Leder

Der Untergang

ISLAMISK Stat har intet at gøre med islam, lød det fra mange politiske ledere i den vestlige verden for nogle år siden. Det er et udsagn, der er værd at kaste lys over i disse dage, efter at bevægelsen endelig er ved at være nedkæmpet i det sydøstlige Syrien – i hvert tilfælde som en territorialmagt. For var det forståeligt, at benægtelsen ofte nød fremme i de højeste politiske cirkler, hver gang et terrorangreb havde ramt europæiske og amerikanske byer, er det mindre sikkert, om den var sand. Hvad er det, vi i virkeligheden har været vidne til? Var det blot en monstrøs vildfarelse, et fantom, der opstod ud af intet og holdt i over fem år? Eller var der noget andet på spil: en giftig plante, der voksede op af velnæret jord? Når bevægelsens ideologiske og religiøse baggrund er nødvendig at se på, skyldes det, at Islamisk Stat er den værste og mest brutale organisation, verden har set i årtier. Den har begået etnisk udrensning af yazidier og kristne, den har holdt sexslaver, den har myrdet homoseksuelle ved at kaste dem ud fra høje bygninger, den har udøvet forfærdelige terrorangreb i både Mellemøsten og den vestlige verden, den har udstillet sine henrettelser af journalister, nødhjælpsarbejdere og andre gennem videooptagelser, og den efterlader et spor af død og ødelæggelse i det område på over to gange Danmarks størrelse, som bevægelsen kortvarigt besad. Vi må vide, om det åndelige klima, som har fostret Islamisk Stat, kan fostre andre forbryderorganisationer af samme religiøse støbning i fremtiden.

STAT, nation eller kalifat? Islamisk Stat var alle tre dele. Den havde voldsmonopolet, kaliffen al-Baghdadi forlangte trofasthed af muslimer på hele kloden, og den var en politisk enhed, der påstod at basere sig på profeten Muhammeds styre. Den hævdede således at have patent på den rette muslimske lære og kaldte alle, der trådte ved siden af, for vantro og dødsdømte dem. Islamisk Stat fik på ingen tid erobret territorier nok til at etablere en islamisk utopi, der trak i proselytter overalt. Bevægelsen har af samme grund hensat vestlige lande i et utåleligt konfliktforhold med deres egen muslimske befolkning, fordi adskillige tusinde besluttede at rejse til Syrien og Irak for at kæmpe for disse folkemordere eller rettede bomber og våben mod borgere i deres hjemlande. Vi ved, at de syrienskrigere, der rejste afsted fra Danmark, var ansporet af herboende imamer. Islamisk Stat skabte også en krise i Mellemøsten, og det har krævet både kurdiske, irakiske, syriske og iranske styrker at få knust bevægelsen. I den forstand har Islamisk Stat medført en muslimsk borgerkrig, som dels har handlet om landområder, dels om hvem der kan tale på islams vegne. Alligevel er der grund til at frygte, at krisen i den muslimske verden ikke stikker dybt nok. Vil nederlaget føre til et opgør med de religiøse ideer, som gav åndelig næring til Islamisk Stat?

ER det næsten kættersk at antyde en sammenhæng mellem Islamisk Stat og islam, har det rod i det velmenende hensyn, at vi ikke ønsker at stifte ufred med lande og befolkninger, som i forvejen er genstand for massiv kritik, og som ikke kunne drømme om at tilslutte sig Islamisk Stat. Det er nok også årsagen til, at så mange mellemøst- og islamforskere har været forsigtige med at påpege forbindelsen. Det forklarer ligeledes, hvorfor den amerikanske præsident Barack Obama i Islamisk Stats første år gjorde sig betydelige anstrengelser for ikke at nævne ordet »islamisk« oven på de talrige terrorangreb, der fandt sted på den tid. Han ønskede heller ikke at sige »radikal islam« eller andet med tilknytning til den muslimske begrebsverden. Angrebene blev blot benævnt »had«, som kunne det være hvem som helst, der stod bag. Begrundelsen var, at han ikke ønskede at skubbe flertallet af fredsommelige og velintegrerede muslimer fra sig. Det var en sympatisk tanke, men den afspejlede også en mangel på vilje til at tage fat ved nældens rod – de ideer, jihadismen baserer sig på. De var hverken nye eller selvopfundne. Det er den barske erkendelse i disse år: Skønt bevægelsen tiltrak psykopater, kriminelle og voldsmænd fra hele kloden, kunne Islamisk Stat henvise til muslimske skrifter, når de begik overgreb. Der bør ikke herske tvivl om, at Islamisk Stat var islamismens naturlige endestation. Nu ved vi, hvad statsdannelse baseret på islam fører til.

ISLAMISMENS styrke er, at den har formået at tappe af den tilstand af fremmedgørelse og raseri, millioner af muslimer i årtier har befundet sig i. Bevægelsen opstod i årene efter Første Verdenskrig og Det Osmanniske Riges fald. Idealet har været at genskabe den muslimske verdens fordums styrke og var et opgør med, hvad mange så som en sekularisering af Mellemøsten. Hvad der har ansporet vreden og givet islamismen et grundlag at rekruttere på, har været alt fra den seksuelle frigørelse og kvindernes ligestilling i Vesten til Israels oprettelse og kontinuerlige tilstedeværelse i den arabiske verden, til moderne litteratur, dans og musik og til retten til islamkritik og religionsforhånelse. De islamistiske bevægelser har antaget mange former, dels den shiamuslimske, som har udmøntet sig i det teokratiske diktatur i Iran, og dels de sunnimuslimske, hvis to stærkeste strømninger er Det Muslimske Broderskab fra Egypten og salafismen fra Saudi-Arabien. De har forskellige metoder og udtryk, men det gælder for samtlige knopskydninger, at de ønsker at skabe en stat baseret på sharialoven. Alt det står ikke i kontrast til, at stort set alle muslimer foragter Islamisk Stat. Men det betyder, at islamistiske imamer må fratages den bogstavtro fortolkningsret, som er blevet mainstream i brede kredse. Der er dele af islam, muslimer bliver nødt til at gøre op med – eller gemme langt væk, ligesom kristne og jøder har gjort med de blodige dele af deres tro. At de fravalg og accentueringer foregår blandt muslimer i Vesten, er der gode eksempler på – danske Sherin Khankan og hendes kvindemoské i København og britiske Maajid Nawaz og hans anti-radikaliseringsinstitut Quilliam er værd at pege på. Islamisternes greb om den muslimske verden er ingen naturlov. En betydelig mere liberal stemning herskede for blot få årtier siden. Det kan ske igen.

SANDE udtryk for et ideologisk tankesæt findes ikke. Islam fortolkes af dem, der ønsker at implementere de 1400 år gamle ideer i nutidig form – den rene lære kan aldrig undfanges. Det samme gjaldt kommunismen, som mange på den yderste venstrefløj forsøgte at holde på afstand af de lande, som hævdede at basere sig på dette tankesæt. De havde ikke indført ægte kommunisme, lød det. Den indvending holdt, lige indtil Sovjetunionen brød sammen. Nu er debatten forstummet. Men mange politiske ledere og meningsmagere gjorde sig under Den Kolde Krig den anstrengelse at blotlægge totalitarismen i den kommunistiske idé og pege på dens mange millioner af ofre. Det samme må vi gøre med politiseret islam. Det skylder vi dens talløse ofre, men vi skal også gøre det for vores egen skyld. Undladelsen har haft politiske følger i Vesten. Hillary Clinton udtrykte eksempelvis stort set de samme sproglige undvigemanøvrer som Obama, hvilket var en af grundene til, Trump vandt præsidentvalget. Hykleriet blev for tykt. Amerikanerne foretrak en mand, der på trods af at være gennemført anløben sagde tingene lige ud.

UDTRYK som totalitarisme skal bruges varsomt, men når det gælder en ideologi som islamismen, er det velanbragt. Her ses et system, der vil kontrollere ethvert aspekt af den menneskelige tilværelse, selv kærlighedslivet, uanset om islamismen sniger sig ind i sin mere bløde, demokratiske form, som vi så med Det Muslimske Broderskab i Egypten, eller buser brutalt frem som det salafistiske Islamisk Stat. Søger man ind til kernen af den muslimske totalitarisme, er det selve grundtanken om, at enhver, der vil forlade islam, i princippet skal lide døden. Her er den første idé, muslimer bliver nødt til at forkaste, hvis det vil leve i samklang med andre kulturer. Så længe det ikke sker, vil Islamisk Stat og lignende barbariske bevægelser blive ved med at opstå.

 

Læs også artiklen om en 30-årig dansk statsborger, som giftede sig med en formodet dansk topterrorist. Weekendavisen har mødt den højgravide kvinde i en syrisk fangelejr: »Dagen derpå«