Erindringer. Politikken iltes af debat og provokationer, mener som bekendt Ritt Bjerregaard. Men alt med måde.

Den ritt’ske metode

Knap to tredjedele inde i sine erindringers tredje bind gør Ritt Bjerregaard sig nogle overvejelser om sin måde at opfatte politik på – en opfattelse, hun sjældent deler med de fleste af sine socialdemokratiske partifæller. På partiets kongres i 1995 havde hun besluttet »at holde en klar tale – ikke noget med bare at stå og jappe en ligegyldig tekst af«. Det gjorde partiformand Poul Nyrup Rasmussen »smækfornærmet« og »hvislende af vrede«, husker hun.

Ritt Bjerregaard talte om EU, dengang endnu en øm byld i Socialdemokratiet. Nyrup valgte efterfølgende at forklare, at her havde en kommissær talt, som allerede så længe havde været hjemmefra, at hun ikke forstod sig på dansk politik. Endnu en gang så Ritt Bjerregaard det bekræftet, at parti­ledelsen ikke kunne se, at politik havde gavn af åben debat, der kunne føre partiet videre.

Det lyder næsten for banalt og smukt til at være sandt – i politik er debat bedre end tavshed – og selvfortællingen nuanceres da også straks på de følgende sider. Da Jyllands-Posten i 1995 gjorde en forsidehistorie ud af Kommissærens dagbog, hvori den franske præsident fik en ublid medfart, fik hun travlt med at slukke ilden. Det var ikke let, for den brændte videre i Politiken, som valgte at optrykke den tilbagetrukne dagbog. Stor debat. Vildt kaos. Debatten om dagbogen kom til at skygge for de vigtige sager, hun arbejdede med, franske atomprøvesprængninger blandt andet.

Tilsvarende gik det i Nyrup-epokens aftenstund efter regeringsskiftet i 2001, da Ritt Bjerregaard ledede et arbejde, der skulle forsøge at forsone Socialdemokratiets uforson­lige fløje i udlændingepolitikken: Karen Jespersen, velkendt sossestrammer dengang, undsagde offentligt Ritt Bjerregaards arbejde, og følgende kunne Nyrup ikke finde ud af at bakke sin ordfører op. Stor debat. Hun nedlagde derfor sit hverv, og så blev der for alvor talt over Nyrups formandsliv.

Det principielle syn på debatten er selv­følgelig afhængigt af situationen, den ritt’ske metode opløser sig og bliver til noget situations­bestemt, noget taktisk, noget selvforsikrende, for hendes vælgere kunne godt lide frimodigheden, og personlige stemmetal er en udmærket livsforsikring i politik.

Hun er i færd med at sætte de sidste stene til sit eget eftermæle, og hun er slet ikke færdig, for den slags er man nu engang bedst til selv.

ERINDRINGERNES tredje bind bekræfter det offentlige billede af Ritt Bjerregaard. En uforfærdet politiker, som gjorde op med fagbevægelsen og konsekvent dyrkede kvindenetværk og kvindepolitiske vinkler på politiske spørgsmål. Billedet af en politiker, som taler – og også skriver – rationelt og udredende, som om hun var i fuld kontrol med alt og med en ekstremt lav hvilepuls.

Ritt Bjerregaard har længe været ude af politik, hun er i færd med at sætte de sidste stene til sit eget eftermæle, og hun er slet ikke færdig, for den slags er man nu engang bedst til selv. Før denne bog kom først Ritt og siden Valgt. Rækker kræfterne, kommer der en firer, den skal handle om tiden som overborgmester i København.

Billedet af den alt kontrollerende Ritt Bjerregaard krakelerer i nogle smukke afsnit sidst i Udenfor, som er placeret i gråzonen mellem det politiske og det private: afskeden med æbleplantagen på Midtsjælland, som det har været svært for Ritt Bjerregaard og ægtemanden, historikeren Søren Mørch, at måtte skille sig af med. Og især den åbenhjertige og nøgterne beskrivelse af kræftsygdommen, kroppens forfald og alderdommens trængsler og muligheder trods alt.

Ellers er bogens hovedanliggende det EU, Ritt Bjerregaard tjente som kommissær. Hun gør sig hæderlige anstrengelser for at anskueliggøre, hvordan det komplekse system arbejder, naturligvis i et forsøg på at gøre sin egen overbevisning til læserens: at EU ikke er et problem, men en gave til et lille land som Danmark.

Ritts Dagbog i Politiken Ekstra.
Ritts Dagbog i Politiken Ekstra.

Det er ikke på alle sider meget ophidsende læsning med disse personligt gennemlevede beskrivelser og udredninger. Principielt interessante og opbyggelige og folkeoplysende, men altså. De fænger nu engang mindre end de små karaktermord på Poul Nyrup, som afleveres med påfaldende generøsitet bogen igennem.

Et par gange strejfes det, hvordan Ritt Bjerre­­­gaard måtte gå fra hardcore EF-modstander til fuldtonet tilhænger af Unionen. Her fornemmer man den indsigtsfulde politiker, som ærgrer sig over, at Danmark ikke udnytter sine muligheder fuldt ud. Og over, at Nyrup ikke ville give hende flere år i Bruxelles/Strasbourg. Så meget tilhænger er Ritt Bjerregaard, at hun faktisk beklager, at EU er blevet udvidet for hurtigt til, at man rigtig kan håndtere udfordringerne fra østlandene. Unionisten er ikke bange for at bande i den europæiske katedral.

OMVENDT får man indtrykket af, at Ritt Bjerregaard kun i begrænset omfang har gjort sig tanker om det udlændingespørgsmål, som har hærget Socialdemokratiet, Danmark og EU gennem de seneste årtier. Hvorfor EU-landene »desværre« ikke kunne finde fælles løsninger på flygtningestrømmene i 2015, overvejes kun overfladisk. Læseren må nøjes med hendes ærgrelse over, at man fik en kamp landene imellem i stedet for at overlade initiativet til Kommissionen, EUs formandskab og den nødvendige kompromisvilje. Hvorfor mon den kamp kom?

Ritt Bjerregaard og Poul Nyrup Rasmussen 4. april 1992. En uge senere blev han partiformand. Foto: Clauc Lunde-Christensen/Ritzau Scanpix
Ritt Bjerregaard og Poul Nyrup Rasmussen 4. april 1992. En uge senere blev han partiformand. Foto: Clauc Lunde-Christensen/Ritzau Scanpix

Indledningsvis i erindringerne bekendtgør Ritt Bjerregaard, at hun var enig med Svend Auken om den politiske linje, da de to efter folketingsvalget i 1987 overtog partiets ledelse efter Anker Jørgensen. En af Aukens første gerninger som partileder var at annullere Jørgensens forsøg på at etablere en stram udlændingekurs. Mod bogens slutning bekendtgør hun – og nu er vi fremme omkring år 2000 – at både hun og Mogens Lykketoft »sådan set« var mest enige i Karen Jespersens udlændingelinje.

Hvad er der sket i de mellemliggende år? Ritt Bjerregaard var en af de første socialdemokratiske toppolitikere til at italesætte udlændingesagen som problem for partiet, det skete i en debatbog fra det skelsættende 1987. Var det magten, der slugte bekymringen?

Erindringsværket har til slut nogle klassisk ritt’ske betragtninger over, hvorfor hun i grunden aldrig blev statsminister.

Ritt Bjerregaard ved EUs miljødebat i Strasbourg.
Ritt Bjerregaard ved EUs miljødebat i Strasbourg.

Hendes korte svar på det spørgsmål er, at hun havde det forkerte køn og ikke ville bruge de fornødne kræfter på projektet, ikke var »villig til at betale prisen«. Det lidt længere svar inkluderer endnu et par facetter. Ritt Bjerregaard har aldrig elsket Socialdemokratiet som sådan, i stedet har hun fundet sin styrke i alliancen med vælgerne. Nok så vigtigt konstaterer hun, at kun få partifæller kunne følge hendes idé om, at Socialdemokratiet skal bruge tiden i opposition til at gøre op med gamle måder at tænke politik på. »Den linje var der ikke så mange, der var enige i,« som hun skriver.

Ser man bort fra påstanden om kønnet, opløser gåden således sig selv. Hverken Ritt Bjerregaard eller Socialdemokratiet fandt, at hun skulle være formand og dermed mulig statsminister, og så blev hun det ikke.

Ritt Bjerregaard: Udenfor. 336 sider. 300 kr. Politikens Forlag.

 

Læs også om, at i 50 år har indvandringen plaget og pint Socialdemokratiet: »Byrden ved at holde en reserve«