Nederlagsdagbog

Hver gang, jeg står i en forretning og hiver min medbragte brugte pose frem, hører jeg mig selv sige: »Det er, fordi jeg er i gang med et eksperiment.« Jeg er åbenbart flov og vil gerne undskylde. For hvad?

For at virke nærig? Som en efterkrigstidskvinde, der gemmer gammel emballage og vasker sine plastikposer? For at ligne den uhygge­lige skaldede mand fra Tintin Den mystiske stjerne med hans gongong og tale om verdens undergang?

Mit fire uger lange anti-plastik-forsøg er inde i slutspurten, og jeg er desperat over, hvor dårligt det går, for verden – eller måske kun menneskeheden – er ved at koge over, og jeg kan ikke engang bidrage med at få mit overdådige plastikforbrug ned, fordi jeg tænker på, hvordan det ser ud, og hvad folk vil sige. Flinkeskolen holder helt ud til kanten af den sidste dag, parat til at tippe over i ro og orden med et ufanatisk smil. I virkeligheden er jeg ved at blive vred, det må bare ikke skinne igennem, for vrede er uklædeligt og ikke konstruktivt, når man tænker på de »udfordringer«, vi står over for.

»Det er, fordi jeg er i gang med et eksperiment,« siger jeg til fiskehandleren Lis og rækker min frysepose ind over disken. Og hun lægger mine to skærisinger derned og forærer mig en plastklemme til genbrug. Hun er begyndt at tage penge for plastikposer og er utilfreds med, at hendes maskine udskriver kvitteringer, uanset om kunderne vil have én eller ej. Hun har ringet til firmaet bag maskinen, men det bliver en kamp at få ændret, fornemmer hun.

»Det er, fordi jeg er i gang med et eksperiment,« siger jeg til slagteren og beder om et stykke røget bacon. »Har du noget, der ikke er pakket ind i tyk plastik?« Det har han ikke, men ude bagved i kølerummet hænger rå dyrekroppe på krog. De er ikke pakket ind, men er endnu mere forbudte end plastik. »Jeg går altid selv uden om dobbeltemballage,« siger han forstående.

»Det er, fordi jeg er i gang med et eksperiment,« siger jeg i den økologiske kryddeributik og rækker den unge kvinde et tomt syltetøjsglas til sort peber og et andet til spidskommen. Hun giver mig 20 procent rabat.

»Det er, fordi jeg er i gang med et eksperiment,« siger jeg ved kassen i supermarkedet og viser manden ti løse conferencepærer i min egen slidte papirpose og kanelsneglen i en anden. Heller ikke han virker chokeret. Min næste grænseoverskridende handling vil være ikke at indlede med en undskyldning. Jeg forsøger trods alt at redde verden.

Læs også om baggrunden for Pernille Stensgaards plastikeksperiment: »Fy!«

I Netto beslutter jeg mig for kun at købe, hvad jeg kan få løst eller pakket i papir og pap, og kommer ud med æg, mælk, løse squash, grape, bananer, forårsløg, hvidkål, et hokkaidogræskar fra Langeland, citroner, en fransk ost, en plade chokolade. Hos bageren køber jeg et rugbrød og laver omelet til aftensmad. Ved bordet rødmer jeg af selvglæde.

Ellers må man være parat til at dø af sult, for alt her og i andre supermarkeder er pakket ind i plastik, og hvis man selv kan veje frugt og grøntsager, er det i engangsposer på rulle. Dem kunne man gemme og tage med næste gang, trodse det frygtede billede af karrig kone og føle sig stolt.

Jeg har aflyst måltidskassen, leveret på dørtrinnet hver mandag morgen, min luksus og glæde, fordi kassen er fyldt med plastikemballeret fisk, kød, falafelfars, yogurt, pizzadej, krydderier, krydderurter. Leverandøren er økologisk, dyrevenlig, allround-hellig og står på hovedet for at gøre det rigtige ved at sejle frugt og grønt hjem, ikke flyve, men plastikken kan de ikke komme af med.

Det kan jeg heller ikke. I løbet af forsøget bliver 30 liter-sækken i køkkenet fyldt den ene gang efter den anden med nederlagsbeviser. Tandpastatube, vaskemiddeldunk, plastbakker, kaffepose, plastiklåg, tyndt knitreplast fra indpakning af linser, bønner, nødder, rosiner, shampoo, engangshandsker med hul i tommelfingeren, isbakke, frugtbakker.

Hvorfor er det vigtigt?

Plastik er lavet af olie.

Plastik lever evigt i naturen og havet.

Plastik bliver så godt som aldrig genanvendt.

Det globale forbrug af plastik er vokset tre gange hurtigere end verdensøkonomien i de 50 år, vi har haft det, og væksten fortsætter.

Mens olieforbruget til transport vil bevæge sig nedad i hælene på elbiler og andre alternativer, vil plastikforbruget stige, fordi vi køber bjerge af plastiktøj (kunstfiber) og plastiksko (sneakers) og går i det færre og færre gange. I USA bruges et stykke tøj 36 gange, før det smides ud. I Kina er antallet af gange, beklædning anvendes, dykket 70 procent siden 2000, skriver Jyllands-Posten og citerer Fatih Birol, adm. direktør for Det Internationale Energiagentur: »Ved at reducere brugen og intensivere genanvendelsen af plastik vil vi ikke alene kunne bremse væksten i det globale olieforbrug, men endda få den til at stagnere og falde væsentligt tidligere end beregnet.«

Hinandens vogtere

Jeg bestiller nogle særlige høje og tykke stearin­­lys på nettet, og de kommer i en alt for stor papkasse, som eksploderer i en sky af små hvide skumfiduser, da jeg åbner den. Lysene ligger i en mindre papkasse i midten af den store kasse omviklet af mange lag bobleplast og tape, så stramt som en mumie, og jeg bliver overvældet af håbløshed, plastmæssigt slået tilbage til start og længere endnu; tilbage til før jeg blev født.

Jeg skriver til firmaet og beder dem overveje deres klimaskadelige hæmningsløshed. De lover at videresende min mail til lageret. Jeg synes, de skulle sende den opad til deres administrerende direktør. Det er jo vigtigt.

Men igen føler jeg mig dum. Betyder det noget som helst? Er besværet og mit ubehag ved uundgåelige overskridelser til grin? Det værste ved eksperimentet er, at det ikke foregår i en ren stemning, men svinger mellem stolthed og skam, optimisme og kapitulation. Det fylder for meget, griber ind i mit humør og mit forhold til andre, selv venner, for jeg kan ikke lade være med at holde øje med deres forbrug, tænke på, om de virkelig har brug for så meget så tit, om de overhovedet overvejer at styre sig lidt, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde igen kan lade det ligge, lade dem være dem og mig være mig og bare i al stilhed feje for min egen dør.

In your dreams. Klimakrisen er ved at forvandle os til hinandens vogtere og dele os i to grupper, de, der venter på teknologien, politikerne og internationale aftaler. Og de andre, mindretallet, der både venter og øver sig i kommende afsavn på et niveau, de afventende finder hårrejsende, men som ifølge FNs klimaforskere ikke er i nærheden af tilstrækkeligt.

Bioetikeren Mickey Gjerris’ påstand er, at man får det bedre af »aktivt håb« ved at gøre alt, hvad man kan, for at skære sit svulmende dansker­aftryk på 17 tons om året ned:

5 tons går til fællesskabet (motorvej, skolemøbler, hospitaler, militær, biblioteker).

4,5 tons er ting og sager. Alt, hvad man køber, bortset fra mad og energi.

3 tons er mad og drikke. Kød og mejerivarer vejer tungt her og udgør anslået 75 procent.

2,5 tons er el, varme og brændstof.

1 ton bruges på flyrejser, men tallet inkluderer ikke forretningsrejser og er et gennemsnit for alle danskere, også den tredjedel af befolkningen, der af forskellige grunde aldrig flyver. En rejse tur/retur til Thailand udleder alene fire tons.

Veganere, vegetarer, billøse og ikke flyvende danskere, der deler deres græsslåmaskine og fonduegryde med naboerne, køber genbrugstøj og holder igen med dimser og apparater fra vin­køleskabe til terassevarmere, skærer en god luns af deres 17 tons. Og lever i aktivt håb.

Læs også portrættet af Greta Thunberg og skabelsen af en global bevægelse: »Klimakampens Jeanne d’Arc«

Jeg køber en vaskepose, en Guppyfriend til 199 kr., som opsamler mikroplast fra syntetisk tøj, så det ikke strømmer med vandet fra vaskemaskinen ud i floderne og havet og ind i plankton og fisk og giver fiskene en falsk mæthedsfølelse for at sige det blidt.

Hvert år ender en halv million tons næsten usynlige plastikfibre fra tøjvask i havet. Vandrensningsanlæggene kan ikke fange dem, men de tyske surfere, der har udviklet vaskeposen, siger, den kan.

En natursvamp til 20 kr. som erstatning for kinasvampe sælges i klar knitreplast og viser sig at være irriterende hård og umulig at vaske glas op med, men klippet midt over og delt på den lange led i en hård og en blød del er den okay og kun et lille bekvemmelighedsoffer.

Hos Matas finder jeg en uindpakket sæbe og bærer den stolt hjem. Slut med de lækre, kostbare flydende sæber i hver sin plastbeholder med hane. Finder gammeldags vaskepulver i papkarton, slut med dunke. Eksperters råd er, at kan man ikke undgå plastik, skal man købe stor volumen, kæmpedunke og sække.

Jeg lægger tallerkener over skåle i køleskabet i stedet for film, bruger fryseposer og tynde engangsposer flere gange og har nemt ved at opgive engangskopper med låg, for jeg køber aldrig kaffe på gaden. Mine rådgivere i bøgerne How To Give Up Plastic og No. More. Plastic er enige om, at engangsplastik må væk som det første. Hav som minimum altid en kop i tasken, siger de, måske også bestik og en skål, hvis man køber meget takeaway.

Pøj, pøj med det, tænker jeg pessimistisk, for takeaway er en af verdens hurtigst voksende forretninger. I går hentede jeg selv sushi i sorte plastikbakker med klare plastiklåg og soja i små plastikflasker. Skulle jeg være gået ned i restauranten med min egen flade, tupperware først? Og kommet igen senere?

Jeg ville være den eneste i hele verden, der gjorde det.

Hver uge spreder jeg mit plastik ud på et bord nede i gården og fotograferer min egen lille losseplads oppefra. I det smalle københavnerkøkken i lejligheden laver jeg flere og flere stationer: pose til papir, stak aviser på køleskabet, flasker og glas skyllet og uden prop og låg, metal, organisk.

Jeg overvejer intet nyt at købe i 2020, et Buy Nothing Year, for at sone dybere.

På vej til arbejde fanger jeg en skraldemand i indre by. Det ser ud, som om han smider al skrald op i samme gab på vognen. Det gør han! Nu er jeg også blevet hans vogter.

Jeg har hørt det ødelæggende rygte om, at alt affald alligevel blandes sammen til sidst, så vi kunne spare os besværet med at sortere, skille tingene ad og skylle. Han tager sig tid til at forklare i morgenmylderet. »Jeg er her for at rydde op efter de mennesker, der ikke kan finde ud af at sortere,« siger han. »De smider deres plastikposer ned i papircontaineren og jern ned til det organiske. De her containere er kasseret af genbrugsskraldemanden.«

Selv bor han i Hvidovre og sorterer sit affald. Jeg siger ikke, at det er, fordi jeg er i gang med et eksperiment. Det ved han jo godt, vi alle sammen er.

 

Læs også Pernille Stensgaards anmeldelse af tre klimabøger, der lukker alle flugtveje væk fra personligt mådehold, afsavn og andre kedelige ting: »Vi er alle hyklere«