Kommentar. Suzanne Brøgger har været på venindetur til Islamisk Stat.

Verdensfjern

En af Danmarks fremmeste feminister har været i Syrien, og det er der kommet noget underlig radio ud af. Mildest talt. Forfatteren Suzanne Brøgger er blevet inviteret af DR-reporter Puk Damsgård til at besøge blandt andet al-Hol-lejren, der huser 70.000 tilfangetagne IS-kvinder og deres børn. Hun skal spørge dem, hvordan de ser på deres liv »som kvinder«, men som lytter sidder man tilbage med et helt andet spørgsmål. Hvordan kan Suzanne Brøgger stå ansigt til ansigt med et morderisk regime, endda få redt sit hår af dets hænder, og alligevel fnise, som om hun sad på et pigeværelse i provinsen?

Indslaget er del af en P1-serie med den intimt hyggelige titel Puk og Suzanne i Syrien. Der er dømt god stemning fra første minut. Puk Damsgård har taget hjemmebag med til Suzanne Brøgger, og de griner, mens de indtager Matador Mix og dårlig syrisk rødvin. Det gode humør lader sig ikke slå ned af de alvorlige omstændigheder. Suzanne Brøgger kalder godt nok Islamisk Stat for »det mest perverse regime, man kan forestille sig«, men den kritik hører vi ikke meget til, da hun endelig møder regimet i egen høje niqab. Ifølge Puk Damsgård har flere af IS-kvinderne arbejdet som moralpoliti i kalifatet, eksekveret shariadomme over andre kvinder, og i lejren udøver de stadig social kontrol. Eller som Suzanne Brøgger beskriver dem:

»De er Jordens fordømte. Der er jo ingen, der vil have med dem at gøre.«

Suzanne Brøgger får taget en selfie med niqab-kvinderne og fotograferes, mens en af dem reder hendes hår.

»Det er de kvindeting, der gør, at man kan komme i kontakt (…) Hvis man viser det her billede til udenforstående mennesker, begriber de ikke, at jeg tør. De ville være overbeviste om, at hun selvfølgelig ikke ville have en børste i hånden, men en kniv, og at hun ville skære halsen over på mig (…) Skrækken for de mennesker er så enorm, at ikke ret mange ville sidde i en skurvogn med dem,« siger hun.

Hun lyder nærmest forundret. Da Puk Damsgård fortæller, at en gravid IS-kvinde er blevet tæsket ihjel i lejren af de andre kvinder, virker Suzanne Brøgger oprigtigt paf.

»Nå, simpelthen? Altså, kvinde er kvinde værst?« siger hun.

Læs også om teaterforestillingen om den levende litterære legende: »Hvem er bange for Suzanne Brøgger?«

PAF bliver man også som lytter. Det må være første gang, nogen bruger den muntre vending om et religiøst selvtægtsdrab. Mere har Suzanne Brøgger ikke at sige til den oplysning. Hun konfronteres med resterne af et massemorderisk kalifat, og alligevel kunne hun ikke lyde mere verdensfjern.

Er det virkelig på grund af vores »skræk« for de kvinder, at de er taget til fange i Syrien? Islamisk Stat har begået massemord, etnisk udrensning mod yazidierne og kristne og drevet millioner på flugt. IS begår terror i både Europa og Mellemøsten, og som lytter venter man hele tiden på det øjeblik, hvor hun forholder sig kritisk eller forfærdet. Men forgæves.

Vi hører aldrig, hvad det egentlig sætter i gang hos en dansk feminist, der oplevede kvindefrigørelsen, at tale med sin diametrale modsætning.

MÅSKE vil Suzanne Brøgger ikke sættes i politisk bås. Måske forstår hun ikke, hvem hun står over for. Uanset hvad kan det undre, at fundamentalistisk islam er så svær at kritisere for mange danske feminister. De leder med forstørrelsesglas efter usynlig undertrykkelse i deres egne liv, mens de ikke kan få øje på den synlige, om den så er iført en niqab og står lige foran dem.

Under den overfladiske tilgang fornemmer man en eksotisk længsel efter den fremmede. Den anden. Man fornemmer længslen efter det friktionsfri kulturmøde og efter at bevise, at hvis vi blot går ad de rigtige ikke-politiske, ikke-polemiske stier, kan vi mødes i omfavnelse. På tværs af overbevisning, kvinde til kvinde.

Det er et tegn på, at vi i Vesten dybest set ikke bryder os om konflikt. Heller ikke den, andre har startet.

Ville DR og Suzanne Brøgger være lige så nysgerrige over for kvinderne hos de danske nynazister, der er mistænkt for at overmale jødiske gravsten på Krystalnatten? De har ikke massemord på samvittigheden, men deres menneskesyn har ført til det. Får de også en selfie med Suzanne Brøgger?

 

Læs også Puk Damsgaards essay om at mødes mennesket i den islamiske verden: »At flytte ind i andres tilværelse«