Sæsonsyge. Forskere kan ikke finde en sammenhæng mellem depression på den ene hånd og årstidernes skiften på den anden. Betyder det, at vinterdepression slet ikke findes?

Formørkede sind

På en kold, mørk og smattet dag i januar kan det være svært at finde perlehumøret frem. Vi taler ligefrem om, at nogle rammes af en vinterdepression, når dagene i disse måneder bliver kortere og dagslyset mindre.

Idéen om en forbindelse mellem humør og årstider har eksisteret siden Antikken, men fik fornyet luft, da forskere for 30 år siden pegede på et fænomen, de kaldte »sæsonafhængig stemningsforstyrrelse«. I offentligheden omtales lidelsen gerne som vinterdepression, mens man i forskningen bruger den engelske forkortelse SAD.

Symptomerne lignede de traditionelle depressionssymptomer, men vinterdepressionsramte var, modsat andre depressive, ikke mindre, men mere trætte og sultne. Det vigtigste kendetegn var imidlertid, at folk med lidelsen fik det dårligere, når året gik mod mørkere tider, eller de rejste nordpå, hvor de lyse timer om vinteren er færre. Derfor var kortere dagslængde og et svindende antal solskinstimer ifølge forskerne de mest lovende forklaringer på fænomenet.

Siden har forestillingen om vinterdepression og lysets betydning for vores humør rodfæstet sig i vores kollektive bevidsthed, og SAD blev en del af diagnosemanualerne som en underart af den traditionelle depressionsdiagnose.

Ikke alle forskere er imidlertid overbevist om diagnosens gyldighed. Allerede i 2008 pegede forskere på, at man blandt nordnorske psykiatere ikke så flere depressioner om vinteren end resten af året. Hvorfor var fænomenet blevet observeret i Washington, der lå på samme breddegrad som Rom, men ikke i den nordnorske polarnat? spurgte forskerne dengang.

De seneste år er kritikken særligt kommet fra psykologiprofessor Steven Lobello og hans kolleger fra Auburn University at Montgomery i USA. Deres skepsis tog fart, da de søgte efter vinterdepressionerne i et stort amerikansk datasæt med mere end 200.000 personer. I 2016 publicerede de resultatet af deres analyse og konkluderede, at de ikke fandt nogen sammenhæng mellem symptomer på moderat til svær depression og årstider, breddegrader eller solskinstimer, og at idéen om en sæsonafhængig depressionslidelse ikke var understøttet af data. Nu er forskerne klar med endnu et studie, som heller ikke finder en sammenhæng mellem graden af symptomer hos folk med mildere former for depression og årstidernes skiften:

»Vi spurgte os selv, hvorfor vi ikke kunne finde det her fænomen, som alle andre sagde eksisterede. Derfor begyndte vi at kigge nærmere på forskningen og opdagede, at det empiriske fundament for lidelsen måske ikke var så stærkt, som vi havde troet,« siger Lobello.

»Mange af studierne blev godt nok publiceret i gode tidsskrifter, men når man kiggede nærmere på dem, kunne man se, at de ofte undersøgte spørgsmålet ved bare at bede folk genkalde sig, hvorvidt de tidligere havde været deprimerede på særlige tidspunkter af året.«

Menneskets hukommelse er notorisk fejlbarlig. Vi husker ikke bare forkert, men er også tilbøjelige til at justere vores minder, så de giver mening for os. Det kan ifølge Steven Lobello være et særligt problem i forhold til vinterdepression:

»Der er den her forestilling i den vestlige kultur om, at vores humør bliver påvirket, når sollyset forsvinder. Den fortælling bliver bekræftet hver eneste år, når medierne bringer historier om vinterdepression, og hvordan man håndterer det,« siger Steven Lobello.

»Når man så spørger folk, om de bliver deprimeret om vinteren, er det sandsynligt, at de vil være mere tilbøjelige til at sige ja, end de er på andre tidspunkter på året, og jeg tror, at det er den effekt, man har fanget i mange af de tidligere studier.«

Folk i deres datasæt har svaret på spørgsmålene om depression midt i en lang række spørgsmål om andre emner. De har derfor ikke vidst, at deres svar en dag ville blive brugt til at undersøge vinterdepression, og det gør ifølge Lobello studiets estimat særlig troværdigt.

Ikke alle er imidlertid enige. Studierne har affødt reaktioner fra nogle af verdens førende forskere i vinterdepression, der fremhæver, at Lobello og kollegernes studier slet ikke kan afgøre, om vinterdepression eksisterer eller ej:

»Jeg har kolleger, der forsker i SAD, som bliver fortørnede over, at nogen overhovedet kan stille spørgsmålstegn ved lidelsens eksistens, men det generer ikke mig. Det er bestemt et videnskabeligt spørgsmål, som skal besvares med data. Problemet er bare, at Lobellos studie ikke har de rigtige data til at svare på spørgsmålet,« forklarer en af Lobellos kritikere, psykologiprofessor Michael Young, der er leder af Institut for psykologi ved Lewis College of Human Sciences ved Illinois Institute of Technology.

Young anerkender Lobellos bekymring om de retrospektive selvrapporteringer som en relevant anke, men mener bare ikke, at det beviser, at SAD er en illusion. Lidelsens eksistens kan ifølge kritikerne ikke afgøres ved at se på fordelingen af depressionsdiagnoser over året. Ifølge Young er hele pointen med diagnosen at rumme en specifik gruppe mennesker, der har symptomer på særlige tidspunkter af året, men er symptomfri på andre årstider. Derfor er man nødt til at undersøge de samme mennesker gentagende gange over en længere periode, i stedet for bare at kontakte forskellige mennesker på tilfældige tidspunkter af året og se på forskelle i forekomsten.

Lobello mener imidlertid, at vinterdepression burde slå ud som en særlig høj forekomst af depression om vinteren:

»Hvis vi antager, at der generelt er en rimelig stabil forekomst af depressive symptomer i befolkningen, men at der opstår en masse nye tilfælde om vinteren, fordi solen mere eller mindre forsvinder, så mener jeg, at vi burde kunne se det i et studie som vores, hvor man ser på forandringer i forekomsten på tværs af året. Når man for eksempel overvåger en sygdom som influenza, følger man jo heller ikke de samme folk over tid, men tager en stikprøve hver uge for at se, om forekomsten ændrer sig.«

Selv de få undersøgelser, der følger de samme personer over tid, viser imidlertid blandede resultater. Men hvad med de psykologer og psykiatere, der møder de ramte i klinikkerne?

Den danske psykolog Liv Vadskjær Hjordt, der i 2018 forsvarede sin ph.d.-afhandling om SAD-patienters kognitive egenskaber og personlighedstræk, er grundlæggende enig i, at vinterdepressionsdiagnosens validitet skal underbygges med data, men mener desuden, at konkrete erfaringer med de vinterdepressive patienter er et vigtigt argument for lidelsens eksistens. I store befolkningsundersøgelser bruger man relativt overfladiske screeningsredskaber, mens man i klinikkerne og i mindre studier kan lave grundige interviews og følge patienter over længere tid:

»Diskussionen om vinterdepressions-diagnosens eksistens er meget ofte af metodisk karakter, men når man som kliniker møder de her patienter og hører deres historie, giver diagnosen utroligt god mening,« siger Liv Vadskjær Hjordt, der kombinerer forskning i SAD ved Rigshospitalet med klinisk arbejde.

»Jeg er ikke stødt på nogen psykologer eller psykiatere, der ikke nikker genkendende til vinterdepression. Når jeg talte med patienter med vinterdepression i mit studie, kom de begejstrede ind om sommeren, og når vi så talte sammen om efteråret eller vinteren, var de helt forandrede. De havde det virkelig dårligt,« siger hun.

Det er imidlertid ikke bare Lobellos studie, der søger forgæves efter en sammenhæng mellem depression og breddegrad, og studier viser også, at kognitiv adfærdsterapi ofte virker lige så godt mod lidelsen som lysbehandlingen. Det udfordrer forestillingen om, at sollyset er den afgørende årsag til lidelsen:

»En af grundene til, at man tænkte, at det havde noget med lys at gøre, var, at det udviklede sig om vinteren, og at lysterapi lod til at virke som behandling. Lys spiller en rolle i udviklingen af vinterdepression, men vi ved også fra forskningen, at det ikke kan være den eneste årsag, når vi for eksempel ser, at folk ikke nødvendigvis bliver mere deprimerede, jo mere nordpå man kommer,« siger Liv Vadskjær Hjordt.

Når nogle udvikler vinterdepression, kan det ifølge Liv Vadskjær Hjordt måske også skyldes deres genetik:

»Et studie af folk på Island har vist, at tilflyttere oftere udviser tendenser til vinterdepression end de indfødte islændinge, og det kunne antyde, at lidelsen ikke kun udvikles på grund af noget i miljøet, men at også folks gener for eksempel spiller en rolle for, om symptomer kommer til udtryk. Sandheden er, at vi i virkeligheden ikke kender den præcise årsag til udviklingen af vinterdepression, men som Michael Young også har fremhævet, er det jo ikke en grund til at sige, at lidelsen ikke har en eksistensberettigelse og skal aflives.«