Leder.

Dommedag snart

Dommedag snart Af Martin Krasnik

HVAD skyldes det, at vi mennesker ser så sort på fremtiden? Hvorfor udspiller science fiction sig altid i dystopier, hvor de få overlevende slås i ruinerne af ødelagte storbyer, hvor atomkrig, økologiske katastrofer og teknologiske sammenbrud har smadret den vestlige – altid den vestlige – civilisation? Fremtiden er et sort, trist og humorforladt sted. Har man set A Clockwork Orange, Alien, Blade Runner, Terminator, 1984, Robocop, Det Femte Element, Abernes Planet, The Matrix, Mad Max, Interstellar, Wall-E og alle de andre, får man jo straks lyst til at rejse tilbage til den trygge, rare fortid.

NU vil et science fiction-epos om en lys og bedre verden fyldt med teknologiske fremskridt, lav kriminalitet og stadig sundere mennesker sandt nok være dødkedeligt. Det ville også være et overraskende opgør med forestillingen om Jordens snarlige undergang, der har været så central for den vestlige kultur siden den tidlige kristendom. Man kan i dag forvisse sig om skrækscenarierne i talrige artikler og rapporter, der forudsiger et snarligt kollaps. »Der er 49 procent chance for, at verden, som vi kender den, vil slutte i 2050,« lød det fra populærvidenskabsmanden Jared Diamond tidligere i år. Forfatteren bag den engang meget omtalte bog The Population Bomb, Paul Ehrlich, siger nu, at »det er næsten sikkert«, at vores civilisation vil kollapse inden for et par årtier. Prøv selv at google collapse civilisation future og se, hvad der dukker op. Resultaterne kan passende læses til tonerne af Leonard Cohen, der synger »I have seen the future, it is murder«.

HVIS vi denne gang har ret i, at vi lever i de sidste tider, er det ikke så mærkeligt, at vi opfører os derefter. For nogle årtier siden talte sociologerne ofte om det såkaldte »risikosamfund«, og de skulle bare have vidst, hvor ret de fik. Den omsiggribende fremtidsangst har forplantet sig til en decideret nutidsfrygt for nærmest alting; maden er farlig, teknologien er farlig, menneskelig aktivitet som sådan er farlig, menneskelige egenskaber diagnosticeres som sygelige, almindelige livskriser opfattes som behandlingskrævende.

VORES civilisatoriske pessimisme aflæses tydeligst i den måde, hvorpå forældre prøver at beskytte deres børn mod snart sagt alt. Maden, teknologien, ja, selv medicinen, der skal beskytte mod sygdomme, risikerer at gøre dem syge. Børn må for alt i verden ikke spise uhensigtsmæssig mad, og Gud forbyde, at de ser deres forældre ryge, drikke, skændes eller på nogen måde opføre sig fejlbarligt. Det er nok bedst, synes mange åbenlyst, at skjule de ubehageligheder, der udspiller sig omkring vores børn.

VERDEN er altså et sted, børn skal beskyttes mod, og derfor er det ikke så mærkeligt, at disse børn senere i livet bliver lidt forskrækkede, når nogen siger dem imod, ligefrem skælder dem ud, ja, måske endda gør sig morsomme på deres bekostning. Mange af dem forventer derfor, at nogen fortsat skærmer dem mod det, der hører til at være menneske. Der går en lige linje fra den udbredte civilisationspanik til den identitetspolitik, som nu hærger overalt i den vestlige verden.

SLET og ret forholder det sig sådan, at de børn, der om et par dage hopper frygtsomme ind i et nyt årti, på næsten alle parametre lever i en bedre verden end deres forældres og bedsteforældres. Det er et faktum, der i disse år drukner i bekymringer over den vestlige verdens og demokratiets krise. Menneskeheden er mindre fattig, bedre uddannet, sundere, lever længere, og i Vesten bliver vi stadig mere tolerante og mindre chauvinistiske. Ja, der er frygtelige tilbageslag: Borger­krigen i Syrien har sat sit blodige, forfærdelige aftryk på det årti, vi forlader. Men sådan var det også tidligere; 00erne havde Irakkrigen, 90erne folkemordet i Rwanda. Dette nævnes ikke for at forklejne de menneskelige lidelser, men for at minde om, at forfærdelige regionale kriser ikke nødvendigvis er et tegn på et større sammenbrud.

IKKE så snart har man påpeget, at verden ser lysere ud, før både Trump og Brexit trænger sig på. Til det kan man sige, at begge dele er et resultat af demokratiske valg. Briterne bekræftede deres ønske om at forlade EU, mens amerikanerne styrer mod et genvalg til Donald Trump næste år. Vælgerne var altså ikke fuldkommen manipulerede af ondsindet misinformation, nej, muligvis mener både Trumps og Boris’ tilhængere det alvorligt, når de udtrykker deres demokratiske vilje. Er konsekvenserne bekymrende? Ja. Er det udtryk for den vestlige civilisations snarlige endeligt? Nej, faktisk kan man opfatte det som et nødvendigt demokratisk korrektiv – og en påmindelse om, at fremskridtet i hvert eneste årti siden Oplysningen er stødt på tilbageslag og udfordringer. Fremskridtet kræver politisk kamp. Det sker aldrig af sig selv.

KOLLAPSER verden alligevel ganske snart, har vi, der nu bebor planeten, logisk nok et særligt stort ansvar. Sådan har det til enhver tid rådende sortsyn det med at overvurdere de nulevendes indflydelse på verdenshistorien. I disse uger kan man læse, at overvægtige udgør en særlig klimatrussel, ligesom ældre medborgere belaster klimaet i særlig høj grad. Kun ved at afskaffe sig selv kan mennesket redde kloden. Det er indlysende, at klimaforandringerne giver os en særlig udfordring. Skal de afbødes, kræver det store forandringer. Men også her vil det være klogt at minde om det, der har skabt de goder, vi nyder godt af. Videnskabelige og teknologiske fremskridt – og demokrati. Det er et kedeligt tema for science fiction, men det er et fantastisk positivt budskab: Kan vi påvirke klimaforandringerne, vil det ske med netop de goder, der kommer af vores egen civilisation. Godt nytår.

 

Læs også om nogle af de største videnskabelige nobelopdagelser, kriser og nytilkomne paradigmer i 2010erne: »Småtteriernes årti«

Læs også om Bertel Haarders spådomme om først 2002 og siden 2020 – en del var forbløffende rigtigt: »Tilbage til fremtiden«

Side 14



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Marta Sørensen

Skribenternes avis

Anna Libak

Klaus Rothstein

Magnus Boding

Morten Beiter