Kvindekamp. De fleste europæiske byer er omringet af et bælte af parallelsamfund, hvor piger vokser op i den tro, at det er deres skæbne at være manden underdanig.

Patriarkatets cement

Patriarkatets cement

Kvinder lever under umenneskelige vilkår i de mellemøstlige lande. Mine snart 30 års erfaring med at arbejde for at sprede menneskerettigheder og demokrati i Mellemøsten fortæller mig, at religionen islam udgør det cement, der holder det kvindefjendske hierarki i den arabiske verden sammen. Islam giver undertrykkelsen den nødvendige sammenhængskraft og legitimitet, selv i de undertrykte kvinders øjne.

Det er også, når undertrykkelsen foretages i islams navn, at vi, der nægter at se passivt til, bliver afvæbnet. En perfid hvisken hører jeg nu sige: »Du tager en mangfoldig, universel og tusindårig religion til indtægt for noget, den ikke opfordrer til, på samme måde som fundamentalister gør. De mener jo også, at islam er én veldefinerbar størrelse, som de pådutter andre.«

Denne hvisken er usand. For de arabiske og muslimske lande fastholder ikke passivt gamle undertrykkelsesmønstre eller ser bort fra deres internationale forpligtelse om ikke-diskrimination, om ligebehandling og bekæmpelse af vold mod kvinder. De er den eneste verdensdel, som direkte, aktivt modarbejder det internationale system. I islams navn arbejder de muslimske regeringer ihærdigt for at underminere de eksisterende menneskerettigheder ved at opstille et alternativt arabisk og islamisk menneskeretsligt system, som er baseret på islams lære og ikke på de internationale underskrevne, forhandlede og vedtagne konventioner og erklæringer.

Der findes ikke et eneste menneskeretsligt instrument, som ikke indeholder mindst et muslimsk forbehold, og talrige prydes af vigtige forbehold såsom hjørnestenen i beskyttelse af kvinderne fra vold og diskrimination, CEDAW, af 1979. Listen af forbehold og forbeholdne lande er stigende. For det meste er de muslimske, og de påberåbte forbehold bliver foretaget med henvisning til islam og dets lære.

Der er tale om en systematisk, bagstræberisk og undergravende virksomhed, som muslimske lande bedriver, grundigt opildnet af deres religiøse establishment, stammer og radikale »moderne« islamiske bevægelser, såsom det indflydelsesrige Muslimske Broderskab, med det erklærede formål at bekæmpe »de vestlige menneskerettigheder«. Kun den muslimske verden bestrider universalismen, der ligger til grund for det internationale menneskeretslige system, som resten af verden formelt accepterer, omend ikke altid udlever.

Kun muslimske lærde, organisationer, universiteter og politiske bevægelser bestrider åbent universalismen i de centrale menneskeretslige begreber – såsom trosfrihed, der også indebærer retten til ikke at tro og til at forlade sin gamle tro.

Vigtigst er de muslimske landes erklærede kamp mod ytringsfriheden. Efter Khomeinis Fatwa mod Salman Rushdie den 14. februar 1989 har de muslimske lande officielt anmodet om, at FN vedtager en international konvention til beskyttelse af religion, læs: islam. De muslimske lande, samlet i Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC), mener, at religionen skal vægtes højere end ytringsfrihed. Selv det vigtigste princip i menneskerettigheder, loven over alle love, der uden skyggen af tvivl slår fast, at alle mennesker (det vil sige mænd og kvinder) er født lige og har samme rettigheder forsøges at blive gradbøjet. Senest i det demokratiske Tunesien forsøgte Nationalforsamlingen i 2015, dengang med den moderate islamiske al-Nahda i spidsen, at vedtage i forfatningen, at kvinderne komplementerer mændene og dermed ikke er ligeværdige.

De fleste muslimske og arabiske lande gør deres menneskeretsfjendske bestræbelser til krav om forbehold på det internationale plan og til undertrykkende lov og praksisser på det nationale plan. De er gået videre med at udvikle særlige islamiske konventioner om menneskerettigheder. Den såkaldte Cairo-erklæring om menneskerettigheder i islam af 1990 udgør et alvorligt skridt tilbage for menneskeretslig beskyttelse, især i forhold til trosfrihed, der ikke accepteres, og for ytringsfriheden, der tøjles for religiøs følsomhed, og for kvinderne, der underlægges religionens love.

Bemærk, at på vores klode er det kun de arabiske og muslimske lande, der alene har dannet internationale organisationer baseret på religiøse og etniske tilhørsforhold. Den Arabiske Liga påkalder sig arabisk etnicitet, Den Islamiske Samarbejdsorganisation påkalder sig et religiøst fællesskab. Alle andre internationale organisationer under FN er baseret på geografisk eller politisk fundament.

Der er dette enestående fænomen, hvor en religiøst baseret undtagelsestilstand kræves anerkendt og respekteret af resten af verdenssamfundet, som gør den islamiske undtagelse den største udfordring mod menneskerettigheder, især ytringsfriheden, uden hvilken vi ikke kan fungere som selvstyrende samfund eller frittænkende individer. Det er en udfordring for ligheden mellem mænd og kvinder, uden hvilken vi vil forblive med at være delt i to: undertrykkende mandlige vogtere og undertrykte kvindelige undersåtter.

Det er denne vision af et delt verdenssamfund – mellem de rettroende og de forfejlede, vantro og vestliggjorte og mellem mænd skabt af guds billede og deres kvindelige påhæng – som udgør vor tids vigtigste politiske og menneskeretslige værdikamp.

Kan den kamp vindes? Ja, det kan den. Det forudsætter dog et moralsk opgør med en misvisende kulturrelativisme og den misbrugte politiske korrekthed. Når de muslimske lande vedbliver med at bruge den religiøse talisman for at afvæbne os, så er det, fordi vi står fortryllede, stive af angst over for dette tabu, over for den stigmatiserende beskyldning om racisme og islamofobi.

Den bedste måde at ophæve fortryllelsen på er ved at støtte, promovere og opildne, helt uforskammet, de undertrykte mænd og kvinder i de muslimske lande til at tilslutte sig resten af menneskeheden, som ligeværdige medmennesker og ikke som de frelste og udvalgte undersåtter af en almægtig gud, som de skal underkaste sig blindt og ukritisk livet igennem.

Hvor bedre at begynde end hjemme hos os selv i Danmark? For her i vores del af verden har feministerne og de, der påberåber sig retten til at tale kvindesagen, svigtet mest. De fleste europæiske byer er omringet af et bælte af parallelsamfund, hvor mellemøstlige samfund er transplanteret, og hvor piger vokser op til at tro, at deres skæbne er at være manden underdanig.

Engang, under det muslimske kalifat i 1800-tallet, opsøgte arabiske og muslimske mænd (og ganske få kvinder), der kom fra de fjerneste kroge, modernitetens og fremskridtets lys i Paris, London, Berlin og New York. Med sig tilbage tog de ideer, der fremprovokerede det, vi kalder al-nahda, renæssancen. Nu er der en omvendt eksport. De europæiske byer producerer nogle af de mest rabiate tilhængere af islamisk fundamentalisme, der den dag i dag kæmper til døden for Islamisk Stat i Syrien. Det må vi stoppe. Frygten for, at vores fordømmelse af undertrykkelse foretaget i islams navn misbruges som støtte og normalisering af højredrejet populisme, skal ikke hindre os i at gøre op med kvindeundertrykkelse foretaget i islams navn. Højrepopulismen skal tages alvorligt. Men ikke for at få os til at minimere og bagatellisere undertrykkelsen og dens religiøse grundlag. Tværtimod: Ved at tage kampen selv mod undertrykkelsen og den religiøse retfærdiggørelse.

Hverken min mor eller jeg kunne have forestillet os, at vi skulle opleve en tid, hvor pigebørn bliver solgt på åbent marked i Raqqa som sexslaver eller det, der på korrekt islamisk hedder milk al-yamin. Ikke i vores vildeste mareridt kunne vi have forestillet os, at anden- og tredjegenerationsarabere, der er født og opvokset i demokratiske samfund og med kendskab til menneskerettigheder, i stigende grad vender disse værdier ryggen og tager tilbage til forfædrenes lande for at støtte den mest rabiate barbarisme, menneskeheden har set siden Holocaust.

Ikke desto mindre er det det, der sker dagligt. Det sker delvis på grund af vores frygt og bæven og manglende mod til at stå ved vores afprøvede værdier. Vi kan vinde kvinde- og menneskerettighedskampen, men kun hvis vi formår at slå fast én gang for alle, at det er ligegyldigt, hvor gammel en skik er, hvor hellig en religiøs lov er, eller hvor stor en gud er. Hvis det misbruges for at undergrave vores mest fundamentale værdier af alle, ligheden mellem kvinder og mænd, så skal de bekæmpes – og det skal vi have mod til at gøre, også når det sker i islams navn.

Side 15