Af Helga Molbæk-Steensig, ph.d.-studerende ved European University Institute, Law Department.
Institut for Menneskerettigheder er i pressen igen, denne gang med en historie om potentielt problematiske samarbejder med internationale firmaer med blakket ry. Nu er der ikke som udgangspunkt noget i vejen for at hjælpe upopulære virksomheder med at få deres corporate social responsibility til at virke bedre; faktisk er det et område med en del lavthængende frugter, som mange lokale, nationale og internationale NGOer er i gang med at plukke. Det er et af de steder, hvor en pragmatisk tilgang kan hjælpe til at rykke forhold for arbejdere og nærmiljø i den rigtige retning. Spørgsmålet er bare, hvordan Danmarks nationale menneskerettighedsinstitution undgår, at konsulentarbejdet bliver et dræn på dens uafhængighed, og om instituttets såkaldt pragmatiske tilgang til sit mandat er den rette.Institut for Menneskerettigheder er ikke en almindelig NGO. Det er en national menneskerettighedsinstitution (en såkaldt NHRI), oprettet så Danmark kan leve op til FNs Parisprincipper. Ifølge disse principper skal NHRIerne tildeles et passende budget, så de uafhængigt af statens magtorganer kan fremme og beskytte menneskerettighederne. Deres opgaver er herunder: at rådgive lovgivere og administration, monitorere og rapportere på menneskerettighedssituationen i deres respektive lande, promovere statens tiltrædelse til nye konventioner, oplyse, uddanne og forske i menneskerettigheder samt indvirke på den offentlige debat ved at påpege og bekæmpe diskrimination og andre menneskeretlige problemer.
Det danske Institut for Menneskerettigheder har fået et bredere mandat endnu. I loven, der oprettede institutionen, står således, at den skal bidrage til menneskerettighedernes gennemførsel i både ind- og udland. Instituttet har også under dansk ret mulighed for at skaffe yderligere midler gennem fonde, gaver, indtægtsdækket virksomhed og ved at løse konkrete opgaver for administrationen. Det er fra dette bredere mandat, at instituttet henter legitimation for sine samarbejder med alt fra den kinesiske stat til tobaks- og minefirmaer. Dets kerneopgave forbliver dog dét, der er beskrevet i Parisprincipperne: at beskytte og fremme menneskerettighederne nationalt. NHRI’ernes absolut vigtigste karaktertræk er deres uafhængighed. Foruden den kan de ikke agere som den vagthund, de er tiltænkt at være. I en forstand er Institut for Menneskerettigheders eskapader udi konsulentarbejdet med til at sikre denne uafhængighed. Det vil være sværere for en regering, der er irritabel over instituttets kritik, at true med at skære i den økonomiske støtte, hvis institutionen også har indtægter fra det private erhvervsliv. Det batter dog ikke noget, hvis instituttet i stedet bliver holdt i kort snor af de virksomheder, hvor de tager konsulentopgaver. Denne balancegang kræver en stærk ledelse.
Det samme gælder opgaven med at fremme menneskerettighederne i udlandet. Noget instituttet har mulighed for, blandt andet på grund af en særlig bevilling fra udenrigsministeriet. På den ene side tyder alt på, at instituttets arbejde her er både vigtigt og påskønnet. På den anden side ligner vagthunden pludselig en skødehund, hvis den ikke vil kritisere åbenlyse overgreb i de lande, den arbejder i. Der kan også stilles spørgsmål ved, om den store bevilling fra Udenrigsministeriet er et incitament til, at instituttet holder sig på god fod med den danske statsadministration. Det spørgsmål stillede Weekendavisen direktøren i midten af november med henvisning til, hvor underligt stille instituttet var under Tibetsagen. Han mente dog ikke, at det havde noget på sig. Det har han sandsynligvis ret i, men instituttet skal ifølge Parisprincipperne ikke bare være, men også fremstå uafhængigt. Når den forsigtige tilgang til udenlandske samarbejder møder instituttets tilbageholdenhed over for danske myndigheder, risikerer der at opstå ridser i dette renommé. Den Globale Alliance for Nationale Menneskerettighedsinstitutioner (GANHRI) under FN holder øje med, om NHRIerne lever op til Parisprincipperne. Alliancen akkrediterer også institutionerne hvert femte år, hvor akkrediteringen A gives, når institutionen fuldt ud lever op til Parisprincipperne, imens B og C gives for at leve op til principperne i mindre grad. A-akkrediteringen er vigtig, fordi den giver institutionerne taleret i et antal FN-organer.
Institut for Menneskerettigheder har i næsten tyve år haft A-akkreditering; men i 2017 var det nær gået galt. GANHRI udsatte akkrediteringen og stillede blandt andet spørgsmålstegn ved, om de midler, instituttet modtager fra Udenrigsministeriet og eksterne kilder, gav problemer i forhold til at bibeholde både den reelle og den opfattede uafhængighed. Det blev desuden bemærket, at instituttet modtager næsten fem gange så mange midler til at fremme menneskerettigheder uden for landets grænser som til at beskytte dem internt; det kunne tyde på, at bevillingsgiveren – altså staten – bestemmer for meget, i forhold til hvor instituttets fokus skal lægges. Instituttets bemærkning om, at det anser sin kerneopgave for at være at fremme menneskerettighederne, ikke at beskytte dem, blev også kritisk påtalt.
I sidste ende fik instituttet sit A efter forklaringer og forhandlinger med GANHRI, men det stiller spørgsmål ved, om instituttets kombination af økonomiske indtægtskilder og forsigtig tilgang til politikerne i sidste ende er den rigtige.Ifølge interviews med direktøren selv er Institut for Menneskerettigheder med fuldt overlæg blevet mere pragmatisk inden for de sidste ti år. Instituttet havde irriteret magthaverne længe, og i starten af 00erne undgik det med nød og næppe at blive endnu et offer for Fogh-regeringen og DFs krig mod såkaldte ekspertvælder og smagsdommeri. Da Jonas Christoffersen blev hentet ind som direktør i 2009, var det derfor med klar besked om at få den glammende vagthund under kontrol.
Læs også om fyringen af Hanna Ziadeh: »Den illoyale«
Efter ti år er vagthunden blevet særdeles stille. Der foregår såmænd stadigvæk forskning, udgives rapporter og udfærdiges høringssvar, men instituttet er sjældent i medierne, når det ikke lige handler om direktørens hockey-hobby.
Instituttet har affundet sig med at komme med afdæmpede juridiske analyser, der kun udgives på egen hjemmeside, både når Danmark bliver dømt ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og når diverse Tibet-, Sjælsmark- og Lindholm-skandaler ruller gennem national og international presse.
Heller ikke på uddannelses- og oplysningssiden er instituttet særligt aktivt. Ifølge deres egen rapport i samarbejde med UNICEF er danske børns viden om menneskerettighederne faldende, men det har ikke ført til nogen stort anlagt turné rundt på danske folke- og efterskoler for at råde bod på problemet.
Et sted, hvor man i særlig grad kan se, at det danske Institut for Menneskerettigheder har påtaget sig en radikalt anderledes rolle end den tiltænkte, var i forbindelse med Danmarks formandskab for Europarådet i 2018. Her udfærdigede regeringen, i meget tæt samarbejde med instituttet, et udkast til en erklæring om den fremtidige udvikling for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Udkastet var fyldt med problemer og sprog, der lagde op til ikke at respektere domstolens uafhængighed, herunder et par bizarre paragraffer, der foreslog domstolen at behandle sager fra asylansøgere anderledes end sager fra alle andre mennesker. Desuden indeholdt udkastet forslag til ændringer i domstolens fortolkningspraksis for at give staterne mere magt til at bestemme, hvad menneskerettigheder skulle betyde i deres jurisdiktion.
Udkastet blev kritiseret fra flere sider. En koalition af menneskerettigheds-NGOer kritiserede det for at svække domstolens uafhængighed, Europarådets parlamentariske forsamling afviste store dele af det, og domstolen selv påpegede fejl i udkastets forståelse af den fortolkningspraksis, der anvendes i dag. Udkastet fik også en hård medfart i akademiske kredse, og selv de andre medlemsstater – som ellers stod til at få mere indflydelse, hvis udkastet var blevet vedtaget – var stærkt kritiske. Kun Ungarn og Rusland gik helhjertet ind for linjen. Institut for Menneskerettigheder var dog godt tilfreds og sagde på deres hjemmeside, at udkastet kunne styrke domstolen.
I sidste ende blev erklæringen omformuleret, store dele blev smidt ud, og den blev vedtaget som en del af den vigtige reform af domstolen, der har pågået siden 2009. Det ligner derfor, at de største katastrofer indtil nu er udeblevet, men det står klart, at vores vagthund er holdt op med at advare, når de truer. Det er derfor på tide at fjerne dens mundkurv. Statens bevilling skal gøres fast og uafhængig af politiske luner, og instituttet skal genfinde modet til åbent og offentligt at kritisere såvel magthavere som virksomheder og udenlandske samarbejdspartnere. Måske er det endda nødvendigt med en ny ledelse.
Dette er en kronik og udtrykker alene skribentens holdning. Forslag til kronik sendes til opnion@weekendavisen.dk
