I begyndelsen skete ingenting, næsten ingenting, det var knap til at mærke, hvad man havde besluttet. Begyndelsen var i 1967, da den socialdemokratiske regering Krag besluttede at åbne grænsen for udenlandske arbejdere. Helt uprøvet land var det jo ikke. Svenskerne lukkede allerede mange ind, vesttyskerne endnu flere. Men i Danmark var det nyt, at man bare kunne rejse ind og søge arbejde.

Arbejdsmændenes formand, Anker Jørgensen, var bekymret, men det var der ingen grund til. Højkonjunkturen slog sine sidste, kraftige bølger mod de danske strande, og hjemligt erhvervsliv manglede ledige hænder til tunge job. Vi risikerede tilbagegang, isolation, indadvendt nationalisme, hvis ikke vi inviterede tyrkerne, jugoslaverne, pakistanerne og dem, der fulgte, indenfor.