Leder.

Little England

DET ser ikke ud af meget, vel? Der mangler noget, mærkeligt amputeret er det, en krop uden hoved og venstre arm. Sådan ser England ud – uden Skotland, Wales og Nordirland. Det er svært at identificere, for vi er jo vant til at se hele Storbritannien med alle nationerne; skotterne mod nord, nordirerne øverst på den irske ø og waliserne stik vest. Se derfor godt på kortet, for det er fremtiden: England, alene flydende i Nordsøen. Little England.

ER disse dages drama da ikke nok? Konfrontation mellem premierminister Boris Johnson og parlamentet, hans forsøg på at lamme de folkevalgte, eksklusionen af respekterede konservative partimedlemmer, det foreløbig fejlslagne forsøg på at fremtvinge et valg, hvor Boris fremstiller sig som folkets sande repræsentant mod et elitært parlament og deres håndlangere i Bruxelles, ja, hele den langtrukne, pinefulde afsked med EU giver rigeligt med åndenød og fornemmelse af historisk vingesus. Hvorfor føje selve den britiske union til tabslisten?

Læs også Mette Rodgers' artikel om Boris Johnsons brutale udrensning af velrespekterede Tory-parlamentarikere: »Alt på ét bræt«

STORBRITANNIENS fremtid bliver diskuteret rystende lidt i denne tids politiske vanvid. På den måde ville et parlamentsvalg i det mindste give briterne en valgkamp, hvor konsekvenserne af Brexit er klar og tydelig: en tilværelse uden for Unionen – og en fremtid uden Storbritannien. Boris Johnson og hans hårde brexiteers er med deres manøvrer ved at afmontere den hundredårige sammenslutning af nationer, samlet under den britiske trone og regeret fra Westminister. Et hårdt og kaotisk Brexit vil ret hurtigt få skotterne til at gå. Siden tvangsægteskabet med England i begyndelsen af 1700-tallet har skotterne udviklet et yderst selvstændigt, men loyalt partnerskab; mere pragmatiske end englænderne mod syd. For fem år siden stemte skotterne et forslag om selvstændighed ned. Næste gang stemmer de ja. Skotterne vil blive i EU, og derfor vil de forlade Storbritannien.

DRAMATISKE forandringer vil ligeledes komme i Nordirland. Det er netop derfor, den meget omtalte bagstopperaftale er så afgørende. Falder denne aftale med et hårdt Brexit, vil der straks skulle etableres en fysisk grænse mellem Irland og den britiske, nordirske provins. En sådan grænse ønsker ingen, og dén udvikling vil fremskynde processen mod en irsk genforening. Det sker ikke i overmorgen, men en dag vil de katolske nordirere ikke blot komme i flertal, de vil også have et godt argument: EU-medlemmet Irland er langt mere attraktivt end de (verdens)fjerne englændere.

HISTORISKE bånd, knyttet i blod, kan naturligvis løsnes igen. Godt nok er det 600 år siden, at waliserne sloges for selvstændighed, før de blev slugt af England, men hvorfor skulle denne lille, stolte nation have lyst til at fortsætte alene med englænderne i en helt amputeret union? Dermed er Storbritannien opløst. Monarken vil blot være regent over englænderne og de tidligere, fjerne kolonier. Unionen, der har eksisteret siden 1707, vil være et afsluttet kapitel i historiebogen.

DØD og ødelæggelse har historisk præget englændernes forhold til undersåtterne i Skotland, Irland og Wales. Nu er samme englændere ved at lade fællesskabet gå i opløsning ganske uden sværdslag og på egen foranledning. Det kan skotter, walisere og nordirere utvivlsomt godt leve med, men hvad med England? »Jeg vil blive syg i hjertet, hvis denne familie af nationer bliver revet fra hinanden,« sagde David Cameron, da han havde udskrevet den forfærdelige folkeafstemning om Brexit. Boris Johnson har aldrig udtrykt lignende følelser. Spørgsmålet om Brexit og den britiske unions fremtid afslører, hvordan det konservative parti har kastet det dybeste konservative ur-princip fra sig: den instinktive modstand mod revolutionære brud, mistroen mod ideologiske excesser og kravet om fornuft og respekt for historie og institutioner. I stedet forfølger man nu en ekstrem ideologisk fantasi om at sætte England fri, kappe fortøjningerne og erobre verdenshavene på ny. Sådan bliver det ikke. Tilbage i 1800-tallet fandtes en bevægelse kaldet Little England. Det var modstandere af imperiets konstante udvidelser og aggressive fremfærd. De drømte om det lille England, det gamle England, ro og fred i de grønne bakker i grevskaberne, den lille landsby med den lille præstegård ved det lille gadekær – og konservative parlamentsmedlemmer så langt øjet rækker. Boris Johnson og hans slæng af revolutionære fantaster får ikke et nyt imperium. De får det modsatte. Et stillestående, indelukket, paranoidt land. Little England.

 

Læs også det store portræt af Boris Johnson fra Weekendavisen #30, fredag 26. juli: »Kongen af kaos«