Topstyret. Aldrig har spillet været så globaliseret og populært som nu. Og aldrig har det været mere problematisk, skriver Asker Hedegaard Boye i sin overbevisende og velfortalte udlægning af fodboldens udvikling.

Turen går til Baku

Chelsea blev den første klub i Europa, der mønstrede en startopstilling med 11 udlændinge. Det var i julen 1999. I februar små seks år senere bagatelliserede Arsenal den rekord, da manager Arsène Wenger udtog en hel kamptrup uden en eneste brite. Den 29. maj i år mødtes de to London-klubber i Europa League-finalen, og det er med den kamp, med lige præcis de to rivaler, at Asker Hedegaard Boye sammenfatter sin analyse af moderne fodbold i Spillets forvandling – europæisk fodbold i 30 år.

Hvor ellers kunne fortællingen næsten slutte? Chelsea og Arsenal har været en del af det førerfelt, der med forfatterens ord har revet fodboldens »gamle grænsebomme ned« og tegnet »den professionelle klubfodbolds transformation fra regionalt forankret sportsgren til global showbusiness«. Det var i Storbritannien, at tv-mediet så potentialet i fodbold som primetimeunderholdning fra Middelfart og Molde over Mogadishu og Mumbai til Melbourne og Milwaukee.

Det var på de samme kanter, at tv-stationerne i selvforstærkende overbudsrunder bekostede klubbernes indkøb af verdens bedste spillere og trænere. Det var i Arsenal, franskmanden Wenger kultiverede briternes træningskultur og civiliserede deres spil. Det var samme klub, der opførte et topmoderne, men livløst stadion, navngivet efter Dubais statslige flyselskab.

Og det var i Chelsea, at russeren Roman Abramovitj i 2003 som den første af et virvar af brutale despoter, dubiøse plutokrater, undertrykkende regimer og vilkårlige oligarker indtog en fodboldklub for at flytte fokus fra, at de er netop brutale despoter, dubiøse plutokrater, undertrykkende regimer og vilkårlige oligarker.

Og så var der selve scenen for den europæiske slutkamp. Turen gik til Baku, Aserbajdsjans hovedstad, 4.000 kilometer østpå, hvor diktatoren Ilham Aliyev kunne stille med et glimtende nyt stadion, som man kalder olympisk, selv om det aldrig har beværtet et OL. Og det talte mere for UEFA end flere rapporter fra diverse menneskerettighedsorganisationer om de forstemmende forhold i den tidligere sovjetstat, da det europæiske fodboldforbund skulle udpege en værtsby. Om præsidentens olie- og gasressourcer var den virkelige attraktion for UEFA? Schyy, nu flyver vi til Det Kaspiske Hav og hygger os.

Det er sådan, fodbold er blevet i Asker Hedegaard Boyes overbevisende og velfortalte udlægning i Spillets forvandling – europæisk fodbold i 30 år. Aldrig har spillet været så globaliseret og populært som nu. Aldrig har det været mere problematisk. Forfatteren skriver sig smidigt uden om æraens biografiske pligtstof for i stedet at skære igennem i en ganske vist subjektiv, men klarsynet kausalitet, der indledes med de stadionkatastrofer, der martrede især engelsk topfodbold i den sidste halvdel af 80erne: Den 11. maj 1985 bryder Valley Parade i brand under tredjedivisionskampen Bradford City-Lincoln City, og 56 tilskuere omkommer.

Han har spilforståelse nok til ikke at overintellektualisere stoffet, og han er reflekteret nok til at forstå, at fodbold ikke kan forklares, uden at det ses i sammenhæng med det øvrige samfund.

Den 29. maj 1985 mister 39 mennesker livet før Europa Cup-finalen, da Liverpool-fans angriber Juventus-tilhængere på Heysel Stadion i Bruxelles. Den 15. april 1989 bliver 96 personer på Liverpool-afsnittet som konsekvens af elendige sikkerhedsforanstaltninger mast og trampet ihjel under FA Cup-semifinalen mellem Liverpool og Nottingham Forest på Hillsborough i Sheffield. Det er på disse ruiner, moderne fodbold skyder op.

Asker Hedegaard Boye befæster med sin bog den position, hvorfra han også af og til skriver om fodbold i Weekendavisen: Han har spilforståelse nok til ikke at overintellektualisere stoffet, og han er reflekteret nok til at forstå, at fodbold ikke kan forklares, uden at det ses i sammenhæng med det øvrige samfund. For hvad er det egentlig for et spil, vi holder så meget af, når vi tænker nærmere over det? Det er blandt andet en oplevelse, hvor vi den ene stund kan beundre Neymar score på saksespark for Paris Saint-Germain for i den næste at lade os ryste af klubbens qatarske ejerskab, der ud over fodbold støtter Det Muslimske Broderskab, Hamas og Hizbollah og har et anstrengt forhold til menneskerettigheder. For, som forfatteren spørger mod bogens slutning: Hvor mange undertrykte mennesker er et fodboldmesterskab værd?

Ingen anker? Jo, billedsiden syner uambitiøst redigeret både teknisk og redaktionelt. Det første: Kvaliteten er grynet, og en del af fotografierne optræder i sjuskede beskæringer, hvad enten det er billedredaktøren eller fotografen selv, der har eksekveret indramningen. Hvem er hvem på det holdbillede af Ajax, der måler tre gange fem centimeter, hvilket ikke engang er halvt så stort som dommerens røde kort? Hvor er Edgar Davids hage? Spillede Bruce Grobbelaar uden fødder (det ville komme bag på mig, men tilbyde en forklaring på den zimbabwiske målmands ustadige karriere)? Det andet: Stort set alle visuelle nedslag tjener som en registrering: Her er en træner. Her er en titelfejring. Her er en spiller iført farverige støvler. Her er den såkaldte fodboldturist. Og så videre. Der er ikke noget at gå på opdagelse i, der er ikke noget at føle, ikke noget at blive overrasket over … Ja, der er faktisk ikke noget til at berige den tekst, der allerede er foldet ud.

Det er en parentes, endda en mindre en, men jeg nævner den, fordi alt andet i Spillets forvandling – europæisk fodbold i 30 år langt fra er registrering: Det er et ambitiøst, velturneret og fortættet bud på, hvad fodbold er blevet til.

Og nå jo, Chelsea vandt Europa League-finalen 4-1 over Arsenal, men det var der stort set ingen tilskuerne i Baku, der oplevede i nuet, da Aliyevs stadion er bygget til atletik, og der var en cindersbane mellem dem og aktiviteterne på banen.

Asker Hedegaard Boye: Spillets forvandling – europæisk fodbold i 30 år. 231 sider. 299,95 kr. Gyldendal.

 

Læs også Asker Hedegaard Boyes anmeldelse af Rune Skyum-Nielsens bog om og med Nicklas Bendtner: »Med til adrenalinfest«