LEDER

De næste to år

DEMOKRATERNES sejr i Kongressens ene kammer var vigtig på en lidt omvendt måde. Var det ikke lykkedes at tippe flertallet i Repræsentanternes Hus, ville præsident Trump have fået et endnu stærkere mandat til sin krig mod de demokratiske institutioner, de frie medier og den grundlæggende retssikkerhed. Nu har han ikke længere flertal i alle tre magtcentre. Et stille pyha er på sin plads.

SEJR for oppositionspartiet i et midtvejsvalg er dog helt selvfølgeligt, og det ville have været en katastrofe, hvis Demokraterne havde tabt. Stemmetallene viser da også en temmelig stor demokratisk bølge, anført af især kvindelige vælgere i og omkring de store byer, som tydeligvis har fået nok af præsidenten. Det var lige præcis dén reaktion, Hillary Clinton allerede håbede på for to år siden, men den er så kommet nu. Selv konservative kvinder har vendt sig mod Trump.

PÅ den anden side vil det være en alvorlig fejl, hvis Demokraterne læser resultatet som en sejr for Trump-had kombineret med demografiske faktorer. Tilliden til, at demografien gør arbejdet for partiet – med en stadig større koalition af kvinder, latinoer, højtuddannede storby-vælgere og andre relativt progressive amerikanere – var netop Hillary Clintons helt store dumhed. Hun holdt sig til en stædig forestilling om, at Demokraterne kan køre helt uden om den hvide, især mandlige, arbejderklasse – for de har jo ikke andre steder at gå hen, som hendes mand Bill Clinton sagde det. Og Hillary talte tilmed ned til dem i valgkampen.

VEJEN mod præsidentvalget om to år er ikke blevet mindre stejl for Demokraterne. Donald Trump står stærkt i de stater, der vil afgøre valget, særligt Florida og Ohio, hvor hans valgsejr i 2016 nu har vist sig ikke blot at være en parentes. Demokraternes strategi – at være ren anti-Trump – har mobiliseret vælgere på deres egen fløj, men gør jo det samme hos modstanderne. At gøre opmærksom på Trumps sørgelige karakter overbeviser stadig ikke hans tilhængere, som ser noget helt andet: en usvækket vrede mod de etablerede institutioner, der i årtier har forrådt dem.

MOD Demokraternes håb om at genvinde magten taler, at de stadig ikke har forstået, hvad fænomenet Donald Trump handler om. Jo, de stillede flere krigsveteraner op til tirsdagens valg i håb om at appellere til andre end progressive collegestuderende. Men de synes stadig at tro, at det er Trumps mani­pulation og løgne, konservative medier godt hjulpet af Rusland, der skaffede ham til magten. Ikke et egentligt fravalg af Demokraternes politik og kandidater. De forestiller sig, at noget i de verserende undersøgelser mod Trump vil ende med at fælde ham. Men det er mere håb end forstand.

NÆSTE valgkamp, som allerede er i gang, risikerer at komme til at handle om det samme som i tirsdags – og som valget for to år siden. Ved at fokusere så meget på Trumps elendigheder retter hans modstandere opmærksomheden mod dét, han kan, nemlig at udtrykke stærk mistro mod alle andres evne til at gøre noget alvorligt ved de problemer, der bare har vokset sig større og større. Manglende investeringer i folkeskolerne, som mange steder er ved at forvitre helt. Et uddannelsessystem, hvor omkostningerne nu er så høje, at selv velbetalte middelklassefamilier må gældsætte sig voldsomt for at sende deres børn på universitetet. En infrastruktur, som får USA til at ligne et tredjeverdensland. Og en virkelighed, hvor den gennemsnitlige realløn har samme købekraft som for 40 år siden, mens en tredjedel af hele arbejdsstyrken tjener under 12 dollar i timen. Og – ikke mindst – den såkaldte opioidepidemi, hvor hundredtusinder allerede har slået sig selv ihjel med morfin og anden medicin.

NEDERLAG om to år venter, hvis Demokraterne ikke hurtigt rykker sig. Det er ikke nok med en præsidentkandidat, som f.eks. den karismatiske texaner Beto O’Rourke. For det viste sig jo, at de hvide arbejdere faktisk havde et andet sted at gå hen – til Donald Trump. Her må Demokraterne komme med et klart bud på, hvordan de vil genrejse den amerikanske drøm: en ordentlig mindsteløn, enorme investeringer i uddannelsessektoren og udbygning af infrastrukturen. Og allervigtigst: komme med kreative, aggressive (måske endda populistiske) bud på, hvordan kernen i den amerikanske selvforståelse – social mobilitet og velstand for alle dele af samfundet – kan vækkes til live i virkeligheden. Der er meget på spil. Alternativet er seks år til med præsident Trump og den varige skade, han dermed vil påføre sit land – og resten af verden.

 

Læs også Niklas Hessels artikel »Amerikas uforenelige stater«

Læs også denne uges kronik »Licensbetalt holdningspåvirkning«