King er død. Hvorfor er gamle formænd i Venstre stille, mens de i Socialdemokratiet har et nærmest uendeligt besyv at give af?

Hunden begravet

I begyndelsen var der en sært flov stemning. Som om 850 mennesker sad med nogenlunde den samme tanke: »Hvordan er det dog, vi er kommet til at kaste rundt med postelinet? Den sommerfest gik over gevind.«

Uden den valgte formand og med en fungerende af slagsen, der helst blev siddende på stolen, var det op til apparatets mand, partisekretær Claus Richter, at byde velkommen til det ekstraordinære landsmøde, der skulle udstyre Venstre med ny formand og næstformand. Richter, der forresten forlod posten i den efterfølgende uge, blev manden, der skulle verbalisere den kollektive skam.

»Jeg ved, der er mange, som i de seneste uger har mistet håbet, modet og troen på, om alle de mange frivillige timer, de har lagt hos Venstre, har været det hele værd. Vi har oplevet skuffelse, vrede og bitterhed. Foragten har fået overtaget (...) Jeg ville gerne have været meget af det sagte og skrevne – og ikke mindst årsagerne til det – foruden. Sådan har vi det nok alle sammen,« sagde partisekretæren.

Helt akavet blev det, da Richter begyndte at hylde den både fraværende og forhenværende formand Lars Løkke Rasmussen.

»I dag er en særlig dag. Vi skal vælge ny formand. Det er også en særlig dag, fordi Venstres hidtidige formand, Lars Løkke Rasmussen, netop i dag kan fejre 25-års jubilæum som medlem af Folketinget.«

Så blev der klappet begejstret af den formand, som partiet netop er gået op i limningen for at blive af med. Alle klappede med, også tidligere næstformand Kristian Jensen, der dog nøjedes med at klappe i halvtakt.

Og så var det egentlig, som om man havde skammet sig nok over den sag. Efter en rensende kaffepause var det tid at komme videre med ny formand og næstformand. Brutalt? Måske, men også en del af partiets DNA – bedst tegnet af tidligere minister Søren Pind, der for nylig i en klumme i Berlingske beskrev sine partifællers usentimentale tilgang til verden:

»De tager udgangspunkt i deres hverdag og den kultur, de mener at repræsentere ved deres medlemskab. Og de kan godt være ansvarligt brutale. Som på landet. Hvor bondemanden tog hunden om bag laden, når den blev syg, hvorpå der lød et brag, og næste dag stod der en ny King ude i gården. Med plet over halen. Så børnene var glade.«

Så derfra videre til den næste i rækken, Jakob Ellemann-Jensen med følge af kampvalgte Inger Støjberg som næstformand. Konfettikanon og jubel. King er død, længe leve King.

Læs også portrættet fra lige før formandsvalget af Jakob Ellemann-Jensen: »Ud i det blå« 

De gamle formænd var der bare som en skygge. Uffe Ellemann-Jensen, Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen ønskede tillykke i forudindspillede videoklip. Især Løkkes smil virkede beroligende på Venstrefolkene, der næppe har været ganske sikre på, hvad man kunne forvente fra den nyligt detroniserede.

For ganske vist har tidligere formænd en tradition for at tie stille om den siddende og dennes politik. Men der er samtidig en vis erfaring for, at netop Løkke kan finde på at spille efter særlige, selvopfundne regler. Men med Løkkes æterbårne erklæringer om, at han faktisk hele tiden har haft til hensigt at lade sig afløse af Ellemann-Jensen, er der kun tilbage at hylde de forhenværende på det ordinære landsmøde i november. Resten er tavshed, og hvordan det kan gå, hvis den ikke respekteres, er det ikke nødvendigt at kigge langt for at konstatere.

Parallelt med opførelsen af foreløbig sidste akt af sommerens Venstredrama lod tidligere formand for Socialdemokratiet Mogens Lykketoft sin erindringsbog lande på diverse avisredaktioner. Selv om værket endnu ikke officielt er udkommet, er det kommet frem, at Lykketoft benævner sin efterfølger, Helle Thorning-Schmidt, som »fejlcastet« i rollen som partiformand. Heller ikke Thornings finansminister, Bjarne Corydon, synes at bestå i Lykketofts øjne.

Hermed skriver Mogens Lykketoft sig ind i en længere tradition for, at tidligere socialdemokratiske topfigurer uddeler karakterer til tidens politikere, afregner gamle magtkampe og uddeler cirkelspark til nutidens og fortidens fjender. Det er sket i interviews, kronikker og på det seneste i bindtunge og detaljemættede erindringsbøger.

Læs også om Søren Pinds meget oplysende, meget underholdende, meget læseværdige erindringer: »Magtdrømme«

Hvorfor denne forskel mellem Venstre og Socialdemokratiet, når det kommer til tidligere topfigurers loyalitet? Fristende er det at gribe til den søren pindske hundemetafor. For mens Venstres landlige rødder giver sig udslag i en usentimentalitet, der erstatter gamle King med nye King, er Socialdemokratiet et byparti. Og i byerne trækker man ikke bare King om bagved. Tværtom påfører man sig selv eksorbitante dyrlægeregninger for at udsætte det uundgåelige. Men forklaringen er formodentlig lige så mangelfuld, som den er besnærende.

Mere afgørende er givet, at den generation socialdemokrater, der i en årrække har opført afskedsturneer af frank sinatraske længder, er ægte børn af 68-oprøret. Socialdemokratiets ungdomsoprør slog igennem ved valget i 1971, hvor store dele af folketingsgruppen blev skiftet ud, og gennemsnitsalderen faldt fra 57 til 43 år. Auken og Bjerregaard hed de nye eksempelvis.

Og ganske som i den akademiske verden, mediebranchen og kulturlivet har også socialdemokratiske 68ere en indgroet modvilje mod afsked. Historien begyndte med dem, og den slutter med dem. Og hvorfor skulle man tie stille, når man nu har så ret?

Modsætningsvis var Venstre i 1970erne i færd med gradvist at afvikle sig selv i takt med landbrugets affolkning. Det nuværende, moderniserede Venstre er defineret i 1980ernes borgerlige vækkelse, og selv om den vækkelse på lange stræk lå langt fra Landvenstre, arvede den det usentimentale. »Tak for indsatsen, her er blomster og rødvin og gå så hjem. Vi skal videre.«

Den tredje afgørende markør er det socialdemokratiske formandsopgør i 1992. Da Poul Nyrup Rasmussen med hjælp fra Mogens Lykketoft afsatte Svend Auken som formand, gjorde de, hvad de mente var nødvendigt, for at partiet kunne genvinde magten.

Men de gjorde det også langt frem i tiden legalt at gå til angreb på den siddende partiformand. En tradition, de selv flittigt har båret videre. Yderligere udstyrede opgøret partiet med klart definerede fløje, hvis smag for hævn og genhævn det krævede et par generationer at slippe af med.

Fløjfri

Det er især det sidste, Venstre har kigget skræmt på, i takt med at stridighederne fra det mislykkede formandsopgør i 2014 har antaget fast form med klart definerede fløje.

»Aldrig mere fløjkrig,« var et mantra, der gik igen i talerne på det ekstraordinære landsmøde.

»For at sige det helt uden omsvøb: Jeg er dødtræt af fløjkrig og fløjkrigere og den kultur, der følger med. Både i folketingsgruppen, men også lokalt, hvor der har været foreninger på den ene side og på den anden side. Hvis det får lov at fortsætte, så er det et spørgsmål om tid, før Venstre ikke længere er det store statsministerparti i blå blok. Det vil ikke være det værste. Det værste vil være, at vi har fortjent det,« lød det eksempelvis fra Jakob Ellemann-Jensen.

Venstre er ikke et parti, der normalt har fløje, må man forstå. Det har strømninger, og det er som bekendt noget ganske andet. Højt til loftet og langt til døren. Jakob Ellemann-Jensen og næstformand Inger Støjberg repræsenterer angiveligt hver sin strømning, hvilket gør dem til en perfekt kombination i modsætning til Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen, der repræsenterede hver sin fløj.

Støjberg og Ellemann-Jensen udgør heller ikke et formandskab. Faktisk var netop det ord landsmødets mest fraværende glose. Ordet, der ikke, som siden påstået, var en fortalelse fra Lars Løkke Rasmussens side, var i sin tid tænkt som en slags sproglig grænsedragning, der indikerede inddragelse af Kristian Jensen. I stedet blev det selve markøren på uklare magtforhold.

Sådan er det ikke mere. Jakob Ellemann-Jensen er høvding. Formand for partiet og siden tirsdag også for folketingsgruppen.

Men plads er der. Til Inger Støjberg-strømningen foruden Sophie Løhde-strømningen og såmænd også en enkelt plads til Karsten Lauritzen-strømningen, der indtil for kort til siden til forveksling lignede Kristian Jensen-fløjen.

Men sådan er ikke mere. Hunden er begravet, og (formand)skabet står, hvor skabet skal stå – nemlig på historiens losseplads.

 

Læs også artiklen om, hvorfor det perfekte par Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen væltede: »Par nummer 0«