Leder.

Vores problem

Vores problem Af Klaus Wivel

SYRIENSKRIGERE skal dømmes i nærområderne, tordnede Mette Frederiksen forleden. Anledningen var den uventede og højst uvelkomne gæst Ahmed el-Haj, der landede i Københavns Lufthavn i mandags og satte statsanklagere og politikere på overarbejde. Statsministeren kaldte det onsdag »fuldstændig forrykt«, at Danmark bliver nødt til at tage imod denne mand og ligesindede terrorister som følge af internationale konventioner, der »beskytter de forkerte«. Udtalelserne var lige så harmdirrende, som de var impotente og usande.

DØMT i nærområdet blev el-Haj sådan set, hvorfor han burde være et præmieeksempel på den udliciterende justits, regeringen gerne så indført. I Tyrkiet modtog han en dom på fire år for medlemskab af Islamisk Stat og blev løsladt et år senere. Nu står han så i Danmark og kan ikke dømmes for det samme forhold to gange. Urealistisk er det således ikke, at han kun kan straffes for den video, han lavede for nogle år siden i Syrien, hvor han sammen med tre nu afdøde venner i Islamisk Stat skød til måls efter billeder af prominente danskere. For den handling står han måske til under to år bag tremmer. Var han blevet udleveret, før han blev straffet i Tyrkiet, eller havde han fået et pas i Tyrkiet, så han på egen hånd var kommet til Danmark, kunne vi have givet ham en betydelig hårdere dom.

I Basil Hassan finder man endnu et eksempel på en syrienskriger, der blev dømt i nærområdet, sådan som regeringen ønsker det. I foråret 2014 blev denne mand, som menes at stå bag mordforsøget på historikeren Lars Hedegaard, anholdt i Tyrkiet og sat i fængsel. Også han blev forlangt udleveret til Danmark, og dengang var der voldsom politisk harme over, at Tyrkiet ikke efterkom det krav. Derimod blev han det følgende efterår løsladt sammen med 179 andre i en fangeudveksling med Islamisk Stat. Her fik han angiveligt en ledende rolle, og DR har forklaret, hvordan han tog del i Islamisk Stats droneprogram og planlagde terrorangreb rundt omkring i Vesten.

NÆROMRÅDERNE var med andre ord nok ikke det smarteste sted at dømme el-Haj og Basil Hassan i. De kom hurtigt på fri fod igen. I kurdiske fængsler slipper de mange syrienskrigere, som europæiske lande har nægtet at tage hjem, formentlig også snart ud, som det fremgår af Allan Sørensens artikel. Men hvad så med den trussel, statsministeren påpeger, at hjemvendte syrienskrigere udgør? Den er der ingen grund til at tage let på, men det er tvivlsomt, om den formindskes af, at de går frit omkring i Syrien, Irak eller Tyrkiet. I Basil Hassans tilfælde blev han, så snart han slap fri, en morderisk trussel, både hvad angik terror i Europa, og når det gjaldt Islamisk Stats modstandere såsom kurderne i Syrien og Irak. I dag menes han at være død.

LØSLADES el-Haj om et år eller to, står vi sandt nok i en »forrykt« situation i Danmark. I så fald er vi til grin for vores egen retsfølelse. Men det har vi kun os selv at takke for. I Danmark blev han dømt in absentia og krævet udleveret. Tyrkerne gjorde blot, hvad de var blevet bedt om. El-Hajs sag er blevet forplumret gennem en kombination af modstridende politiske og politimæssige signaler – ikke som følge af internationale konventioner. Det er uskønt at iagttage misforholdet mellem statsministerens konventions­foragtende retorik og den virkelighed, hun står handlingslammet over for.

HURTIGT skal det gå, og problemet løses bedst ved at lave en lovgivning, som gør, at vi kan dømme danske syrienskrigere, vi alligevel ikke kan afvise. Så hårdt som muligt. Her i landet. Det er det retfærdigste og det sikreste at gøre.

 

Læs også Allan Sørensens artikel om, at Islamisk Stat rejser sig igen på den syriske slagmark med daglige terrorangreb og flugt fra fængsler og fangelejre: »Den anden IS-tid«

Side 14