Alle kigger hen på uret. Det går forkert. Alligevel har dommeren indskærpet, at det er det, vi regner med. Ti minutters pause efter det fælles ur, som alle kan forholde sig til. Dommeren kommer ind igen, og alle rejser sig for at vise retten respekt. Sagen kan fortsætte.

Det handler om en skorstensfejer, som gik en tur hen over et tag. Det skulle han ikke have gjort, for pludselig faldt han igennem og landede fire en halv meter nede oven i en metalskovl i en industribygning i Gilleleje Havn. Han blev fløjet til Rigshospitalet med åbent lårbensbrud. I dag er han – tre år senere – fortsat ansat hos samme skorstensfejermester, hvor han har været i godt 20 år. Men nu sidder de to, mester og svend, over for hinanden i byretten i Helsingør, fordi de har en principiel strid.

De to mænd, som har kendt hinanden, siden de blev udlært, sidder tavse bag hver sin skranke med hver sin advokat. Svenden, der faldt gennem taget, har en advokat fra fagforeningen ved sin side, mens mester har en fra forsikringsselskabet. De sidder der for at finde ud af, hvem der har skyld og ansvar for, hvad der skete den ulykkelige dag. Var det mesters ansvar, at han ikke havde instrueret vedholdende og konkret om, at på den pågældende ejendom er det farligt at gå på taget – det er tæret, fuldt af mos, og der er ikke anlagt tagstige – og at man altid skal rense netop den skorsten inde fra bygningen. Eller var det svendens eget ansvar, at han gik på taget. Der var låst i bygningen, og så gik han på taget, som han plejede, forklarer han.

»Som du plejer?« bryder dommeren ind.

»Ja, når det ikke regner,« svarer han og forklarer sidenhen, at »det bliver betragtet som snyd, hvis man gør det nedefra. En skorstensfejer er på taget.«

I proceduren bliver striden skåret knivskarpt til: Det er mesters ansvar at instruere konkret om farlige opgaver, og han har pligt til aktivt at »trække sine svende ud af den vildfarelse«, at de skal på taget, siger sagsøgers advokat. Nej, procederer mesters advokat, det var svendens eget valg at gå op på det tag i stedet for at vente på, at der blev låst op, så han kunne klare det nedefra. »Det er ærgerligt, men det er ikke arbejdsgivers skyld.«

Forsvindende retssager

Borgere som skorstensfejeren og hans mester har brug for at finde ud af, hvad der er deres ret og pligt.

»Hele retsstatens fundament er, at vi alle har rettigheder og forpligtelser, der kan hævdes ved domstolene,« siger professor Clement Salung Petersen, der netop har holdt sin tiltrædelsesforelæsning ved Københavns Universitet.

Men måske er det fundament ved at slå revner her i 100-året for retsplejeloven, der regulerer domstolenes rolle i retsstaten. Petersen forelæste om, at den civile retspleje er under forandring, og et af de umiddelbart synlige tegn er, at antallet af civile retssager ved domstolene er i frit fald og har været det igennem årtier.

I løbet af de seneste 30 år er det faldet med godt 75 procent. Noget af det kan forklares ved, at retsreformen fra 2007 har ændret radikalt på en række forhold ved domstolene og sendt en stribe sager direkte i fogedretten og dermed ud af statistikken. Andre sagstyper er dog kommet til. Ser man på statistikken siden 2009, er antallet af modtagne civile sager ved domstolene faldet med 33 procent. Såvel almene civile sager som boligsager, familiesager og småsager er faldet. Så noget tyder på, at nedturen er fortsat. Dog viser tallet for 2018, som netop er kommet, at der det seneste år faktisk har været en lille stigning på to en halv procent.

Civile sager er alle de sager, der ikke handler om strafferet, hvor politi og anklagemyndighed kommer efter én. Det er sager om alt fra nabotvister og skilsmissesager til de helt store, principielle sager, hvor selve Grundlovens rækkevidde prøves.

Så hvor går de civile sager hen, når de ikke ender i landets retssale? Det er der ikke tal for, forklarer Clement Salung Petersen, men to store tendenser tegner sig: En række sager flytter over i private og fortrolige rum og dermed ud af den offentlige retspleje. Og så tyder meget på, at en stribe sager aldrig rejses. Simpelthen fordi almindelige mennesker har fået sværere ved at få adgang til domstolene.

»Min bekymring er grundlæggende, at vi frem for en retsstat med rettigheder og pligter, som folk i meget høj grad har respekteret, i stedet kommer til at lægge mere vægt på, hvad eksempelvis sociale medier synes er godt og skidt, og på, hvad vi kan forhandle os til, eller måske hvad vi ved hjælp af magt, trusler eller pression kan opnå af ret,« siger Petersen.

Han ser udviklingen som »en privatiseringstendens«, man også kender fra udlandet, særligt i den angelsaksiske verden, hvor man længe har talt om vanishing trials (forsvindende retssager).

»Sager flyttes fra de offentlige domstole, som styres af principper om gennemsigtighed og åbenhed, og hvor der derfor kan skrives om sagerne i aviserne, og over i private, lukkede fora. Det er en tendens, det er helt evident.«

De store erhvervssager afgøres i stigende omfang som voldgiftssager. Altså i fortrolige fora, hvor parterne selv udpeger en sagkyndig dommer eller advokat, begge har tillid til. Det er en global tendens.

»Under Den Kolde Krig havde Sverige succes med at markedsføre sig som troværdig neutral part mellem øst og vest, så i mange af de kommercielle kontrakter gik man til voldgiftsinstituttet i Stockholm, og Sverige blev et førende voldgiftsland i verden,« siger Petersen og fortsætter:

»Sidenhen har alle lande set en opblomstring af nationale institutter, der vil have en bid af kagen og markedsføre sig som et attraktivt alternativ til de nationale domstole.«

Herhjemme er vi også med. I 2005 blev den danske voldgiftslovgivning moderniseret, så den baserer sig på FNs modellov, der er en komplet manual for, hvordan en voldgiftssag skal køres efter ensartede internationale standarder, forklarer professor og ekspert i voldgiftsret ved CBS Peter Arnt Nielsen. Ser man på statistikkerne fra henholdsvis Voldgiftsinstituttet og Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg, er der fluktuationer, hvor specielt årene lige under og efter finanskrisen tegner sig for mange voldgiftssager. Hvad der findes af afgørelser ved privat voldgift, hvor parterne selv finder en dommer eller en advokat, de har tillid til, er der af gode grunde ikke tal for. Men Peter Arnt Nielsen, der også er voldgiftsdommer, bekræfter, at der er en generel tendens til, at erhvervslivet i stigende omfang søger den vej.

Retssociolog, professor Bettina Lemann fra Aarhus Universitet fortæller, at undersøgelser viser, at de store selskaber »vil strække sig virkelig langt for at finde en mindelig løsning og også er parat til give afkald på noget, som de ved, er deres rettigheder, for at undgå en retssag. For dem har brand og omdømme stor værdi, og for dem skal kontrakter ikke forstås som en enkeltstående ting, men som langvarige samarbejdsrelationer«.

Velfærdsstatens voksende skov af administrative nævn og ankeinstanser overtager også alverdens tvister. Forvaltningens mange klage- og ankenævn har hjemme i et semijuridisk univers, hvor der sidder dommere for bordenden, men hvor der ikke gælder samme regler om offentlighed som ved domstolene.

Hverdagsjura

Ud over voldgift og forvaltningsnævn har vi ligesom i udlandet oplevet en bølge af konfliktmægling.

»Der bliver mæglet flere sager end for ti år siden, og dengang blev der mæglet flere sager, end der blev 20 år før, men hvor mange der er tale om, ved vi ikke,« siger Lin Adrian, der er lektor ved jura på Københavns Universitet og forsker i konfliktmægling.

Advokater har alle dage ageret forligsmænd, og siden 1952 har dommere også haft pligt til at søge forlig under de forberedende retsmøder eller selve hovedforhandlingen. Ser man på domstolsstatistikken, er det mellem en femtedel og en sjettedel, der afgøres ved forlig før eller undervejs i retssagen. Egentlig retsmægling, der blev indført i 2008, og som indbefatter, at forberedelsen af sagen sættes på pause og kun genoptages, hvis den ikke løses ved mægling, benyttes ikke særlig meget, viser en undersøgelse, Lin Adrian har lavet. Kun mellem 0,7 og 2,5 procent af civile sager blev i perioden 2012-2018 sendt til retsmægling om året.

Der findes ikke samlede tal for såkaldt alternativ konfliktløsning.

Nok så bekymrende er det, at også hverdagsjuraen forsvinder ud af domstolene, mener retssociologer som Bettina Lemann. Til trods for, at der med retsreformen blev indført en småsagsproces for sager under 50.000 kroner – hvor man kan gå i retten selv og spare udgifter til advokat – gælder nedturen også småsagerne, som er faldet med næsten 30 procent siden 2009.

I dag har almindelige mennesker svært ved at få hjælp til at rejse en retssag. Med den nye småsagsproces har en del borgere ligefrem opgivet at føre sag, vurderer Bettina Lemann, der sidder i bestyrelsen for Aarhus Retshjælp. Man skal selv downloade og udfylde stævning og holde telefonmøde med dommer og modpart uden forudgående juridisk rådgivning, som ikke længere er omfattet af retshjælpsordningen. Og mange af de gratis advokatvagter, som har hjulpet med de små sager, lukker i disse år. Enten helt ned, fordi advokatkontorerne på grund af retsreformen er flyttet med domstolene til de store byer. Eller de beskærer åbningstiderne kraftigt. I landets femtestørste by, Esbjerg, har Advokatvagten for eksempel kun åbent en gang om måneden fra klokken 17 til 19.

En række almindelige sagsområder – familiesager, arbejdssager og forvaltningssager – udløser desuden ikke længere dækning for retshjælp i forsikringerne. Der er et maksium på omkring 125.000 kroner i retshjælpsforsikringerne, så selv om man vinder sin sag, kan man hænge på en stor del af regningen. Endelig er antallet af borgere, som får fri proces, med civilprocesreformen beskåret væsentligt.

»Fru Jensen har ringere adgang til gratis rådgivning, hun kan ikke få fri proces i samme omfang, og hvis hun får, kan det være meget svært at finde en advokat, der vil tage sagen,« siger Bettina Lemann.

Hun beskriver en udvikling, hvor advokatkontorer de seneste to-tre årtier har vokset sig enorme. Der sidder ikke længere en advokat på hovedgaden i hver by med en sekretær i forværelset. Advokaterne har specialiseret sig i erhvervs- og konkurrenceret på store kontorer i de store byer. De betjener big business og kender ikke til hverdagsjura. Og så er det ganske enkelt ikke attraktivt at køre små civile sager, hvor man højst får 30 procent af det sædvanlige salær.

»De ser sig ikke i stand til at tilbyde det, for de dækker ikke de områder i deres almindelige praksis. De har ikke familiesager, og de har ikke lejesager, og hvis de har, så repræsenterer de udlejer. Hvis de skal rådgive i den slags sager, skal de til at læse op på en hel masse, og det er ikke rentabelt. Og når de laver pro bono, er det typisk for en klient, hvor der er noget forretning i forvejen. Virksomhedsejeren, de laver en kontraktforhandling for, og som de så også laver en skilsmisse for.«

Nummer et?

Hvad betyder det faldende antal civile sager? Kommer der til at mangle retspraksis, når en stribe sager enten ender i private fora eller slet ikke rejses? Det er der meget delte meninger om.

»Det er da kun godt,« lyder den umiddelbare reaktion fra professor Peter Arnt Nielsen fra CBS. »Det tyder på, at der er færre tvister, og at folk er blevet bedre til at forlige sagerne.«

Efter hans mening er det også tegn på, at det nu går meget bedre for erhvervslivet oven på finanskrisen. Om erhvervssager, der ender ved domstolene, siger han:

»Hvis du vil sikre dig appeladgang, så skal du gå til domstolene. Men fordelene ved voldgift er ikke blot fortrolighed, det er også sagkundskaben. I byretten møder du en generalist, i voldgiften en sagkyndig inden for det, som sagen drejer sig om.«

Dommerforeningens formand, Mikael Sjöberg, er ikke så bekymret over, at der er erhvervssager, der går til voldgift, sådan har det altid været, og voldgiftssagerne baserer sig på retspraksis fra domstolene. Til gengæld er han meget ked af, at almindelige borgere i stigende grad må give op, formentlig fordi de ikke har råd:

»Hvis en håndværksmester har et udestående på 100.000, kan det være et meget stort problem for ham, det vil det være for de fleste, men sagens omkostninger kan sagtens løbe op i et beløb, hvor man må sige til ham, at det kan ikke betale sig at forfølge kravet ved domstolene. Og der synes jeg, vi har et retssikkerhedsmæssigt problem. Det generer mig som repræsentant for retsstaten, at den slags konflikter, som naturligt hører hjemme ved domstolene, forsvinder. Domstolene er fortsat samfundets konfliktløser nummer et og skal også være det.«

Heller ikke det er der enighed om.

»Jeg mener, at man skal til at gøre op med domstolene som samfundets eneste forum for konflikthåndtering og i stedet se dem som et af flere fora,« siger forsker i konfliktmægling Lin Adrian. Hun tilføjer, at det ikke er nogen naturlov, at alt uden for domstolene er fortroligt. Man kunne sagtens forestille sig en lov, der gjorde andre typer afgørelser offentligt tilgængelige, blot i anonymiseret form.

Retssociolog Bettina Lemann peger på, at hvis domstolene bliver for eksklusive, og det kun er dele af samfundet, der bruger dem, så kan det undergrave deres samfundsmæssige funktion og dermed også deres kontrolfunktion i forhold til lovgivningsmagt og administration. I øvrigt tror hun ikke på, at der er kommet færre tvister:

»Ud fra min erfaring fra Retshjælpen er det ikke mit indtryk, at konfliktniveauet er faldende, folk er tværtimod meget opmærksomme på, at de har ret, og er i den forstand meget mere søgende. Problemet er, at de har svært ved at få hjælp til at få det afklaret. Det der med at sige til borgerne, at ’ja, du har fuldstændig ret, men du kan ikke gøre noget ved det’, det er ikke tilfredsstillende, du efterlader folk retsløse i en konkret situation.«

I Domstolsstyrelsen er man opmærksom på, at antallet af civile sager har været faldende. Styrelsens direktør, Kristian Hertz, hæfter sig dog ved, at der fra 2017 til 2018 har været en lille stigning i antallet af civile sager:

»Men vi følger selvfølgelig udviklingen tæt, så vi kan følge op på og sikre, at vores ydelser bliver ved med at være relevante i samfundet.«

To konsulentrapporter, henholdsvis fra Deloitte i 2013 og Implement i 2015, viser, at der kan spares mange penge ved domstolene, hvis flere civile sager bliver forligt. Professor Clement Salung Petersen har forsket i, hvor langt dommere kan gå for at mægle forlig, og hvor sent de må sætte ind, og det er på ingen måde klart, konkluderer han:

»Lad mig give et konkret eksempel: En klient og hans advokat har ventet længe på at komme i landsretten, og de har brugt uger på at forberede sagen og har indkaldt vidner, hvorefter retsformanden som det første siger til parterne: ’Jeg har lige talt med mine dommerkolleger, og vi er enige om, at vi sjældent har set en sag, der var mere oplagt til forlig. Vi synes derfor, at I skal prøve at finde et kompromis, inden vi bruger en hel dag på det her.’ Så står advokaten der med, hvad man vel må opfatte som en ret modvillig landsret, som endnu ikke har fået forelagt hele sagen. Er det etisk i orden, at dommeren sender det signal, hvis parten faktisk har en rimelig udsigt til at få medhold i sagen?« spørger Clement Salung Petersen.

»Min bekymring er, at det risikerer at undergrave vores retsstat, hvis selv domstolene føler sig presset til at søge forlig og sige: ’Ah, det kan godt være, at du er blevet snydt for 10.000 kroner, men hvis du nu får 6000 kroner og en undskyldning, er du så ikke tilfreds?’ ...«

I Helsingør Byret afgjorde dommeren med en fyldig dom, at skorstensfejermesteren havde gjort, hvad han skulle, for at orientere den i øvrigt erfarne svend om, at han ikke skulle gå op på det tag. Således blev der placeret ret og pligt efter tre års uvished.

Intet brag, blot en klynken