Rødt. 25 år i Folketinget har forvandlet Enhedslisten fra en samling revolutionære sekter til et helstøbt moralistisk parti.

Den lange march

Den lange march Af Hans Mortensen

Kim Kristensen: Det hærdede stål – Historien om Enhedslistens første 25 år i Folketinget. 304 sider. 299,95 kr. Momenta.

Da Stalins agent Ramón Mercader i august 1940 bankede en isøkse i nakken på Lev Trotskij, befæstede han samtidig en splid, der i mere end et halvt århundrede skulle dele den yderste venstrefløj verden over. Med kommunismens kvasireligiøse tilgang til politik blev divergensen mellem trotskister og Moskvakommunister også på dansk grund lige så definerende som skellet mellem sunni- og shiamuslimer.

I hvert fald lige indtil valgaftenen 1987, hvor det stod klart, at et håndfuld venstrefløjspartier tilsammen havde fået omkring fire procent af stemmerne, uden at nogen af dem kom over spærregrænsen. Praktisk betød det, at et stemmemæssigt flertal ikke formåede at vælte den borgerlige regering, som fløjen med jævne mellemrum demonstrerede imod.

Den oplevelse førte til dannelsen af Enhedslisten med så uforenelige størrelser som det Moksvatro Danmarks Kommunistiske Parti og det trotskistiske Socialistisk Arbejderparti foruden Venstresocialisterne, der med fire officielt eksisterende fraktioner var mere i vanen med den slags tillidsøvelser.

Der skulle gå endnu et par valg, inden listen i 1994 fik plads i Folketinget, og det er denne 25-årsbegivenhed, der nu markeres i journalist Kim Kristensens bog om Enhedslistens forvandling fra en sammenslutning af partier til et reelt parti i egen ret.

Den erfarne Christiansborgreporter Kim Kristensen er formodentlig den journalist, der har den mest indgående viden om venstrefløjen i Danmark, og det får hans læsere gavn af. Det hærdede stål er spækket med indsigtsfulde detaljer om interne stridigheder og politiske overvejelser i den sammenbragte familie. Indimellem er det også bogens (eneste) svaghed, at man så at sige kommer så tæt på maleriet, at man ser detaljerne frem for billedets helhed.

Læs også interviewet med Henrik Sass Larsen, som ikke kan og vil være i politik mere: »Sidste ord«

Enhedslistens 25 år på tinge har ikke blot budt på en forvandling fra en samling sygekassebebrillede studiekredsdeltagere til et effektivt parti med en gennemarbejdet parlamentarisk strategi. De har også markeret en forvandling, som både listens egne og dens fjender gerne vælger at overse. Nemlig udskiftning af den marxistiske, revolutionære samfundsanalyse med en identitetspolitisk moralbåren tilgang til politik.

For nok er partiets talskvinder og -mænd bidske kritikere af den grådige kapitalisme, men netop heri ligger vel en forestilling om muligheden for en ugrådig kapitalisme. For eksempel hvis der var flere kvinder i bestyrel­ser for aktieselskaber – en tanke, der næppe holder til en marxistisk analyse.

Der hvor Kim Kristensen i bogen bedst rammer dilemmaet mellem gammelmarxisme og nymoralisme, er forholdet til værdi­politikken. Mens venstrefløjen tidligere unisont har kunnet sende forbandelser af sted mod »sorte præster«, bliver det straks vanske­ligere, når det kommer til sorte imamer.

Her bringer bogen vigtige detaljer om de interne debatter i forbindelse med Jyllands-Postens Muhammedtegninger. Dengang argumenterede ældre skolede marxister som Søren Søndergaard og Per Clausen for, at partiet ubetinget skulle stå vagt om ytringsfriheden og avisens ret til at udøve satire. Men hovedbestyrelsen endte med at vedtage en udtalelse, der entydigt lagde skylden for krisen på Jyllands-Postens »fremmedfjendske og ofte direkte racistiske angreb på indvandrere og flygtninge«.

Det er en tilsvarende spaltning, der var tæt på at aflive listen, da dansk-palæstinensiske Asmaa Abdol-Hamid, ivrigt hjulpet af nu­­værende minister Pernille Rosenkrantz-Theil, i 2007 blev folketingskandidat. Kandidatens islamistiske tendenser var imidlertid for meget for mange gamle venstrefløjstyper, både i partiorganisationen og blandt vælgerne. Sprængningen truede, men blev afværget.

Om partiet siden har fundet sine værdi-politiske ben, er lidt uvist. Det er nemlig ikke igen for alvor blevet prøvet på det punkt. Besværlighederne har mere handlet om venstrefløjens gamle smertensbarn – forvaltning af indflydelse. Først skuffelserne under Thorning-Schmidts regering og siden forhåbningerne til Mette Frederiksen. Alt sammen kogt ned til interne diskussioner om, hvornår man skal vælte den regering, man trods alle hånde forbehold støtter. Alt det bliver man klogere på ved at læse Kim Kristensens bog.

 

Læs også interviewet med Pelle Dragsted: »Den kapitalistiske økonomi bygger på tvang og trusler«

Side 42