Sportsvaskning. Den saudiske kronprins har udset sig Manchester United som sit næste propagandaværktøj. Som naboerne Qatar og De Forenede Arabiske Emirater sminker Saudi-Arabien sit blakkede ry med milliardstore sportsinvesteringer.

Saudi United

Saudi United

George Orwell sagde i 1945, at »sport er krig minus skyderier«. I dag, trekvart århundrede senere, beskriver den afdøde forfatters citat fint, hvordan international sport instrumentaliseres af stater på Den Arabiske Halvø.

I en kamp, der handler om global legitimitet og kulturelt herredømme, bruges De Olympiske Lege, store fodboldslutrunder og Champions League-opgør som røgslør over menneskerettighedskrænkelser og krigsforbrydelser. Og regimer vasker deres blodplettede omdømme rent i ejerskaber over europæiske fodboldklubber, fortæller adskillige forskere og aktivister, som Weekendavisen har talt med.

Ifølge dem er det forklaringen på, at den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman, siges at være villig til at betale mere end 30 milliarder kroner for at købe Manchester United.

»Saudi-Arabien investerer i international sport for at gøre landet mere attraktivt. De følger den samme taktik som nabolandene Qatar og De Forenede Arabiske Emirater – blot 20 år senere. Det naturlige næste skridt er at købe en stor europæisk fodboldklub,« siger Danyel Reiche, som underviser i sport og politik på American University i Beirut og netop har udgivet bogen Sport, Politics and Society in the Middle East.

Han bakkes op af sin kollega Simon Chadwick, lektor i Sports Enterprise på University of Salford i Manchester: »For mig at se er det, der sker i fodboldverdenen lige nu, en proxy-krig. Det er uden militære aktioner, men det er stadig en ideologisk krig, som udkæmpes af stedfortrædere,« siger han.

Stedfortræderne er klubber som Paris Saint-Germain og Manchester City, ejet af henholdsvis Qatar og Abu Dhabi, et af de syv emirater i De Forenede Arabiske Emirater.

Når Pep Guardiolas sprudlende Manchester City-mandskab, betalt af Abu Dhabi-regimet, tryllebinder fodboldverdenen, forbinder det De Forenede Arabiske Emirater med noget andet end nationens slavelignende behandling af migranter og dets støtte til krigsførelse i Libyen. Og når PSG spenderer mere end tre milliarder kroner på spillere som Kylian Mbappé og Neymar, er det en magtdemonstration og en løftet langfinger fra Qatar mod nabolandenes blokade af landet.

»Hvis Saudi-Arabien køber Manchester United, bliver den nordengelske by en af frontlinjerne i den her globale ideologiske krig. Og lokale fans og fodboldromantikere, der ønsker klubbernes identitet rodfæstet i byen, bliver taberne,« siger Chadwick.

Læs også om Manchester Uniteds hjemvendte søn: »Ole Gunnar Goalskjaer«

Han taler om mænd som Sean Bones. Født og opvokset i en »United-familie« i Stretford ved Manchester, en kilometer fra hjemmebanen Old Trafford, fik Bones »De Røde Djævle« ind med modermælken.

»United er en del af mig, min familie og mit ego,« siger Bones, der i mange år har været næstformand i den uafhængige supporterklub Manchester United Supporters’ Trust.

Han har været med siden 1970erne og set United vinde det hele. Men han har også set barndomsklubben transformere sig fra en lokal arbejderklasseklub til en global pengemaskine, registreret i skattely i Caymanøerne. Han og mange andre United-fans kæmpede forgæves imod, da den amerikanske rigmand Malcolm Glazer i 2005 opkøbte klubben for cirka syv milliarder kroner.

Nu erstattes amerikaneren måske snart af en saudier. Rygterne om bin Salmans interesse tog til i styrke, da Manchester Uniteds koncerndirektør, Richard Arnold, i november var på besøg i Riyadh. Officielt set handlede mødet om udviklingen af fodboldindustrien i den olierige golfstat. Men i både britiske og arabiske medier lyder det, at saudierne forbereder et bud, som Glazer-familien får svært ved at sige nej til. Lykkes det kongefamilien at købe United, vil det ifølge Bones være som at falde ud af the frying pan and into the fire – et engelsk udtryk for, at man går fra noget dårligt til noget endnu værre.

»Jeg føler, at jeg har en datter, som er ved at blive gift ind i en morderisk gangsterfamilie,« siger Bones, der erkender, at han langtfra repræsenterer holdningen blandt alle United-fans.

Læs også om professionel fodbolds grundvilkår – klubbens ve og vel afhænger af fyrstens vilje: »Den nådige mæcen«

Glazer-familien har på 14 år drænet Manchester United for mere end 10 milliarder kroner – nogenlunde samme beløb, som Sheikh Mansour fra Abu Dhabi har pumpet ind i ærkerivalerne fra Manchester City, der i dag sidder tungt på byens fodboldmæssige trone. United har ikke været i nærheden af et mesterskab, siden den legendariske manager Sir Alex Ferguson gik på pension i 2013. Klubben mister langsomt sin globale markedsværdi, som det også er set sket for en italiensk gigantklub som AC Milan. Der vil derfor være meget rationale i en saudisk overtagelse, mener Simon Chadwick.

»Fordi jeg har base i Manchester, taler jeg tit med folk i klubben. De føler ikke, at United kan hamle op med oliedollar-klubber som Paris Saint-Germain og Manchester City, så længe de har deres nuværende ejere. Saudi-Arabien har økonomien til at få United tilbage til fordums styrke. Og vi ved, at kronprinsen interesserer sig for international sport,« siger Chadwick.

Shop-amok i sport

Interessen kan dateres tilbage til 2016, hvor Mohammed bin Salman oprettede en ny fond for sportsudvikling. Bevæbnet med 266 milliarder tønder olie har Saudi-Arabien siden gået shop-amok i international sport.

Racerkørere fra Formel 1, Le Mans og NASCAR fræsede om kap i Riyadh i Race of Champions i 2018, og den britiske boksestjerne Amir Khan slog australske Billy Dib til plukfisk i Jeddah tidligere i år. Lørdag udkæmpes årets største pay-per-view-boksekamp i Saudi-Arabiens hovedstad, når Andy Ruiz Jr. og Anthony Joshua tørner sammen foran 15.000 tilskuere og millioner af tv-seere.

For tre uger siden afgjorde Lionel Messi en venskabskamp mellem fodboldgiganterne Argentina og Brasilien på saudisk græs, og fra 2020 til 2022 skal den spanske Super Cup – med klubber som FC Barcelona og Real Madrid – afholdes i kongedømmet, mere end 5.000 kilometer øst for Spanien.

Det er enkelte eksempler. Saudiernes ambitionsniveau er højt og rækker langt ud over landets grænser. Et saudisk sponsorat på mere end 150 milliarder kroner har fået FIFA-præsident Gianni Infantino til at drømme højt om et nyt og udvidet VM for klubhold; en direkte trussel mod UEFAs Champions League-turnering.

Og med alle tricks i bogen – blokade, bestikkelser, lobbyisme og fake news – forsøger Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain at kaste grus i nabolandet Qatars prestigefyldte VM-maskineri i håb om, at slutrunden i 2022 fratages rivalen på Den Arabiske Halvø.

Ifølge det saudiarabiske styre er sportsinvesteringerne en del af de såkaldte 2030-visioner, der skal gøre en moderne saudisk stat mindre afhængig af olie. Sportssektoren skal skabe 40.000 jobs og være en drivkraft for de sociale reformer, som kronprins Mohammed bin Salman gerne vil ses som bannerfører for; kvinder må nu ikke blot køre bil og rejse uden værge – de må også dyrke og se på sport. Fra og med oktober er hele verden inviteret til at komme og opleve det med egne øjne på et saudisk turistvisum.

Saudi-Arabien åbner op og er på vej mod en mere moderat islamisk styreform. Sådan ser billedet i hvert fald ud, når kronprinsen maler det.

Alvorligt belastet ry

Men kronprinsen har et problem – de mange dårlige sager, der alvorligt belaster kongedømmets ry. »Der gennemføres vigtige reformer, ja. Men samtidig bliver den saudiske befolkning undertrykt mere og mere,« siger Adam Coogle, som i syv år har forsket i saudiarabiske forhold for Human Rights Watch.

186 er blevet dømt til dødsstraf i år – heriblandt også fredelige politiske modstandere, fortæller han. Kvindelige aktivister tortureres i fængslerne. Men værst af alt lugter Yemen-krigen og Jamal Khashoggi-sagen.

Bin Salman sendte som forsvarsminister i 2015 de saudiske tropper ind i Yemen for at nedkæmpe houthierne, en iransk-støttet oprørsgruppe. Operationen skulle have taget et par uger, men krigen raser snart på femte år. Millioner af børn er udsultet, og 20 millioner mennesker, tæt på 80 procent af Yemens befolkning, lever i nød, ifølge FN.

Mindre i omfang, men større i sensationsværdi var det, da den saudisk-amerikanske journalist og systemkritiker Jamal Khashoggi trådte ind på det saudiske konsulat i Istanbul for 14 måneder siden. Han kom aldrig ud igen, men blev myrdet og parteret, mens hans forlovede, de tyrkiske myndigheder og hele verdenssamfundet stod uden for døren og ventede på svar.

I dag påtager kronprinsen sig nationalt ansvar for mordet, men benægter alt personlig kendskab til planerne. Det er der mange, der har svært ved at tro på – inklusive CIA, som i deres rapport konkluderede, at bin Salman bestilte mordet.

Læs også om, at det moderne fodboldstadion ligner efterhånden en opdragelsesanstalt: »Marineret i godhed«

»Saudi-Arabiens omdømme er smadret,« siger James Dorsey, forsker ved S. Rajaratnam School of International Studies i Singapore og forfatter til bogen The Turbulent World of Middle East Soccer.

Her kommer sportsinvesteringerne ind i billedet. Sport rummer alle de værdier, som Saudi-Arabien gerne vil forbindes med: sammenhold, sund konkurrence, fairplay, inklusion, følelser og begejstring.

»Når du pludselig hører om kvinder, der wrestler foran et saudisk publikum af både mænd og damer, eller de største fodboldstjerner, der optræder i Riyadh, så påvirkes det internationale samfunds fokus. For bin Salman handler det ikke om sport. Det handler om image,« siger Dorsey.

Og sport indeholder også et andet vigtigt aspekt: adgang. Med en klub som Manchester United, der estimeres at have flere hundrede millioner fans globalt set, vil mulighederne være enorme, forklarer Dorsey:

»Diplomati er ikke længere mænd i jakkesæt, der snakker over cocktails og cigarer. Diplomati er langt mere multidimensionelt. Hvis du har en franchise som Manchester United, har du et globalt publikum og en direkte kommunikationskanal til dem.«

Dorsey peger på rivalerne fra Manchester City som eksempel: »Hvor mange af Citys fans går op i, at De Forenede Arabiske Emirater torturerer folk? De har formået at flytte fokus over på fodbold. Det er soft power.«

Vil og bør fans sige fra?

Adam Coogle fra Human Rights Watch har et andet ord for det: sportsvaskning. »Med det mener jeg, at en regering vasker sit blakkede ry gennem internationale sportsbegivenheder eller ejerskab af sportsklubber – uden reelt at ændre på de kritisable forhold i landet,« siger han.

I Saudi-Arabien er der sket forandringer. Men alle sammen med en bitter eftersmag, mener Coogle: »Kvinder kører bil, men alle de kvinder, der kæmpede for at få det til at ske, sidder i fængsel. Folk går på stadion og nyder fodboldkampe, men hvis de begynder at synge politiske sange, lukkes det ned med det samme.«

»Kronprinsens reformer er kosmetiske,« siger Coogle, der appellerer til både regeringer, sportsklubber og virksomheder om ikke at lade sig forføre af kongedømmets penge og glansbilleder.

Indtil videre uden det store held. I sidste måned udtalte Ubers koncernchef Dara Khosrowshahi, hvis virksomhed for tre år siden modtog 23 milliarder kroner i investeringer fra en saudisk oliefond, at det var på tide at tilgive Saudi-Arabien for drabet på Jamal Khashoggi. »Uheldet«, altså likvideringen og parteringen af en journalist, sammenlignede han med en »sensorfejl i en selvkørende bil«. Khosrowshahi tog efterfølgende, sammen med resten af verden, afstand fra sin egen udtalelse. Men det beviste for Coogle, at saudiernes strategi virker.

Den plan bliver Manchester United måske en del af. Hvis klubben kommer på kronprinsens hænder, hjælper både spillere og fans – frivilligt eller ufrivilligt – Saudi-Arabien på vej mod øget international legitimitet. Det siger alle de eksperter, Weekendavisen har talt med.

Spørgsmålet er, om sportsklubbernes fangrupper bør sige fra? Sean Bones i Manchester kender personligt 100 mennesker, siger han, som vil brænde sæsonkortet, den dag United bliver saudisk ejet. Men for ham er båndet til klubben umuligt at bryde.

»Selv om din datter bliver gift med en gangster, du ikke bryder dig om, hugger du ikke hånden af hende. Så kæmper du for at få hende tilbage.«

 

Læs også: Aldrig har spillet været så globaliseret og populært som nu. Og aldrig har det været mere problematisk: »Turen går til Baku«

Side 10