Sært nok lider jeg på én gang af højdeskræk og elsker at flyve. Jeg gør alt for at få vinduessædet og sidder med panden trykket mod vinduet, mens jeg følger intenst med i lufthavnens Playmobil-figurer, deres køretøjer og aktivitet omkring flyet. Min barnlige fornøjelse stiger, mens flyet ruller mod startbanen, stiller sig i position og farer af sted i høj fart – så det lille tryk tilbage i sædet, som markerer, at vi er flyvende.

I det øjeblik smiler jeg rent instinktivt og føler mig selv lettet og synker ind i en mild, kontemplativ stemning, mens verden under mig forvandles til miniaturecivilisation og så til grafiske felter af marker, højdedrag, floder. Der er noget med det store perspektiv, man får fra ti kilometers højde. Verden og mit eget liv tager sig anderledes ud, man hæver sig over det trivielle og ser de store linjer.