler og kontorlokaler i disse år – i USA indtager de også den politiske scene. Her har enkelte byer for nyligt afkriminaliseret psykedeliske svampe, som findes i den fri natur, og andre vil holde afstemninger om spørgsmålet i det nye år. En farlig udvikling, advarer Pollan.

»Jeg er ikke så bekymret for selskabernes interesse i psykedeliske stoffer, men jeg er bekymret for, at det udvikler sig til en stor politisk diskussion. I USA er alt så polariseret for tiden, og hvis sagen først identificeres med et af de to partier, bliver myndighederne nervøse, og hele processen om at få dem godkendt til medicinsk behandling risikerer at gå i stå,« siger han.

Et skadet ry

Sydamerikanske kulturer har kendt til bevidsthedsudvidende stoffer i århundreder, men Vesten fik først øjnene op for deres magt efter 1943, da videnskabsmanden Albert Hoffmann ved et tilfælde indtog en dosis LSD i sit laboratorium. Stoffet blev for alvor populært i 60erne, hvor det spillede en stor rolle i ungdomsoprøret, indtil det blev forbudt de fleste steder i verden.

I USA blev en hel nation grebet af panik, da forbruget løb løbsk, og unge mænd med psykedeliske åbenbaringer nægtede at drage i krig. LSD blev lagt for had af politikere som Richard Nixon og Ronald Reagan. Som præsident udnævnte Nixon en af de førende talsmænd, den tidligere Harvard-professor Timothy Leary, til »den farligste mand i Amerika«.

I årtierne efter forbuddet fandtes psykedeliske stoffer uden for offentlighedens skue. Det begyndte så småt at ændre sig i 90erne, da rebeller fra ungdomsoprøret, nu ældre og mere magtfulde, bragte dem tilbage i varmen på universiteterne.

»Indtil videre har det kørt gennem den medicinske proces uden nogen politiske hindringer. En del af årsagen er, at forskerne bruger stoffet psilocybin, fordi det ikke har samme dårlige ry som LSD. Det er ikke på radaren hos den slags politiker, der klager over, at vi støtter folks syretrip. Mange kan ikke engang udtale navnet,« siger Michael Pollan.

Skal man tro forskerne, udgør de i dag nogle af de mest lovende midler mod psykiske lidelser. I 2019 åbnede verdens to første forskningscentre på området, og den amerikanske fødevaremyndighed, FDA, gav et såkaldt »breakthrough therapy«-stempel til psilocybin i behandling af depression, et stof, som findes hos svampen spids nøgenhat i danske skove.

Den spirende nysgerrighed retter sig ikke kun mod at behandle syge, men også mod at hjælpe raske mennesker, blandt andet i form af såkaldt »mikrodosering«. Særligt på den amerikanske vestkyst har ingeniører og forretningsfolk en hang til at indtage meget små mængder LSD, som ikke giver adgang til udvidede bevidsthedsformer, men angiveligt gør dem mere produktive, kreative og lykkelige. Effekten er ikke bekræftet af forskningen, men er et tydeligt tegn på, at stofferne har fundet vej ind i populærkulturen.

»Jeg synes, det er en anelse trist og ironisk, at de her stoffer, der i 60erne var kendt for at omstyrte samfundet og ændre folks liv, nu bruges til at optimere professionelt arbejde og behandles som en slags hjernevitamin, der giver en fordel,« siger Michael Pollan.

»Men hvad skal kapitalismen stille op med psykedeliske stoffer? De fungerer dårligt som middel for de store farmaceutiske selskaber, for der er ingen intellektuelle ejendomsrettigheder, og du skal ikke tage det resten af dit liv, faktisk giver det slet ikke mening at tage det ofte. I stedet prøver man så med små doser og ser, om det i det mindste kan skabe bedre arbejdere.«

Læs også om, at foreløbige forsøg viser, at jungledrikken ayahuasca kan hjælpe folk med svær depression: »Miraklet fra Amazonas«

Psykedeliske stoffer er ellers et fænomen, som videnskaben har kategorisk svært ved at forstå.

Den helbredende effekt stammer angiveligt fra patientens subjektive oplevelse, ikke kemien i stoffet. Kun patienten ved med sikkerhed, hvad der sker i sindet, og de færreste kan gengive oplevelsen efterfølgende. Forskerne kan dårligt teste stoffernes virkning på en objektiv måde, fordi den indre forestilling er totalt styret af personens forventninger til den. I det hele taget fatter forskerne ikke helt, hvad der foregår. Men, siger Pollan, »vi har al mulig medicin, som vi ikke ved, hvordan virker«.

De fleste psykonauter, som de kaldes, beretter om mystiske og dybt spirituelle oplevelser. Folks erfaringer peger i alle retninger, men ét fællestræk går igen: Stofferne opløser egoet. Når barrieren mellem selvet og omverdenen brydes ned, føler folk sig tættere forbundet til naturen og andre mennesker. Mange beskriver det som en af de mest meningsfulde oplevelser i livet, på højde med at få et barn eller blive gift.

Problemet for videnskaben er, at den ikke kan kvantificere mening.

»Det er ikke sikkert, at videnskabens værktøjer kan gennemskue det her fænomen, fordi den subjektive oplevelse er så vigtig,« siger Michael Pollan. »Spørgsmålet er, hvordan vi får folks subjektive beretninger til at passe med en videnskabelig metode, der kun drejer sig om objektive observationer og målinger.«

I senere år har moderne teknologier som hjernescannere og biometriske sensorer bragt os tættere på at måle stoffernes virkning. Samtidig giver forskningen ny viden om hjernen – en af feltets pionerer har forudsagt, at psykedeliske stoffer vil få samme betydning for psykiatrien, som mikroskopet har for biologi og teleskopet for astronomi.

Blandt andet har studierne givet næring til idéen om, at hjernen er en slags avanceret biokemisk computer, der kan programmeres og genstartes. Det er ironien ved de bevidsthedsudvidende stoffer: Selvom den psykedeliske oplevelse emmer mere af religion end af rationalitet, tyder den kemiske effekt på, at det spirituelle bare bunder i en dybere materiel virkelighed.

Med de nye værktøjer kan forskere nu se, hvad der sker bag kraniet, når vi indtager de magiske molekyler. De beskriver det som »en mental genstart«: Nye forbindelser opstår på kryds og tværs og erstatter vores faste tankebaner.

Stofferne interagerer med hjernens serotoninsystem og påvirker især et område kendt som default mode network. Det er forbundet med følelsen af selvet og det at tænke på fortid og fremtid. Netværket er også med til at filtrere udefrakommende indtryk og undertrykke underbevidstheden. Sådan hjælper det hjernen til at lave gode forudsigelser om virkeligheden med så lidt information som muligt.

Når psykedeliske stoffer stiger til hovedet, falder aktiviteten betragteligt i det område. Det forklarer måske, hvorfor egoet svækkes, hvorfor alle indtryk føles friske, og hvorfor psykonauter får adgang til nye bevidsthedslag.

Forskernes hypotese er, at stofferne afhjælper psykiske lidelser som depression, angst og afhængighed, fordi de skyldes et hyperaktivt default mode network. For alle lidelserne gælder det, at tanker kører i ring, og at patienter ikke kan slippe ud af deres destruktive selvopfattelse.

»Man kan opnå nogle af de samme fordele med for eksempel meditation, åndedrætsøvelser og ekstremsport. Men selvom psykedeliske stoffer virker mere skræmmende, er de nemmere, fordi kemikalierne gør arbejdet. Det er en slags genvej, så du ikke behøver at slide så meget for det,« siger Michael Pollan.

Subversivt stof

Én ting er at bruge psykedeliske stoffer til at helbrede sygdomme, hvis videnskaben siger god for det. Men mange mennesker føler en intuitiv modstand mod tanken om at tage dem selv, en slags urfrygt for giftige svampe i skovbunden. Hvorfor manipulere med sindet og flygte ind i en separat virkelighed, hvis man ellers er sund og rask?

»Fordi du tager nye perspektiver med dig tilbage,« svarer Michael Pollan.

»Oplevelsen kaster et nyt lys over dagligdagen, den står ikke i kontrast til virkeligheden. Stofferne forstærker mentale processer, som findes i sindet hele tiden, men som vi normalt ikke har adgang til,« siger han og fortsætter:

»At sætte mennesker med mentale lidelser i én kasse og sige, at de er syge og anderledes, er forkert. Det er et spektrum. Vi har alle perioder med angst og depression, vi er alle afhængige af et eller andet, og alle kæmper vi med tankemønstre, vi ikke kan bryde ud af. Jeg tror, psykedeliske stoffer kan hjælpe folk, der ikke er klinisk syge, ved at give dem nye perspektiver på livet – især når vi bliver ældre, hvor det er godt at ruske op i sine indgroede vaner,« siger han.

Michael Pollan anerkender, at stofferne ikke er uden risici, hverken for den enkelte eller for samfundet. Der er mennesker, som er sprunget ud fra tage på psykedeliske stoffer, og man kan have forfærdelige oplevelser på et dårligt trip. Derfor bør der være en vejleder til stede under akten, som skal foregå i trygge omgivelser, og det er afgørende at lave grundige forundersøgelser af folks psyke. Pollan understreger dog samtidig, at man ikke bliver afhængig af psykedeliske stoffer, og at de ikke er farlige i sig selv.

»Jeg tror ikke, man kan legalisere det uden at få problemer. Men jeg mener heller ikke, nogen bør smides i fængsel for at spise magiske svampe. Det bedste vil være at regulere det gennem fødevaremyndighederne,« siger han.

Læs også om cyberdeliske lysmaskiner og sanseudvidende virtual reality: »Digitale tripmaskiner«

Folks væmmelse ved tanken svarer som regel til den gru, vi føler ved idéen om at opgradere menneskets hjerne med computerchips. Begge virker unaturlige. Hvis vi kan opnå samme effekt med en elektrode i kraniet som med magiske svampe, skal vi så også byde den teknologi velkommen?

»Måske. Vi kan også nå det stadie gennem åndedrætsøvelser, og det har ingen et problem med. Hvis ændringen kommer udefra, fra en computerchip eller et kemikalie, har vi en tendens til at se det som snyd. At det ikke er den ægte hjerne, der gør, hvad den kan gøre på egen hånd,« siger han.

»Der er også den her idé om, at hvis du ikke arbejder for det, fortjener du det ikke. Fra folk, der mediterer, hører jeg ofte en metafor, som lyder: To personer står på toppen af et bjerg, den ene besteg bjerget, den anden tog en helikopter, men de får begge samme udsigt. De synes, det er urimeligt. Jamen, nogle mennesker vil aldrig nå derop uden helikopteren, så hvor fantastisk ville det ikke være, hvis vi har en måde at få dem derop?«

Pollan, der er kendt for sine bøger om planter og madlavning, er især begejstret for stoffernes potentiale til at ændre folks forhold til naturen.

»Mange af vores problemer i dag er relateret til miljøet eller flokmentalitet – begge er produkter af egoistisk tankegang. Hvis der findes et kemisk middel, som kan få os til at se subjektiviteten i planter, dyr og andre mennesker, ville det have stor social værdi.«

Noget tyder på, at folks forhold til naturen faktisk ændrer sig efter en psykedelisk oplevelse. Mange bekymrer sig mere om at redde miljøet efterfølgende, hvis man skal tro anekdoterne. De fleste psykonauter hælder dog allerede i den retning til at begynde med, og stofferne forstærker som regel de tanker, som er i sindet. Det eneste, studierne viser med en vis sikkerhed, er, at de reducerer tolerancen for autoritære ledere.

Michael Pollan afviser ikke, at samfundet vil se en gentagelse af 60ernes trang til oprør, hvis stofferne bliver mere udbredte igen – men han peger på andre farer, når han advarer mod at gøre dem frit tilgængelige:

»Stofferne får folk til at sætte spørgsmålstegn ved ting, de tager for givet. Man ser ofte mennesker revolutionere deres liv efter en psykedelisk oplevelse. Måske er der noget iboende subversivt over dem. Det ville være virkelig interessant med mere af den slags forskning, men det er for eksplosivt, og det kan gå i vejen for at få stofferne godkendt til medicinsk behandling. Førsteprioriteten er at lindre menneskelig lidelse.«

Michael Pollan: Din foranderlige bevidsthed. Den nye videnskab om psykedeliske stoffer. 444 sider, Klim.

 

Læs også Lone Franks artikel om, at i kreative miljøer er man begyndt at mikrodosere med psykedeliske stoffer – og at der forskes ivrigt i, om de virker mod depression: »Stof til eftertanke«