Paria. En 30-årig dansk statsborger giftede sig med en formodet dansk topterrorist. Weekendavisen møder den højgravide kvinde i en syrisk fangelejr. Vil hun hjem til Danmark?

Dagen derpå

ROJAVA, SYRIEN – Hendes mave buler ud under de lange mørke klæder. I hijabbens åbning toner et blegt, rundt ansigt med fine træk frem. Den 30-årige dansk-marokkaner er ni måneder henne. Hun holder sin knap halvandet år gamle søn i hånden og tager plads i en sofa i en vinduesløs trailer.

Hendes øjne er blide. Det er vanskeligt at forestille sig, at denne dansker boede fire år i Islamisk Stat, før hun for fire måneder siden blev fanget og spærret inde her i den kurdiske fange­lejr i det nord­østlige Syrien. Vanskeligere endnu er det at begribe, at hun har været gift med en dansk mand, der begik sig i Islamisk Stats inderste magtcirkler.