Profetier. Irakkrigen ville blive set på som et civilisatorisk fremskridt, mænd ville bære »parykker i alle regnbuens farver«, og USA ville vælge en præsident, der satte »America First«. I 2004 forudså Bertel Haarder og flere andre i en antologi, hvordan 2020 ville se ud. Ikke alt var forkert.

Tilbage til fremtiden-

Vi står foran et nyt årti med dystre visioner om både klimakatastrofer og millioner af flygtninge på vejene mod Europa, og om ekstreme politiske bevægelser, der tager magten.

De lyse utopier går omvendt i retning af den multikulturelle »evige fred« og »en verdensborgerlig tilstand« – som allerede Immanuel Kant forestillede sig i 1795 – samt en Moder Jord i økologisk balance, eller en eventyrlig verden med ubegrænset fusionsenergi, magnettog til Kina og turistrejser i rummet.

Den amerikanske astronaut Neil Armstrong sagde efter sin epokale månelanding i slutningen af 1969, at »vi forudsiger for meget om det næste år, men alt for lidt om de næste ti«. Men trangen til at kigge meget dybt i krystalkuglen har med jævne mellemrum været stor. Hvilke forudsigelser har man gjort om det år, vi er på vej til at bevæge os ind i? Hvordan var forholdet mellem dystopi og utopi, fejlskud og pletskud?

Og hvorfor overhovedet kaste sig ud i den slags halsløse gerninger? I sidste uge havde den niende Star Wars-film, The Rise of Skywalker, premiere, og forleden skrev den amerikanske forfatter Scott Bradfield et essay i The New Republic om science fiction-bøgernes storhedstid i 1960erne, hvor han vurderer deres værdi i dag:

»De forbliver underholdende, fordi de tog fejl af det hele,« forklarer Bradfield. »De forudsagde ikke særligt præcist rumrejsernes fremtid, eller hvordan et postnukleart landskab ville se ud, eller hvordan man nedkæmper intergalaktisk fascisme. Men hvad 60ernes science fiction gjorde, var at etablere et af historiens vildeste, bredeste, mest stilistiske og konceptuelt varierede kommercielle rum for at skrive og læse fiktion.«.

Scott Bradfields pointe er, at gode profeter tager grueligt fejl, men gør det med stil, og det kan der ofte være noget om. Voltaire har dog nok så klogt og morsomt sagt i 1700-tallet, at »man ikke kan forlange af profeter, at de altid tager fejl«.

I 1977 var der en dansk politiker, der kastede sig ind i profetbranchen og faktisk havde flere pletskud, der tilmed blev fyret af i farverig stil. Det var den unge Bertel Haarder, der udgav bogen Danskerne år 2002 – en begrundet vision. Den bog var så stor en succes, at den inspirerede ham og en række eksperter og intellektuelle til at lave endnu en profetbog med titlen Danmark på vej mod år 2020. Den skal vi vende tilbage til.

I 1977-bogen om 2002 spår Haarder, at Europa aldrig vil få en fælles valuta. Den unge venstreløve har heller ingen forestilling om, at der i 2002 ville være brug for ham som integrationsminister. Heller ikke ghettoproblemerne ser han komme, snarere tværtimod: »Brøndby Strand bliver eftertidens Nyboder,« erklærer Haarder.

Han skriver, at Storebæltsbroen »langt om længe ville blive bygget som en skråstagsbro med fire spor«, men mener, at broen ville blive en økonomisk katastrofe og blive påsejlet af en sovjetisk ubåd, som gør broens videre brug usikker.

Men meget imponerende forudser den danske spåmand kommunismens sammenbrud i Østeuropa. Den vil dog blive erstattet af »en markedssocialisme«, og lidt overraskende mener den liberale politiker, at den »vil Vesten kunne lære noget af«.

Haarder skriver under indtryk af den første energikrise, og den alternative energis fremmarch bliver formuleret i et helt lyrisk syn: »Under os glimter genskæret af titusinder af solfangertag. Vi er på vej ind over Sjælland år 2002: Vi kommer med lavenergi-fly fra Jylland, nærmere betegnet Karup, som er centrallufthavn for Danmarks industrielle kraftcentrum, der allerede i 80’erne flyttede fra hovedstadsområdet til Vestjylland. Vi skal på sommerferie i København, der til gengæld er blevet Europas turistcentrum, kendt for Tivoli, Christania, kæmpelystbådehavnen (den gamle frihavn) samt de store bilfrie områder med lydløse luftskinnebusser over gaderne.«

I Haarders fremtidssyn søger folk igen til den nationale identitet: »Overalt ses flagstænger og flag. Nationalfølelsen og frihedstrangen er stærk. Det nye århundredes menneske søger sin identitet i historien og det folkelige fællesskab. Også socialisterne er blevet nationale. Overalt i Europa har regionerne rejst hovedet: Skotland, Wales og Baskerland har fået egne parlamenter, og i Bruxelles har man for længst opgivet forsøget på at gøre EF-landene ens.«

Donald Trump forudsiges

Haarders 1977-syn er ikke nogen helt skæv forudsigelse af Danmark og Europa anno 2002. Bogen inspirerer derfor hjerneforskeren Alex Heick til at samle og udgive antologien Danmark på vej mod år 2020. Den udkommer i 2004 med 23 bidragydere, og det bliver også en tankevækkende bog.

Den indledes såmænd af den gamle spåmand Bertel Haarder, der nu forudaner, at informationssamfundets videnseksplosion i 2020 vil skabe mere forvirring end klarhed. »Derfor søger mennesket mod den forenkling, som ikke viden, men tro kan give.« Men, advarer han: »Det store flertal vil være lette ofre for sværmeri og overtro og alskens angstneuroser. Tryghedsnarkomanien vil om muligt blive endnu mere udbredt.«

Haarder skriver, at de nationale bevægelser fortsat vil styrkes »med en naturlovs kraft« overalt i Europa. »Min spådom er, at der vil ske folkeflytninger og grænsejusteringer for at skabe nationalstater uden store mindretalsdominerede områder.«

Amerikanerne vil vælge en præsident, der sætter ’America first’ på en mere nationalegoistisk måde.

Bertel Haarder i 2004

Det skete så i virkeligheden kun på det russisktalende Krim, som præsident Putin annekterede fra Ukraine i 2014. Til gengæld rammer Haarders spådom om USA frem mod 2020 nærmest bull’s-eye: Her vil amerikanerne nemlig ikke længere være verdens politibetjent og Europas bolværk mod alverdens farlige kræfter:

»Amerikanerne vil vælge en præsident, der sætter ’America first’ på en mere nationalegoistisk måde. De økonomiske og menneskelige ofre ender med at blive for store. Amerikanerne bliver trætte af at være skydeskiver for terrorister over hele verden. Håbet om en ’Pax Americana’ vil fordufte.«

I 2004 er Haarder integrationsminister i VK-regeringen, og han er ikke videre optimistisk for sit ressortområde. Han forudser, at »den eksplosive vækst i antallet af tyrkere og efterkommere i lande som Tyskland, Østrig og Danmark vil fortsætte næsten uændret med gigantiske integrationsproblemer og folkelige modsætninger til følge«.

Konkret forestiller Haarder sig også, at der kommer »muslimsk flertal i visse europæiske byer og bydele«, og det vil sætte gang i »debatten om, hvorvidt der skal være demokrati og frihed for dem, der vil afskaffe demokratiet og friheden, hvis de selv kommer til magten«.

Den slags grundlæggende dilemmaer vil dog ikke være afgjort i 2020, men Haarder knytter det største håb til, at informationsteknologi og velstandsstigning vil sprede demokratiet fra land til land: »Det bliver ganske enkelt umuligt for et økonomisk udviklet land at holde borgerne i uvidenhed om, hvad der foregår i deres eget land,« lyder teorien og visionen, der dog ikke kom til at gælde for det moderne Kina anno 2020.

I 2004 forudser Haarder, at det primært vil være islamiske folkeslag, »der fortsat må døje med uvidenhed, underudvikling, fundamentalisme, overgreb og diktatur«.

De vil få lov at sejle deres egen sø, og Haarder mener som en anden neokonservativ, at Irakkrigen – der begyndte i 2003 med blandt andet dansk deltagelse og var meget omstridt – i år 2020 vil blive anset som et civilisatorisk fremskridt:

»Kun få bliver så heldige som irakerne, at der kommer nogen og klarer ærterne for dem. Det vil eftertiden komme til at beklage.« Men den spådom ramte vist helt ved siden af skiven.

100.000 døde i Hamborg

I antologien fra 2004 er der også en meget dramatisk vision af obersten Lars R. Møller – kendt for sin ledende rolle under »Operation Bøllebank«. Han forudser i kølvandet på Irakkrigen en fremtid, hvor den helt store trussel mod den internationale orden og dansk sikkerhed bliver terror og masseødelæggelsesvåben.

»Årsagen til, at terroren voksede inden for fanatiske muslimske kredse, var dels, at den nye aktivistiske amerikanske udenrigspolitik primært var rettet mod muslimske nationer i Mellemøsten, samtidig med at en stor muslimsk befolkningsdel i USA og Europa udgjorde grobunden for kampen mod den vestlige imperialismes kamp imod Islam,« lyder analysen og profetien.

Konsekvensen er i første omgang ifølge Møller, at der i årene 2004-2007 vil blive dræbt mere end 10.000 uskyldige mennesker om året. Og det stopper ikke med det. Møllers næste skrækvision lyder:

»I 2010 havde iranske shiamuslimske fanatikere spredt 100 kg genmanipulerede miltbrandbakterier fra et højhus i Hamborg, hvor den lette vind havde spredt bakterierne, som havde forurenet et område på omkring 300 kvadratkilometer. Da angrebet først blev opdaget to dage senere, kunne man ikke nå at iværksætte en effektiv behandling, og mere end 100.000 tyskere blev dræbt.«

Ud over truslen fra masseødelæggelsesvåben vil Vestens militær være optaget af den kamp, der bliver om cyberspace. Møller forestiller sig her, at Al Qaeda-netværket i 2011 iværksætter et veritabelt »elektronisk Pearl Habor« imod EUs elektroniske infrastruktur, som bevirker et massivt tilbageslag for den europæiske økonomi.

Heldigvis tog obersten også fejl her, men det var bestemt ikke uden en vild og æggende stil. Og han får ret i den mere principielle forudsigelse, at dagligdagen i Vesten vil ændre sig i en trist retning frem mod 2020: »Sikkerhedsbehov vandt over kravet om liberale rettigheder,« fastslår Lars R. Møller.

En helt anden Møller har også spidset spåmandspennen i 2004. Det er den konservative udenrigsminister, dr.phil. Per Stig Møller. Han skriver blandt andet om nødvendigheden af at skabe fred i Mellemøsten og etablere en selvstændig palæstinensisk stat og helst i år 2005.

»Kommer freden ikke nu, vil vi få fortsatte konflikter, og i 2020 vil Israel i så fald ikke eksistere som jødisk stat. Befolkningsudviklingen i Israel viser, at inden da er araberne i flertal.«

Sådan endte det dog ikke helt. Selvom fredsprocessen kørte af sporet i de følgende år, er staten Israel fortsat overvejende jødisk.

Per Stig Møller forestiller sig også i 2004, at Kina og Indien i fremtiden vil blive inddraget stærkt i et bredt internationalt samarbejde med Vesten, så de »deler vores interesser og målsætninger«. Den konservative udenrigsminister skriver håbefuldt, at »vi må støtte dem i at følge en markedsøkonomisk kurs, som for Kinas vedkommende også må betyde en bevægelse væk fra et totalitært styre.« Et fromt ønske i 2004.

Fredszone fra Europa til Ural

Flere af antologiens fremtidskiggere antager, at EU vil vokse og vokse frem mod år 2020. Norge, Island, Færøerne kommer også ind. Hele Balkan, Hviderusland, og måske Tyrkiet, Ukraine og lande i Nordafrika? Det bliver et EU på over 40 medlemmer, jubler den socialdemokratiske EU-politiker Jens Maigaard.

Der er ingen, der forestiller sig, at lande kunne finde på at forlade Unionen. Flere bidragydere tager også for givet, at der kommer meget store klimaændringer. Miljøingeniøren Hans Løkke tegner en fremtid med forudsigelser, der i det store og hele er kommet til at holde stik ved indgangen til 2020.

Selvom der vil ankomme nye dyrearter til Danmark, er den biologiske mangfoldighed samlet set på retur. Men der kommer også løvskov med bøgetræer i stedet for grantræer, og både luftkvaliteten og drikkevandet forventes at blive bedre.

Hans Løkke beskriver et Europa med stigende vandstande, flere orkaner, flere oversvømmelser og stigende temperaturer, især om vinteren. Det betyder, at der bliver mindre forskel på sommer og vinter, og hvide julelandskaber bliver stadig mere sjældne i Danmark, når man kigger ud ad vinduet.

En af de mere farverige bidragydere, der beskæftiger sig både med klimaet og storpolitikken, er politologen og professoren Erling Bjøl. Han optegner et dystopisk 2020 med overforbrug af naturressourcer, ureguleret skovfældning, overfiskeri og tiltagende fødevare- og drikkevandsmangel: »I 2020 kan en tredjedel af jordens befolkning komme til at mangle vand mod en tiendedel nu.«

Bjøl sætter imidlertid her – og med god grund, viste det sig – sin lid til, at liberalisering af verdenshandelen og internationalt samarbejde vil mindske fattigdommen i ulandene: Samtidig vil forskerne gøre deres for menneskeheden: »Nye bioteknologisk udviklede afgrøder kunne forøge udbyttet tilstrækkeligt til at afværge hungersnød.«

Bjøls forudsigelser har også en høj sproglig indlevelsesevne, når han giver dette urovækkende syn af 2020:

»Mere og mere vil to samfundstyper komme til at stå over for hinanden. På den ene side de rige lande, hvori gamle koner vil få stadig større politisk vægt og mere og mere brug for pleje … På den anden side fattige samfund med store reserver af arbejdsløse ’vrede unge mænd’.«

Men professor Bjøl ser også et »Europa til Ural«, altså en tæt europæisk-russisk alliance, der bliver en regulær »fredszone«, hvilket dog var et syn, der var helt ude i skoven – bare spørg i Ukraine og Georgien.

Men hvem bliver verdens vigtigste magt i 2020 og fremover? Ifølge Bjøl vil »forspringet i kommunikations- og informationsteknologien sikre USA en førerstilling«. Han forklarer, at Asien bliver præget af utallige konflikter, og han både profeterer og analyserer: »Om Kina og Indien om 30 år vil være jævnbyrdige med USA kan dog betvivles. De vil begge blive hæmmet af den uhyre sociale belastning, som de har i de store ludfattige befolkningslag.« Den analyse ler de formentlig stadig ad i Beijing.

Mandemode med parykker

Profetbogen når også til Rigsfællesskabet, som den tidligere grønlandsminister Tom Høyem har en skarp fremtidsvision om. Han forestiller sig en nyetableret »union« mellem de tre lande, der bliver ledet af en »Rigsregering«.

Men Høyem peger også på en lige så mulig udviklingsvej: »Færøernes selvstændighed kunne være et spørgsmål om tid – overskuelig tid,« forudser Høyem, der har størst fidus til holdbarheden af de dansk-grønlandske forbindelser.

Han profeterer en lysende økonomisk fremtid for Grønland med udvinding af olie, guld, molybdæn, sølv og diamanter samt helt nye eksportmuligheder: »Det er heller ikke utopisk fantasi at forestille sig enorme isbjerge transporteret til sydlige ørkenområder.«

Den driftige udvikling vil give dansk erhvervsliv en nøglerolle, når de forventede temperaturstigninger i nord sætter ind:

»Når verdens områder med permafrost – eksempelvis Kina og Rusland – skal have udbygget infrastrukturen, er danske ingeniørfirmaer med i første række på grund af Rigsfællesskabet.«

Danmark på vej mod år 2020 afsluttes af en professionel spåmand, nemlig Rolf Jensen, tidligere chef for Institut for Fremtidsforskning. Han forudser stadig smartere redskaber til at klare dagligdagen, men også en teknologi, som myndighederne bruger til at overvåge os: I 2020 kan vores gener læses på det gule sygesikringskort.

Men livsstilen bliver ifølge Rolf Jensen frihedsorienteret. Tendensen fra USA med en overdreven »politisk korrekthed« og stadig mere rigide sundhedskrav om at »leve ansvarligt« kommer slet ikke til at slå igennem i Danmark, profeterer han: »Nej, masseholdningernes tid er omme, vi vil tværtimod fejre nytår 2020 med 10.000 livsstile, de fleste af dem vil dreje sig om nydelse og samvær – som vi selv opfatter det. De landsdækkende kampagners tid – de vejledende pjecers æra – vil være omme.«

Den nye frihed ses på moden. Jensen vurderer, at jakkesættet, der i 200 år har været brugt til at udstråle magt og uniformitet, har udlevet sin tid. I stedet er det sandsynligt, at »den dekorative og flot opsatte paryk vender tilbage«. Fremtidsforskerens profeti er, at fremtidens mænd »bærer parykker i alle regnbuens farver«.

Godt nytår!-

 

Læs også Martin Krasniks leder: »Dommedag snart«