Planet nul

Du må ikke sige det til nogen. Du må virkelig ikke sige det til nogen,« begyndte schweiziske Michel Mayor i Geneve Observatoriets cafeteria i sommeren 1995, »men vi har lige indsendt en artikel til Nature.«

Kvinden, han talte til, var den dansk-svenske astronom Birgitta Nordström, der har kendt Mayor siden begyndelsen af 1970erne.

»Vi har fundet en planet,« fortsatte Mayor og pressede så læberne sammen med fingerspidserne.

Nature-artiklen udkom i november samme år med titlen »En jupiterlignende ledsager til en sollignende stjerne«, men da vidste hele verden allerede besked om opdagelsen af exoplaneten 51 Pegasi b. Det var første gang, nogen havde fundet en klode omkring en fjern stjerne, og i tirsdags blev Mayor sammen med sin daværende ph.d.-studerende Didier Queloz belønnet med en nobelpris. Dødhamrende fortjent ifølge Nordström:

»Michel er gået hele vejen. Fra design af instrumenter, til opgraderinger, til observationer nat efter nat efter nat, til analyser af målinger dag efter dag efter dag.«

Didier Queloz er den flittige, entusiastiske elev, der var på det rette sted på det rette tidspunkt. Den tredje af årets nobelpris­modtagere i fysik – som får halvdelen af prisen – er den canadisk-amerikanske teoretiker James Peebles, der belønnes for sit utrættelige arbejde med sit livslange opus med at forfine teorien om Big Bang.

Læs også om, at de mest almindelige planeter ser ud til at være iskæmper som Neptun og Uranus. Det er lidt af en gåde, for forskerne forstår ikke, hvordan de opstår: »De glemte kæmper«

Det begyndte ikke med planeter for Mayor. Det begyndte med et ønske om at forstå Mælkevejens spiralarme. Til det arbejde skulle Mayor måle stjernernes såkaldte radialhastigheder, det vil sige deres hastigheder mod og væk fra Jorden, som måles ved at se på stjernelysets forskydninger. Men det gad han ikke. Undertegnede interviewede Mayor i Geneve i forbindelse med bogen Fjerne kloder, netop om opdagelsen af exoplaneter, og her beklagede han sig over besværet med at måle radialhastigheder med datidens fotografiske plader. Linje efter linje i en stjernes spektrum skulle aflæses manuelt med mikrometers nøjagtighed på en glasplade.

Ud af den dovenskab konstruerede Mayor spektrografen CORAVEL. Mayor havde lært af en udenlandsk kollega, hvordan man kunne måle radialhastigheder ved at dampe metal på en glasplade og ridse et spektrum fra en kendt stjerne ind i metallet. Denne »maske« kunne man sende lyset fra en stjerne igennem. Hvis stjernens spektrum passede med masken, slap næsten intet lys igennem, og der var ingen radialhastighed at måle, men var spektret forskudt, så der kom lys gennem maskens sprækker, betød det, at stjernen bevægede sig frem eller tilbage. Og hvis en planet med sin spinkle tyngdekraft puffede til stjernen, ville det vise sig som et svagt bølgemønster i en stjernes radialhastighed.

»Vi diskuterede muligheden for at finde planeter en del allerede dengang. Vi begyndte med dobbeltstjerner tæt på os og blev derefter drevet mod at undersøge, hvor meget mindre ledsagere til stjernerne vi kunne finde,« fortalte Mayor under interviewet.

Men CORAVEL var ikke følsom nok til at kunne finde planeter. Efter 15 års fin­justeringer havde instrumentet nået sit fulde potentiale, og det var 30 gange for unøjagtigt til at se selv jupiterlignende planeter. I stedet byggede Geneve-gruppen en ny forbedret spektrograf – ELODIE. Det var den, de fandt den nobelprisudløsende exoplanet med.

»Jeg var egentlig interesseret i mange forskellige emner, men bum, så kom 51 Pegasi b forbi. Fra da af måtte vi stoppe med alt andet,« sagde Mayor, der i tre år efter opdagelsen ikke fandt nogen nye exoplaneter, mens to amerikanske astronomer, Geoff Marcy og Paul Butler, tog det ene stik hjem efter det andet. Marcy og Butler fandt 70 ud af de første 100 exoplaneter. I mange år blev Marcy nævnt som en mulig nobelkandidat, og der bliver nu gisnet om, hvorvidt sexchikaneanklager fra 2015 væltede ham på opløbsstrækningen.

Selv siger Marcy til Weekendavisen:

»Jeg er fuldstændig henrykt på Michel og Didiers vegne. Jeg vil minde om, at de to arbejdede hårdt for at sikre sig, at detektionen var korrekt. Efter de første indikationer på 51 Pegasi b fortsatte de i et halvt år med at dobbelt- og tripeltjekke målingerne.«

Grundigheden var især påkrævet, fordi 51 Pegasi b når rundt som sin moderstjerne på bare fire dage. Dermed trodsede den alle kendte planetteorier, og siden er de aparte planeter blot blevet flere og flere.

»Jeg underviste i planetsystemer i begyndelsen af 1990erne, og det materiale ville jeg da ikke turde tage frem fra skuffen igen. Ikke fordi det var vildt forkert, men vi ved nu, at vi ikke kan drage nogen konklusioner om planetsystemer i almindelighed blot ved at se på Solsystemet,« siger Birgitta Nordström.

I dag er Mayor og Queloz tilbage i førertrøjen. Deres tredje spektrograf, HARPS, er en af de flittigste jordbaserede planetjægere, og Geneve-astronomerne står bag opfølgeren ESPRESSO, der på en god dag har potentiale til at kunne finde en tvilling til Jorden – en Terra Nova – som måske kan huse udenjordisk liv. Men det vil næsten være synd for de andre, hvis schweizerne også kommer først med den opdagelse.

Nobelpriser 2019: alt ved det gamle

Læs også artiklen om nobelprisen i medicin: »Basale erkendelser«

Læs også artiklen om nobelprisen i fysik: »Genopladt verden«

 

Læs også om Gunver Lystbæks bog om jagten på exoplaneterne – og det liv, de måske rummer: »Aldrig mere alene«