Sidste lørdag i oktober styrtede en AugustaWestland AW169-helikopter ned foran King Power Stadium i Leicester i East Midlands. Alle fem ombordværende, heri­blandt den thailandske forretningsmand og fodboldmæcen Vichai Srivaddhanaprabha, blev dræbt i ulykken.

Lige siden har fortvivlede Leicester City-fans lagt blomster, flag, halstørklæder og klubtrøjer foran det stadion, som bærer navnet på den toldfri butikskæde, der har gjort Vichai til en af Sydøstasiens rigeste mænd. I de politibevogtede kondolencebøger, der er tilgængelige alle ugens dage, kan de tusinder af sørgende nedfælde deres personlige hilsener til den afdøde klubejer.