Leder.

Tesfayes ret

Tesfayes ret Af Klaus Wivel

DET er vanskeligt at være uenig i præmissen for den hastelov, som regeringen fik godkendt torsdag, og som giver den mulighed for administrativt at fratage fremmedkrigere deres danske statsborgerskab, i fald de også er statsborgere i et andet land. De danskere, som er taget til Syrien og Irak for at kæmpe for Islamisk Stat, udgør en terrortrussel mod Danmark, hvis de skulle være i stand til at finde hjem. Man skal lede længe for at finde mennesker, som i mindre grad fortjener vores medfølelse. Det er også derfor, hasteloven så gelinde er blevet vedtaget. Holdningen hos et flertal i Folketinget er, at de bør miste alle de rettigheder, deres statsborgerskab sikrer dem.

HANDLER sagen i første omgang om danskernes akutte sikkerhed, skyldes det, at Tyrkiets erobring af de nordsyriske områder har medført en trussel om, at de IS-fanger, kurdiske myndigheder har holdt indespærret i store lejre i området, kan undslippe. Flere hundrede menes allerede at være på fri fod, og der er berettiget frygt for, at kurderne er ude af stand til at passe på de resterende titusindvis af krigere, og at Islamisk Stat udefra skulle finde på at angribe lejrene og frigive fangerne.

IKKE at tage situationen alvorligt, vil være skødesløst. Lige så skødesløst er det troskyldigt at se til, mens regeringens nye lov på centrale punkter slår hul i retsstatens principper. Det afgørende er, at det i første omgang overgår til forvaltningen, ikke til domstolene at afgøre, om en dansker skal have frataget sit statsborgerskab. Derved undgår man det besvær, det altid er at skulle overbevise en dommer om, hvorvidt den anklagedes skyld er hævet over enhver tvivl. Udlændingeminister Mattias Tesfaye erkender åbent, at det må bero på hans skøn, om en person har handlet »i strid med Danmarks interesser«, da det i den nuværende situation praktisk talt er umuligt til fulde at dokumentere. Skulle Tesfaye vurdere, at en person bør få frataget sit statsborgerskab, vil det blive oplyst i Statstidende eller i vedkommendes e-boks, som kræver en Nem-id at få adgang til. Der er fire uger til at klage til domstolene, efter at afgørelsen er truffet, medmindre der er særlige omstændigheder.

Læs også om, at den russisk-tyrkisk aftale gør op med kurdernes drøm om autonomi og oprørernes håb om at vælte præsident Assad: »Tilbage til start«

OM den klagemulighed er der blot at sige, at den umuligt kan tages alvorligt. Fanger i kurdiske lejre, hvis tilstand læseren kan orientere sig om på side 2, har næppe adgang til hverken e-boks eller Statstidende. De vil de facto få frataget deres statsborgerskab med kun ringe mulighed for appel. Af samme grund har eksperter fra Dommerforeningen, Justitia, Institut for Menneskerettigheder og andre advaret mod loven og faren for, at uskyldige kan blive ramt. De har talt for døve øren.

SYRIENSKRIGERNE handler det ikke om. Det handler om os selv. Vil vi give en politiker magten til at afgøre, om en dansker har handlet mod landets interesser? Bør den umiddelbare trussel mod Danmarks sikkerhed overtrumfe den dybere fare, der er rettet mod eroderingen af vores retsstat? Svaret er nej. Den nye lov er beskæmmende for Folketinget. Men hvad så med truslen mod landets vitale interesser? Det sikreste ville have været at hente dem hjem og stille dem for en dommer. Det ville have plantet nogle af dem i lang tid bag tremmer og eventuelt frataget dem med dobbelt statsborgerskab deres danske statsborgerskab – ved rettens hjælp. Derved ville man også have hjulpet de børn, som er strandet i fangelejrene, og som myndighederne nu officielt har opgivet at bringe hjem. Dem, vi ikke kan dømme, ville vi vide, hvor var, som vi ved det med de syrienskrigere, der allerede går frit rundt iblandt os. Nu aner vi ikke, hvor deres våbenfæller i Syrien og omegn er. I den forstand er danskernes – samt kurdernes og irakernes – sikkerhed forværret.

 

Læs også om, at danske myndigheder har fortalt pårørende, at man ikke vil hjælpe deres familiemedlemmer i de syriske fangelejre ud: »De forladte«

Side 14