Kulturkamp. I årtier har amerikanere og europæere søgt mod buddhismen i jagten på sindsro og spirituel indsigt. Nu anklages den globale »feel good-buddhisme« for at være kommerciel og korrumperet af den hvide overklasse.

For hvid til at meditere?

For hvid til at meditere?

En spirituel vej med et skær af coolness; dybsindig, men med overskud og humor. Sådan opfattes buddhismen af mange i Vesten. Med sine let transportable værdier og teknikker lægger buddhismen op til individuel erfaring på tværs af etnicitet, farve, køn og geografi, og religionen har i de seneste årtier spredt sig hastigt uden for Asiens grænser. Men den positive fortælling om den »globale buddhisme« knager i disse år. Nogle mener endda, den er moralsk forkastelig.

Dels har den amerikanske #MeToo-bevægelse også nået religionernes domæne. Buddhistiske kendisser er blevet afsløret som liderlige, mens japanske zenmestre, tibetanske lamaer og »hvide buddhaer« er blevet udstillet i bøger og på nettet som magtmisbrugere, hvis angiveligt egoløse sind tillod dem at overskride alverdens moralske principper for blandt andet at have sex med deres disciple.

Hvor eskapader med sex, drugs and rock’n roll tidligere kunne forklares som oplyste mestres tantriske praksis, og kravet om disciplenes deltagelse som del af deres spirituelle udvikling, har #MeToo givet piben en anden lyd. Selv Dalai Lama blev angrebet for at være kønsdiskriminerende, da han med forsøgt humoristisk lune foreslog, at den næste Dalai Lama-inkarnation burde være en smuk kvinde.

Den vestlige buddhisme beskydes også fra andre fronter. Buddha-barer og Buddha-reklamer har længe irriteret følsomme buddhister, og de senere års stærke kommercialisering af den traditionelt asketiske religion er faldet mange for brystet. Især mindfulness er blevet en milliardbusiness. »McMindfulness« kalder nogle den spiritualitetsindustri, der sælger godt, men sjældent giver anerkendelse til tankesættets buddhistiske oprindelse.

Mindfulness er samtidig blevet del af de amerikanske culture wars, hvor race, køn og seksualitet er del af identitetskampen. Da Time Magazines forside for nogle år siden var prydet af en ung, slank, ciskønnet og ikke mindst hvid kvinde for at illustrere temaet »mindfulness-revolutionen«, var fanden løs i Laksegade. Forsiden blev set som legemliggørelsen af den hvidvaskning, som længe havde været en sten i skoen for de asiatisk-amerikanske og sorte buddhister, der ikke følte sig repræsenteret af den hvide mellem- og overklasses spirituelle feel good-buddhisme. Mindfulness, siger flere buddhistaktivister, er den ene procents kapring af buddhismen; det er kulturel appropriation.

Læs også Pernille Stensgaards mikroeventyr fra en hel dag i tavshed: »At lade tungen hvile«

År forinden havde en redaktør for et buddhistisk magasin bemærket, at den asiatiske immigrantbuddhisme, som i hele den vestlige verden udgør langt majoriteten, ikke havde bidraget nævneværdigt til udviklingen af amerikansk buddhisme. Et tydeligt eksempel på hvid arrogance, mente kritikerne.

Selvom buddhister gerne bygger bro og fejer forskelle ind under gulvtæppet, er de »to buddhismer« i Vesten (de asiatiske immigranters og de ’hvide’ konvertitters) sjældent i samme båd. De er etnisk opdelt, ofte med den underliggende pointe, at den ene er »kultur« (asiaternes) og den anden er »autentisk« (de hvides meditationsbuddhisme). Men nu ser det ud til, at #MeToo, opråb mod kommercialisering og den fremstormende identitetspolitik har gjort fælles front: Nu skal der svares igen.

Buddhisterne er ikke de eneste, der føler sig krænket af kulturel appropriation. Indfødte folk har længe protesteret, når shamanrejser og ayahuasca-trips markedsføres som spirituel turisme med new age-guruer som bannerførere for global autenticitet.

Yoga har, ligesom mindfulness, indiske religiøse rødder, og dens globale succes har fået indere op på barrikaderne med anklager om kulturelt tyveri. »Giv os yoga tilbage,« lød en kampagne startet af indisk-amerikanske hinduer i USA, og i Indien gør nationalister alt for at gøre yoga til indbegrebet af indisk kultur.

Kulturkonservative røster har fået nok af globaliseringen, de vil have deres identitet tilbage. Trump, Brexit og rækken af nynationalister slår tonen an, og den religiøse verden følger efter. Rapporter fra det amerikanske Pew Research Center viser, at religiøs tolerance og religiøs frihed er nedadgående på verdensplan. I den muslimske verden, i Afrika og i Kina hører religiøs pluralisme absolut ikke til dagsordenen, og i Europa og det Trumpske USA føres kristendommen ofte frem som den egentlige kulturelle essens bag det hele, gerne som barriere mod de andre. Arabiske muslimer har længe brugt moderne identitetspolitik og vestlige mangfoldighedsapologeter til at udskamme islamkritikere som islamofober, ligesom nationalistiske israelere har haft held til at ignore politisk kritik som jødehad. I Indien giver premierminister Modi den hele armen med at vise landet som »Hindustan«.

En anden type religiøs antiglobalisering er identitetspolitikken »nedefra«: I USA har slagkraftige identitetsmarkører som køn, race, eller seksualitet været brugt til at understøtte forskellighederne. Responsen til den udskældte white privilege Buddhism har for eksempel været sort og queer buddhisme.

I en ny bog om amerikansk generation X-konvertit-buddhisme (American Dharma, 2019) beskriver Ann Gleig nye trends, herunder hvordan nogle af de mest »woke« grupper har kurser i at håndtere deres hvidhed.

Læs også Heidi Lauras artikel om, at rejser er for den kultiverede middelklasse: »Et svært tilfælde af anti-turisme«

Det er ikke en tilfældighed, at et buddhistisk magasin for nyligt lod en farvet person pryde forsiden om den nye, mangfoldige amerikanske buddhisme.

Afsløringen af globalisering som dybest set vestlig hegemoni og særbehandling er velfortjent. Det er den også, når den vender sig mod akademia, hvor det, der præsenteres som universelt, ofte er baseret på den vestlige verden. Som B. van Norden spurgte i bogen Taking Back Philosophy i 2017: hvor ofte ser man kurser i ikke-vestlig filosofi, som ikke kategoriseres som »kultur« eller »religion«? Er det i øvrigt snart ved at være tid til verdenshistorie, verdenslitteratur, religionsvidenskab baseret på ikke-kristne kategorier? Og burde den autentiske udlægning heraf ikke netop komme inde fra kulturerne og religionerne selv? Hvem er det, der i disse postglobale tider har ret at repræsentere kultur? Hvem ejer religion?

Samtidig er det en glidebane, når der insisteres på, at religion kun kan beskrives indefra. Indiske nationalister har været ude med riven for at slå benene væk under ikke-indiske forskere, der mente sig berettiget til at skrive om hinduisme, for hvordan skulle de kunne vide noget om den, når de ikke havde den i blodet? Saudiarabiske muslimer har i FN agiteret for forbud mod enhver form for islamkritik, for hvem har ret til at besudle det helligste?

Minoriteter har ytret utilfredshed med at blive misrepræsenteret udefra, hvilket har fået aktivistiske antropologer til at se ned på feltarbejde som undertrykkende og illegitim forskning, og selv antropologiens forsøg på at »go native« bliver ugleset for at være akademisk kulturel appropriation på niveau med, når hvide tillægger sig dreadlocks eller går med mexicanerhat på KU.

Flere amerikanske buddhister insisterer da også på, at autentisk buddhisme kun kan og bør studeres af buddhisterne selv. Det giver en vis mening på amerikanske colleges, hvor identitetspolitik har magt, og religionsstudier ofte har normativ og forkyndende karakter. Det er ganske udbredt rundtomkring i verden – hvor man overhovedet tillader undervisning i og om forskellige religioner – at kristne underviser i kristendom, muslimer i islam, buddhister i buddhisme et cetera.

I Danmark og Nordeuropa ynder moderne religionsforskning analytiske kulturstudier med armslængdeprincippet. Her er identitetspolitik og postglobal religion nye ingredienser i den altid dynamiske beholder af spændende emner, som religionsvidenskaben undersøger. Det bilder man sig (stadig) ind at kunne gøre med hovedet forholdsvist køligt – uanset forskelligheder i farve, køn, geografi og seksuelle tilbøjeligheder.

 

Læs også Jørn Borups artikel om, at Buddhisme ikke bare er livsfilosofi og spiritualitet, men også en enorm forretning: »Buddhisme på markedsvilkår«

Side 56