Kronik. DRs dækning af USA er politisk farvet og styret af opposition til Trump.

Licensbetalt holdnings­påvirkning

Hvis man kun forlader sig på DRs USA-dækning, vil Donald Trumps præsidentskab fremstå ubegribeligt: som en forbitret ventetid, indtil han enten bliver afsat, eller hans præsidentskab udløber. Endnu værre, hvis han bliver genvalgt i 2020, vil DRs seere være fuldstændig tabt. Det må være russisk indblanding, storkapitalens magt, frygt for fremtiden eller udslag af, at hvide amerikanere er racister og fremmedhadere. DRs fremstillinger af Trumps præsidentskab er mange og kringlede, men undviger den mest åbenlyse: at i den givne kontekst var Trump for mange et rationelt valg, samtidig med at Hillary Clinton var en af de mest kompromitterede præsidentkandidater i nyere historie.

Efter at have boet i USA og fulgt amerikansk politik i årevis bliver jeg harm over DRs USA-dækning. Den er selv kernen af problemet: frem for at tilvejebringe forståelse hviler den på en systematisk fordrejning af virkeligheden og bidrager kun til at promovere had mod Trumps vælgere og i sidste ende distance til USA. Ved at påtvinge danskerne en stillingtagen mod Trump afslører DR (endnu en gang) sin hang til venstrefløjspolitik og holdningspåvirkning. Fremfor at levere seriøs og uafhængig journalistik fungerer DRs dækning som et filter, hvor Trumps problemer styrer nyhedsvalget, og hans inden- og udenrigspolitiske sejre forbigås, og hvor historien er dresseret til at udelukke enhver sympati. Den minder mig om autoritære medier som Kinas CCTV, der både indholds- og holdningsstyrer enhver nyhedsformidling, så den understøtter statens propaganda.

Værst er det med DRs nuværende USA-korrespondent Steffen Kretz, der forekommer at være fuldstændig i lommen på CNN og New York Times. Manden griber ethvert strå og fletter det ind i en historie om Trumps snarlige fald eller rigsretssag. Med reportager og holdninger hentet direkte fra de liberale medier ser alt sort ud for Trump. Som når Kretz tolker Trumps konflikter med konservative som Steven Bannon og Ted Cruz, eller med dele af amerikansk erhvervsliv såsom Ford, Harley Davidson og Amazon, som dominobrikker i Trumps snarlige fald. Andre reportager er groteske: som da en lille gruppe nynazister i foråret samledes i Georgia, tolkedes det som at nynazisterne rører på sig under dække af Trumps præsidentskab. Hvorimod moddemonstrationen bestående af hundredvis af medlemmer af Antifa, en af de mest intolerante bevægelser i USA, som har stået for stribevis af voldelige og hadefulde demonstrationer mod unge konservative og blokeret deres adgang til universiteter, forbigås. Eller efter at FBI blev sat til at undersøge beskyldningerne mod højesteretsdommer Brett Kavanaugh, hvor Kretz glemmer at gengive resultatet af undersøgelsen og i stedet fokuserer på »højredrejningen« af højesteret. Senest tolker Kretz det saudiske mord på journalisten Khashoggi som en »tikkende bombe under Trump«. Steffen Kretz er selv indbegrebet af det, som Trump benævner fake news: politisk motiveret og entydigt fordrejet nyhedsdækning.

Til gengæld var det forfriskende, da (fru) Lillian Kretz rapporterede fra en sydstatsfamilie under Oscar 2018-nomineringens forudsigelige udfald mod Trump. Hun viste, hvordan Trumps vælgere rent ud sagt føler sig pisset i øjet, hver gang de åbner for de liberale kanaler, hvor amerikansk kulturliv og venstrefløj konkurrerer i bestialske udfald mod præsidenten, og hvor Hollywood-stjerner, tv-værter, komikere og kulturpersoner konstant skal delagtiggøre seerne i deres allergisk-hysteriske reaktioner på tingenes tilstand. Som europæer er det skræmmende at opleve – mest fordi det forekommer at være angreb på selve den demokratiske proces.

DR lægger sig generelt tæt op ad CNN og New York Times, men virker til at glemme, at disse er kommercielle medier, der har gjort anti-Trump til en forretningsstrategi. Specielt har New York Times i sin kamp for overlevelse i de nye mediers tidsalder gjort anti-Trump til et redskab til at tiltrække nye abonnenter, nye digitale fora og internet-clicks. Men i samme ombæring er avisen gået på kompromis med både sit renommé og sin troværdighed og publicerer nu artikler og ledere, som den aldrig tidligere ville have rørt – som den anonyme kronikør, der i september i år kaldte til oprør mod Trump, angiveligt skrevet af en højerestående embedsmand i hans administration, eller avisledere, der åbenlyst underspiller Trumps internationale inflydelse, såsom ved hans rundrejse i Asien i september 2017, hvor de beskrev hans rejse som betydningsløs. DR følger trop med sin selvkommercialisering i jagten på seere, clicks og fængende journalistisk. Forskellen er bare, at DR er licensbetalt og tillige under politisk pres for at koncentrere sig om sine kerneopgaver.

Andre dele af DRs USA-dækning gør ringe forskel: Jersilds hylekor med dets halve fortællinger og utilbørlige sprogbrug, Kim Bildsøe Lassens medfølende interview med Hillary Clinton og dokumentarserien om New York Times, der efter selv at have ført an i kampagnen mod Trump nu promoverer et budskab om, at »Trump fører krig mod de frie medier«. Alle gengiver de myter, som er skabt af liberal-demokratiske politiske kræfter i en indenrigspolitisk kamp, og som ofte har karakter af politisk teater. Ligeledes, hvor DR omtaler autoritære ledere som Putin, Erdogan og Khamenei i neutrale termer, og Kinas nye diktator Xi Jinping nærmest behandles med ærefrygt, bruges de mest beskidte termer om en demokratisk valgt Trump. I særdeleshed har »Jersild om Trump« været forum for brug af termer som »mental uligevægtig«, »utilregnelig«, »løgner«, »tosset« og så videre. Men mønstret er desværre velkendt i DR, hvor Dansk Folkeparti tidligere har været dømt fredløse blandt radio og tv-værter.

DRs journalistik hviler på en række myter om det amerikanske samfund, som særligt trives på venstrefløjen. Myter om, at Republikanerne repræsenterer kapitalinteresser og derfor er utroværdige; at CNN og New York Times er neutrale og upartiske medier, hvorimod Fox News tilhører det yderste højre; at amerikansk politik generelt ligger langt til højre for dansk og europæisk politik, og at vi derfor er mere på bølgelængde med Demokraterne; og helt grundlæggende, at det demokratiske parti i USA repræsenterer almene samfundsinteresser frem for særinteresser.

Sådan ser virkeligheden ikke ud. Ved sidste præsidentvalg indsamlede Demokraterne langt større midler end Republikanerne, og stigende andele af amerikansk kapital er demokratisk orienteret. Desuden er der sket en markant venstredrejning af det demokratiske parti, med eksponenter som Bernie Sanders, Elizabeth Warren, Maxine Waters, Californiens guvernør Jerry Brown og så videre, og som giver sig udslag i politiske paroler som borgerløn, åbne grænser (»abolish ICE«) og sanctuary cities. Helt centralt står »identity politics«, der ved at understøtte de mest partikulære og narcissistiske interesser er blevet et mareridt både for amerikansk politik og for Demokraterne selv, og som i sin bejlen til diverse minoriteter er endt som en udfordring af selve retsstaten. Der advokeres eksempelvis for »sanctuary cities«, hvor der blokeres for samarbejde med de føderale immigrationsmyndigheder (ICE), og man støtter Californiens forbud mod, at politiet spørger om folks statsborgerskab og immigrationsstatus. På mediefronten viser en analyse af konsulentbureauet Brand Keys, at det ikke er CNN eller New York Times, der repræsenterer midten, men snarere Fox News. Faktisk er Fox News ifølge undersøgelsen nu den amerikanske nyhedskanal, der nyder størst troværdighed (efter engelske BBC). Det er DR selv, der har bevæget sig ud på et sidespor i forhold til den amerikanske mainstream.

Det er desuden lidt morsomt, at venstrefløjen nu pludselig har allieret sig med New York Times, der tidligere blev set som borgerlig og reaktionær. Ligeledes Trumps kritik af Hollywoods fordummende glansbilleder og hykleriske personligheder, af internationale frihandelsaftaler, af Washingtons korruption og deep state-metoder, af elitens arrogance og mangel på indlevelse i almindelige lønmodtageres og arbejdsløses forhold, af militære interventioner i fremmede lande – er alt sammen som taget ud af venstrefløjens kritik af det borgerligt-konservative samfund for årtier siden. Tilmed er Trump gået i clinch med selve storkapitalen og har angrebet en række gigantvirksomheder for at agere i strid med samfundsmæssige interesser.

Sidst men ikke mindst forbigår DR, at den liberal-demokratiske storm mod Trump i sig selv indeholder en autoritær og intolerant strømning, der i stigende grad anvender anarkistiske metoder i den politiske kamp. Vi har i det seneste år været vidne til, hvordan demokratiske kulturpersoner og politikere, Hillary Clinton inklusive, opfordrer til at anvende udenomsparlamentariske metoder i kampen mod Trump, såsom udpegninger, udsmidninger, konfrontationer og direkte angreb på konservative politikere og intellektuelle i det offentlige rum. Sarah Sanders er således den første talsmand for det Hvide Hus, der må leve under politibeskyttelse.

DR må seriøst overveje, om deres USA-dækning lever op til de journalistiske forventninger til et statsligt, licensbetalt medie i et demokratisk samfund. Kort sagt, fri os fra politiseret journalistik og giv os USA-korrespondenter, der interesserer sig for det amerikanske samfund i sin helhed, og som magter at se amerikansk politik i et større, globalt perspektiv.

Ole Bruun er antropolog og har boet i en række forskellige lande, deriblandt USA og Kina.

 

Læs også Martin Krasniks leder fra »De næste to år«

Læs også Niklas Hessels artikel »Amerikas uforenelige stater«