Dronningebordet. Der er sublime musikalske øjeblikke, men noget mangler i teaterforestillingen om den levende litterære legende.

Hvem er bange for Suzanne Brøgger?

Brøgger. Instr.: Liv Helm. Manus: Suzanne Brøgger. Medvirkende: Jeanett Albeck. Scenografi og kostumer: Freya Sif Hestnes. Revolver på Teater Republique til 13. oktober.

Suzanne Brøgger er den eneste dame i Danmark, der kan sætte sig ned over for Dronningen og være i øjenhøjde. Kohl-øjnene. Tørklædekronen. Overjordisk, overlegen, maskeret, men evigt selvudleverende. Hvis man skal byde litteraturens grande dame op til dans, så skal det være for fuld musik; teaterkoncerten Brøgger er i glimt magisk storslået, men lever ikke fuldt ud op til sin hovedperson eller giver hende tilstrækkeligt modspil: Suzanne Brøgger har udfordret sig selv med flere lussinger, genfødsler og svære spørgsmål, end Brøgger leverer.

Jeanett Albeck (med de meget brøggerske initialer J.A.), som er det musikalske geni i teaterkollektivet Sort Samvittighed, er alene på scenen. Jeg ville sådan ønske, at hele hæren fra Sort Samvittighed havde brugt deres samlede kræfter på at forløse, fortolke, forvandle legenden/forfatteren/vølven Brøggers livsværk maksimalistisk, for selv for en naturkraft som J.A. er det ulige hold. Det er på ingen måde dårligt, tværtimod er forestillingen netop så begavet og ambitiøs, at den skriger på at blive kunstnerisk forløst med endnu større armbevægelser og tungt skyts.

Læs også Suzanne Brøggers mindeord til en stor digter: »Benny Allan Andersen« 

Fra start bliver man anråbt af den unge Brøggers mantra: Jeg vil have det hele. Suge marven ud af livet og slikke sig veltilpas som en kat om læberne. Sætte upassende farver sammen og drømme kærligheden forfra. Der er intet galt med tekstskatten, som J.A. fortolker, Suzanne Brøggers essays må til enhver tid gå i øm, kompromisløs krig med alle mine småborgerlige fantasier om kernefamilielykke, tryghed og et stille liv, der ikke støder nogen. Og åh fryd, musikken! Forestillingen er bedst, når J.A. bruger alle sine kræfter, skråler tindrende melodiøst, med flodsump og stjerner i stemmen, som vil rive mure ned. Men de sublime glimt er for få; der er noget fortyndet, forpustet over forestillingen, selvom enmandshæren J.A. knokler magisk. Forestillingens Suzanne Brøgger fortæller sin livshistorie i sange: barndommen med en smuk, deprimeret, fraværende mor (en »degenereret racehest«); den lækkert-anløbne erotiske vækkelse ved en ældre, gift, fransk diplomats mellemkomst; en voldtægt som journalist på en mudret skrænt i Sovjetasien, sunget i ni akter med ironisk opbyggelige pointer, bliver et hypnotiserende, barsk, men også oprørsk højdepunkt i stykket.

Hver sang efterlader et kunstværk som en æstetiseret aflejring af et levet livskapitel: et lærred indsmurt i Yves Klein-blå maling, en heldragt kaget ind i mudder fra gerningsstedet. I begyndelsen har J.A.s dullet-blonde, himmelfaldne verdensdame en lidt falsk klang, i stedet for 70ernes Brøgger får vi Paprika Steen, cirka Den eneste ene, noget fjoget storøjet og -grinende. Men en halv times tid inde, da ordet »Eros« helt bogstaveligt bliver bøjet i neon på scenen, sker der noget; der kommer en voksen værdig vildskab i den femme fatale, som hjemsøger scenen og straffer instrumenterne veloplagt. Forestillingen handler om ungdomsårene og -værkerne, og man kunne savne hele det kapitel, hvor Brøgger køber en gammel skole i byen Løve, lukker sig inde og skriver derfra. Men forestillingen løser det med en smuk genistreg: ved ikke at slutte, da den slutter, men i stedet invitere publikum op på scenen, hvor værkerne (skabt af stykkets rekvisitter) hænger udstillet, nu i ramme, nu sat ind i et livsværk. Det er en perfekt analogi over den skælmske tilbagetrukkethed, som Løve-inden Suzanne Brøgger har praktiseret: en kontrolleret åbning ud mod verden, et kurateret, koket, krukket indblik i fortidens levede liv, forvandlet og forarbejdet til kunst; et forfatterskab, som er et halvt autentisk, halvt kunstigt væv af fortællinger og genfortællinger af sin egen historie.

Jeg kan høre mig selv begynde, hengivent, henført, at beskrive Suzanne Brøgger som den kolossale skikkelse, den mytologi, hun så hurtigt bliver. Men jeg ville ønske, forestillingen ikke havde haft samme stemning. Under brølene og sirenesangen, den tilsyneladende vildskab, gemmer der sig en andægtighed, en udtalt respekt, der næsten bliver frygtsom. Forestillingen kunne have udfordret heltinden, eller alternativt (og som Sort Samvittighed før har haft succes med i teaterkoncerter om Tove Ditlevsen og Anne Linnet) vristet hendes værker fri, sat dem i en ny, flertydig kontekst, i et dramatisk syrebad, i stedet for at blive stående trygt i hendes skygge.

Ude i foyeren kan man købe en sød babylyserød T-shirt med Brøggers unge portræt på, eller en mulepose. Det føles meget forsonligt. Hvem tør også udfordre en heksedronning, mens hun stadig er i live? Skræk og rædsel. Men det er man nødt til, hvis man vil lave en teaterkoncert som fuldt udfoldet portrætkunst. At svinge sig op i øjenhøjde, op til dronningebordet.

Læs også Suzanne Brøggers essay om, at de er blottede for ironi, de nordmænd: »Norsk elefant«