Religion. Islam forpligter muslimer på at søge fred og respektere andres trosfrihed, ikke på at skabe krig, vold og terror.

Den såkaldt Islamiske Stat

Vi hører løbende om kolossale forbrydelser, der bliver begået af muslimer. Islamisk Stat vedbliver med at drive terroraktioner og udøve overvældende voldshandlinger. Vi bør dog stille spørgsmålet: Hvad er det, der forårsager disse usympatiske handlinger, der med rette vækker forfærdelse?

Langt hovedparten af befolkningen tager grundigt fejl, når de lægger skylden på islam. Mange islamkritikere fremhæver bestemte vers fra den hellige Koran og siger, at islam og Koranen er voldelige. I denne kronik vil jeg argumentere for, at disse beskyldninger er usande.

Der står i Koranen kapitel 2, vers 216: »Jeres forskrift er at kæmpe.« Betyder det, at man som muslim skal kæmpe mod enhver person, man møder på sin vej? Nej.

Forudsætningen for at kæmpe er noget, der bliver beskrevet i Koranen kapitel 2, vers 190: »Kæmp for Guds sag mod dem, der begynder at kæmpe mod jer! Men I må ikke begå overtrædelser! Gud elsker ikke dem, der begår overtrædelser.« Så her kan man konstatere, at man ikke må kæmpe, medmindre man bliver angrebet, og den holdning må ethvert væsen på kloden være tilhænger af. Hvis Danmark bliver angrebet af Rusland, så er det helt naturligt, at danskere bekæmper Rusland for at forsvare Danmark.

Islam insisterer også på, at undertrykkelse skal bekæmpes. Det bliver eksempelvis beskrevet i Koranen kapitel 4, vers 75: »Hvorfor vil I ikke kæmpe for Guds sag? Og for de undertrykte mænd, kvinder og børn, der siger: ‘Herre, få os ud af denne by, hvis befolkning handler uret! Giv os en ven fra Dig! Giv os en hjælper fra Dig.’«

Der står i Koranen kapitel 9, vers 14: »Kæmp dem; Gud vil straffe dem med jeres hænder og gøre dem til skamme og give jer sejr over dem og tilfredsstille troende folk.« Nu vil islam- kritikere fortælle os, at religionen islam i disse vers opfordrer til drab. Men er det korrekt?

Jeg vil opfordre folk til at læse det vers, der kommer lige før vers 14, nemlig vers 13. Koranen er en sammenhængende bog, og man kan ikke bare tage ting ud af kontekst. Kapitel 9, vers 13: »Ville I ikke kæmpe mod et folk, der brød deres eder og besluttede at udvise budbringeren, og de var begyndt angrebet på dig første gang? Frygter I dem? Men Gud har mere ret, at du skal frygte ham, hvis du er troende.« Her konstaterer vi for anden gang, at man kun skal kæmpe, når de andre begynder. Det kaldes selvforsvar.

Der står også i Koranen kapitel 2, vers 191: »Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer! Fitnah (manipulation) er værre end drab! Kæmp ikke imod dem ved det fredhellige bedehus, medmindre de vil kæmpe mod jer dér! Men hvis de gør det, skal I dræbe dem! Sådan er gengældelsen for de vantro.«

Det er et hyppigt fremhævet vers. Men også her kan vi se, at muslimer kun skal kæmpe, når de andre begynder. Vi skal blot fortsætte til det næste vers, kapitel 2, vers 192: »Hvis de stopper, så vil Gud være tilgivende og barmhjertig.« Med andre ord: Hvis de stopper deres kamp, så er muslimerne forpligtet til at stoppe.

Der står i Koranen kapitel 9, vers 4: »I skal ikke dræbe dem, som I har sluttet pagt med blandt dem, der sætter andre ved Guds side, Gud elsker de gudfrygtige.« Kapitel 8, vers 61: »Og hvis de hælder til fred, så skal I også. Sæt jeres lid til Gud! Han er Den Hørende og Den Vidende.« Måske har jeg gentaget det flere gange nu, men hvis nogen angriber en, så er det for de fleste mennesker en selvfølge, at man forsvarer sig selv. Her bliver det understreget, at hvis der er fred, så er der fred – punktum.

Kapitel 60, vers 8: »Gud forbyder jer ikke at være venlige og handle retfærdigt mod dem, der ikke bekæmper jer i religionen, og som ikke har fordrevet jer fra jeres boliger. Gud elsker dem, der handler retfærdigt.« Så vær venlig, lev fredeligt, og du skal handle retfærdigt, hvis du er muslim. Det er du forpligtet til.

Det med at tro på Gud er ikke noget arveligt. Det er heller ikke et påbud eller noget, der skal pålægges folk gennem restriktioner. Ingen skal tvinges til at tro på Gud. Tværtimod, troen er en fri, individuel vilje, der udspringer af ens person. Der er med andre ord trosfrihed i islam. Og det er ikke noget, jeg selv har opfundet. Det er det, der står i Koranen kapitel 18, vers 29: »Sig, sandheden kommer fra jeres Gud. Lad så blot, hvem der vil, tro, og hvem der vil, være vantro.«

Så man skal lade folk tro på det, de vil. Som muslim er jeg forpligtet til at omvende folk til islam, men hvis de ikke bliver overbevist, så må de tro på, hvad de vil. Og her følger jeg Koranen kapitel 2, vers 256: »Der er ingen tvang i religionen.« Og kapitel 109, vers 1, 2, 3, 4, 5 og 6. »I vantro! Jeg tilbeder ikke den, som I tilbeder, og I tilbeder ikke den, som jeg tilbeder. Jeg vil ikke tilbede den, som I tilbad, og I vil ikke tilbede den, som jeg tilbeder. I har jeres religion, og jeg har min.« Man tilbeder og tror på den religion, man vil – punktum.

I sidste ende er der også i Koranen kapitel 88, vers 22, 23 og 24: »Du har ingen magt over dem. Men den, der vender sig bort og er vantro, ham vil Gud straffe.« Så det er Gud, der straffer folk på Dommedag – ikke os mennesker, der skal dømme andre mennesker. Det burde enhver på kloden kunne forstå.

Jeg erkender til enhver tid, at der eksisterer mange tragedier og ulykkelige situationer forårsaget af muslimer, der fremkalder sorg, og dybe, vedvarende og smertelige følelser. Det er uacceptabelt på alle måder. Jeg anerkender, at mange af disse forfærdelige ting bliver begået af folk, der er muslimer – men ikke af islam.

Hvis der sker en hvidvaskningssag, der bliver udført af danskere, så er det umoralsk og urigtigt at sige, at danskerne hvidvasker hele tiden. Hvis Britta Nielsen svindler med millioner af kroner, så er det hende, der påtager sig ansvaret og bliver kaldt svindler, og ikke Danmark.

Vi har formentlig alle hørt om, hvad der skete i Marokko i december måned, hvor to kvinder blev halshugget. Det er en forfærdelig trist historie. Her var det endnu en gang islam og muslimer, der blev involveret i et bestialsk drab.

Muslimer, ja ethvert menneske med moral, vil utvetydigt tage afstand fra drabet på den danske og norske pige. Men her opstår der et problem: Hver gang der bliver begået en uacceptabel handling af en muslim, så bliver muslimerne bedt om at tage afstand fra det, ellers vil man give muslimerne skylden og ikke mindst islam.

Her vil jeg blot sige, at jeg og enhver rettroende muslim naturligvis tager afstand fra uacceptable handlinger, der bliver begået i islams navn. Men folk må forstå, at jeg ikke er forpligtet til at gå ud hver gang og tage afstand fra noget, der slet ikke vedrører mig eller andre muslimer.

Hvorfor skal man kun tænke på muslimer, når der sker drab rundtomkring i verden? Og hvorfor skal islamkritikere tage nogle vers ud af deres sammenhæng og ikke lægge fokus på de vers, der påbyder muslimer, at fred skal implementeres og opretholdes?

Kapitel 60 vers 8: »Gud forbyder jer ikke at være venlige og handle retfærdigt mod dem, der ikke bekæmper jer i religionen, og som ikke har fordrevet jer fra jeres boliger. Gud elsker dem, der handler retfærdigt.«

Hvis den såkaldt Islamiske Stat henretter og dræber folk, så er det ikke islam, der skal tillægges ansvaret. Selv om det er mit største ønske at kunne missionere alle mennesker over til islam, så er det folks frie valg. Hvis man ikke vil, så må man tro på, hvad man vil, punktum.

 

Læs også Klaus Wivels leder fra Weekendavisen #10, fredag 8. marts, om Islamisk Stats undergang: »Der Untergang«

Læs også Hanna Ziadehs kronik fra Weekendavisen #10, fredag 8. marts, om at vokse op som kvinde i islam: »Patriarkatets cement«