Plant et træ og fæld det. Gentag.

I det høje, våde græs står to rationelle skovmænd i gummistøvler og praktisk tøj. Om lidt vil de fremvise et redskab til verdens frelse. Det ligger for enden af marken her på en landejendom i den bakkede udkant af Vejle. De er velforberedte og begejstrede, bevæbnet med notater, tal, en ny fælles bog og deres egen livslange erfaring med at få ting til at gro: Esben Møller Madsen som skovrider på skånske Trolleholm Gods i over 30 år og Palle Madsen som den første og sidste professor i skovdyrkning på Skovskolen.

Nu er begge ude af deres stillinger, uafhængige og kan sige deres pt. politisk ukorrekte mening: at nogle gamle træer fortsat skal kunne fældes. At der ingen evidens er for, at urørt skov gavner biodiversitet, tværtimod. De to gange Madsen ved, at de befinder sig i følsomt terræn med stor forvirring og stærke modsætninger: skoven. Men de har noget vigtigt at sige. Og gøre.

Læs også om, at vi i Danmark brænder stadig flere træer: »Et (u)moralsk fyrtårn«

Vi går gennem støvregnen mod det, Esben Møller Madsen med sin bedste oneliner kalder »det mest effektive våben i klimakampen«.

Og så er vi dér. Træder fra marken og direkte ind i en tæt, høj og ret mørk skov, som professor og forsker Palle Madsen såede og plantede her på sin bare mark for kun 16 år siden. Den er næsten lige så høj som en klynge hundredårige bøgetræer ved siden af, og på helt formidabel vis suger den unge skov CO₂ til sig. Det er et abstrakt, men vidunderligt billede at se for sig: nye skove, der bare suger og suger kulstof til sig, binder det og holder på det. Men ikke alle træer og skove er lige gode til det.

»Træerne skal vokse hurtigt, så skoven hurtigt begynder sit arbejde,« siger Esben Møller Madsen, og Palle Madsen uddyber: »Det er tilvæksten, der suger. Fotosyntesen.«

– Vokser et træ ikke altid?

»Ikke lige hurtigt. Popler klinger ud som 30-årige, mens bøg starter langsomt for så for alvor at gå i gang. På et tidspunkt klinger de alle sammen af. Derfor skal rigtige klimaskove hele tiden vokse og fældes, vokse og fældes.«

Et husholdningsregnskab: En enkelt dansker udleder mindst 6,5 tons CO₂ om året, og en poppelskov på 100 gange 100 meter (en hektar) trækker 20-25 tons CO₂ tilbage igen. Palle Madsens lille skov på fire en halv hektar suger nok til at neutralisere familiens forbrug og mere til. Skoven giver endnu mere, når træet bagefter kan erstatte belastende materialer som glas, beton og stål. Alle burde have en lille hurtig skov.

I deres ny fælles bog, Klimaskoven, foreslår forfatterne knap en fordobling af skovene, så de kommer til at fylde en fjerdedel af Danmark og dermed formindske den samlede årlige udledning af CO₂ med 30 procent. Kommer skovene til at dække en tredjedel af landet, vil reduktionen være 50 procent.

»Der skal et moment af galskab til for pludselig at komme med løsninger,« siger Esben Møller Madsen, uddannet på den gamle, praktisk anlagte Landbohøjskole, før den kom under universitetet. Ikke et godt træk, synes han.

»På universiteterne peger man på problemer, det er meget umoderne – og ansvarspådragende – at være opbyggelig. ’Det må andre gøre,’ siger man.«

Læs også om Mærsk, som udleder lige så meget CO₂ som hele Danmark: »CO₂-piraterne«

De to mænd er optaget af at omsætte forskning til praksis og foreslår at plante en halv million hektar klimaskov på dårlig eller forarmet landbrugsjord. De mener, det kan gøres uden at røre de gode jorder. På Djursland kan man allerede nu opleve, hvordan så meget skov ser ud, for en fjerdedel af halvøen er dækket af træer.

Deres bog er sponsoreret af diverse fonde og virksomheder i træindustrien, som næppe er kede af forfatternes træbegejstrede budskab, men »vi har haft fuldstændig frie hænder«, siger Esben Møller Madsen. »Ingen af sponsorerne har overhovedet stillet vilkår eller haft bogen til gennemlæsning. Det ville vi heller ikke have fundet os i.«

En skov med knald på

Med Klimaskoven bringer de den veldrevne plantage tilbage i billedet. Selv den udskældte rødgran rehabiliterer de som et nødvendigt og godt træ, som virkelig kan bruges, men uretfærdigt er offer for en hadkampagne.

I en tid, der længes efter vild natur og gamle, urørte skove, er den kontrollerede og produktive plantage ildeset, en påmindelse om menneskets ødelæggende effektivitet og trang til at plante i rækker. Men de insisterer netop på effektivitet, er stolte af den, fordi der er brug for meget mere træ, når verdens befolkning vokser voldsomt, og vi vil frigøre os fra vores totale afhængighed af fossile brændstoffer.

»I Brasilien laver de 30 meter høje skove af eukalyptus på kun otte år. I min skov er der flest popler,« siger Palle Madsen. »Poplerne er de tempererede landes svar på eukalyptus.«

– Biologer går ind for urørte skove. De er modstandere af at fælde, fordi mange arter lever i gamle, døende eller døde træer.

Stilheden sænker sig et kort øjeblik over klimaskoven, vi er fremme ved det svære: sammenstødet mellem hensyn til biodiversitet og klima. Så siger Esben Møller Madsen, at hans tentakler bliver røde, når biologer insisterer på at sætte urørt skov som det eneste mål.

»Vi kan ikke have 100 procent biodiversitet overalt. Nogle steder skal vi have hurtigtvoksende klimaskove, andre steder gamle skove med fokus på arterne. Selvfølgelig skal vi tage hensyn. Vi skovdyrkere har også rykket os.«

»Ja, ja, for hulen, vi vil også gerne overleve,« siger Palle Madsen og peger ud af sin skov, ud over de brune pløjemarker.

»Der er jo heller ikke 100 procent biodiversitet i et landskab som det danske, hvor 60 procent af jorden er intensivt landbrug. Biologerne sammenligner en ny skov med fine, gamle Suserup Skov, men det skal de jo ikke, de skal sammenligne med den naturværdi, der er i en mark, for de her skove bliver plantet på marker.«

Læs også Morten Messerschmidts kronik: »Klimakamp er frihedskamp«

FN har 17 mål for en bæredygtig verden, og biodiversitet er et af dem, ikke det eneste, siger den yngre Madsen, Palle, der som 16-årig meldte sig ind i WWF, Verdensnaturfonden, fordi han syntes, det var fornuftigt, når den store miljøorganisation sagde, at man skulle lade rige mennesker rejse til Afrika og betale for at skyde nogle vilde dyr, for så fik dyrene en værdi, og derfor passede man bedre på dem. En kompromisets mand. På samme måde taler WWF i dag om New Generation Plantations, der plantes på forarmet jord, slynger sig amøbisk og veksler mosaikagtigt med urørte og gamle skove. Verdens største skovejere har meldt sig ind i gruppen.

»Vi skal ikke bare rulle tæppet ud,« siger Esben Madsen, »men skabe brede skovbryn og lysåbne overgangszoner, gå uden om vandhuller.« Han siger med filosoffen Herbert Marcuse, at vi er fremmed­gjorte, især over for koblingen natur og produktion.

»Der er ikke antydning af evidens for, at urørt skov bedst fremmer biodiversitet. Det er en normativ tilkendegivelse, for ny forskning viser, at biodiversiteten er større i de klassisk drevne bøgeskove end i urørte skove, fordi skovdriften skaber større variation.«

Træer versus kul

Ingen af dem finder det realistisk at slippe et stort antal bisoner, vildheste og elge løs i danske skove for at holde dem lysåbne og varierede. Mennesket må sørge for at gøre det, ligesom Palle Madsen selv hjælper egetræer til at overleve ved at fjerne bøgetræer i de gamle bevoksninger på skrænterne ned mod ådalen på sin jord. Ellers ville de skygge eg helt væk. Hvis han lod alt passe sig selv, forvandlede skoven sig til en mørk mikadoskov. Den ideelle skov er kendetegnet ved tre ting, siger han: variation, variation, variation.

– Denne sommer kritiserede en række forskere i tidsskriftet Nature den enorme stigning i afbrænding af biomasse fra træer. Meget af det er ikke træaffald, men stammer, og skovene kan ikke følge med.

»Det er ikke vores tanke at plante klimaskove for at brænde træet af, men for at bruge det. Vi håber, at grænserne flytter sig, så man kan lave ølflasker og andre fantastiske ting af træfibre. Vi skal allerførst og hurtigt erstatte de materialer, der har størst negativ effekt på klimaet: glas, beton, stål. At brænde træ er et biprodukt, og vi skal se at komme ud af det, men ikke forcere alting så meget, at vi i mellemtiden brænder kul af i stedet for træ. Motoren er, at træet indgår i et kredsløb, det vokser, og imens binder det meget. Træet giver tilbage, det gør fossile brændstoffer aldrig,« siger Esben Møller Madsen.

Den høje Madsen, forskeren, kalder det en myte, at det tager 100 år for skoven at vokse op igen. »Vi kan få den til at gro på fuld styrke meget hurtigere end de lange tidsrum, som ofte luftes af skeptikerne. Se selv, hvor hurtigt det er gået her.«

I gamle skove vokser træerne meget lidt, men samtidig står de der jo. Det giver et stort »åndingstab« og forrådnelse, hvor CO₂ nærmest fordamper fra dem. Når man lader grene og stammer ligge i skoven, er det godt for dyrene, men skidt for klimaet.

»De store gamle træer skal faktisk fældes indimellem. Ellers gider skovejerne og de store godser ikke plante eg år ud og år ind og stramme balderne sammen i hundrede år i forventning om en dag at kunne høste fortjenesten igen,« siger Esben Møller Madsen.

For at stykke tid siden talte han med en anden skovdyrker om at pudse Dansk Hedeselskabs gamle direktør Enrico Dalgas (1828-1894) af, så han igen skinnede. Klimaskoven mangler en figur med den store hedeopdyrkers karisma og overtalelsesevner.

»Det patriotiske i hedesagen går ikke i dag, men bære­dygtighed og klima er den nye sag, der binder landet sammen. Hvordan finder man en inspirerende leder, der kan få folk til at plante skov og hive pengene op af lommen på sponsorer, som Dalgas gjorde, da han fik Københavns store skatteydere til at anlægge kæmpe plantager på den jyske hede?«

Et nøgternt, ukarismatisk, men uomgængeligt sted at begynde er i EU. Så snart en landmand planter skov på sin mark, forsvinder landbrugsstøtten på 2.000 kroner om året pr. hektar, og jorden falder straks i værdi, fordi der ikke følger støtte med. Man får nul kroner for at plante skov, og den danske stats pulje til skovrejsning er forsvindende lille.

»Det er derfor, det ikke bliver til noget!« siger Palle Madsen. »Det må laves om. Et tilskud i samme størrelse, som bonden får for at lave mad og foder, ville virkelig flytte noget. Pengene skal følge arealet, ikke produktet.«

For kort tid siden sagde den landmand, der tager sig af Palle Madsens ti hektar landbrugsjord, at han ikke fik nok ud af at dyrke den, så Madsen drømmer om også at plante skov på resten af sin jord: popler, bøg, tjørn, hæg, vintereg og rødel. Ær og ask sår sig selv. Æblerne, han såede i 2003, har båret frugt længe.

 

Læs også portrættet af Greta Thunberg og skabelsen af en verdensbevægelse: »Klimakampens Jeanne D'Arc«