AUSTIN – Det begynder med en bøn. Så sværger de fremmødte troskab over for USA, med hånden på hjertet og ansigtet vendt mod det amerikanske flag. Til sidst vender de sig mod The Lone Star Flag og sværger troskab over for Texas – »én stat under Gud, én og udelelig« – og runder af med et raskt »yee-haw!«.
Vi er på Big Daddy’s burgerrestaurant, hvor omkring 30 republikanske aktivister, partirepræsentanter og vælgere er mødt op for at snakke om det snarlige midtvejsvalg den 6. november.
Mærkesagerne og bekymringerne er, som man kunne forvente blandt konservative på disse kanter. Amy, en frisk, hjemmegående mor iført rød kjole, en halskæde af patroner og et badge med teksten »Skydevåben dræber ikke folk … det gør abortklinikker«, kerer sig stærkt om ufødtes rettigheder. Pensionisten Tim ønsker mindre statslig regulering og ordentlig kontrol med illegal indvandring. Og for Rachel, en fløjtenist med camouflagemønstret »Make America Great Again«-kasket, handler valget især om »at bevare Texas, som det er«.
Forsvaret for det velkendte, grundkonservative Texas er også mere end noget andet temaet, som gennemsyrer Ted Cruz’ kampagne, og skal man tro senatoren fra Houston, er det nødvendigt med et bolværk. For hans modstander Beto O’Rourke, den 45-årige politiker fra El Paso, der på rekordtid har opnået demokratisk stjernestatus med sin drengede charme og angivelige Kennedy-lighed, forsøger med hjælp udefra at pådutte texanerne ideer, der er dybt fremmede for staten.
»De vil have, at vi skal være præcis ligesom Californien,« sagde Cruz i sidste måned om Demokraternes planer, »helt ned til tofu og silicium og farvet hår«.
Budskabet er også blevet udpenslet i en corny countrysang, som Cruz-kampagnen har udbredt via statens radiostationer: Beto vil have åbne grænser og »tage vores skydevåben«, fortæller sangeren, som imidlertid konkluderer: »If you’re gonna run in Texas, you can’t be a liberal man«.
Tankegangen har i det mindste statistikken med sig: Texas har ikke sendt en demokratisk senator til Washington i 25 år og ikke valgt en demokrat til noget embede, som omfatter hele staten, siden 1994. Republikanerne sidder tungt på den lovgivende forsamling og tegner sig aktuelt for 25 af statens 36 sæder i Repræsentanternes Hus.
Texas har også udklækket stribevis af konservative profiler, flere med landspolitisk gennemslagskraft såsom Cruz selv. Tea Party-senatoren, der blev valgt i 2012, var med til at lukke den føderale stat ned i 16 dage i et oprør mod Obamacare og kunne være blevet republikansk præsidentkandidat i 2016, hvis det ikke var for en vis Donald Trump.
Inden han indtog Det Hvide Hus, var George W. Bush, den bibeltro, tidligere olie-erhvervsmand, delstatens guvernør fra 1995 til 2000. Hans efterfølger på posten, Rick Perry, gav den senere i rollen som Obama-administrationens fremmeste modstander, der forsvarede delstaternes selvbestemmelsesret over for en grasserende overmagt i Washington. Greg Abbott, daværende texansk justitsminister og i dag statens guvernør, beskrev dengang sin dag således: »Jeg tager ind på kontoret, jeg sagsøger den føderale regering, og jeg tager hjem.«
Uventet tæt opgør
Den republikanske dominans flugter godt med vante forestillinger om staten: Texas er lig med olieboringer og kvægavl, skydevåben og dødsstraf, countrymusik og pickuptrucks. At en skateboardende demokrat og forhenværende punkmusiker, der ønsker øget regulering af fracking, fornyet amerikansk tilslutning til Paris-klimaaftalen og skærpet våbenlovgivning prøver at blive senator i Texas, ligner ved første øjekast et forsøg på at trodse den politiske tyngdekraft.
»Det Republikanske Parti i Texas har været virkelig dygtigt til at gøre det at være texaner til ensbetydende med at være republikaner,« siger Eric Benson, redaktør ved magasinet Texas Monthly og vært på podcasten Underdog om Beto O’Rourke, som han har dækket tæt.
I det lys er det mere end bemærkelsesværdigt, at Cruz’ demokratiske udfordrer, der har siddet i Repræsentanternes Hus i fem år, faktisk har en reel chance for at vinde. Hypen om hans kandidatur eksploderede for alvor i september, hvor en måling viste en føring til O’Rourke på to procentpoint. Siden har Ted Cruz ligget forrest i adskillige meningsmålinger – en Quinnipiac University-måling gav ham i starten af ugen en føring på fem procentpoint – men den velrenommerede Cook Political Report regner stadig kampen om senatsædet for et såkaldt toss-up, hvor begge parter har en mulighed for at sejre.
Den såkaldte Beto-mania, som har grebet en del texanere, manifesterer sig for fuld udblæsning, da den høje og slanke O’Rourke, klædt i blå skjorte, onsdag eftermiddag stiller sig op på en forhøjning i Austins Mueller Lake Park og taler til menneskemængden i en megafon. »Vi elsker dig!« lyder tilråbet fra en kvinde, efterfulgt af almen jubel og en forsikring fra politikeren om, at kærligheden er gengældt.
Her er børn med Beto-plakater, en kvinde med skiltet »BE the change you want TO see in the world«, og massevis af folk i den stilrene, sorte »Beto for Senate«-T-shirt, som man ser overalt i den texanske hovedstad.
Blandt de fremmødte er Minerva fra Houston, der har uddannet sig til kriminolog her i Austin og i anledning af Halloween er klædt ud som Wonder Woman. Beto forstår, at »man ikke bare skal se ting fra ældre, hvide, magtfulde mænds synspunkt, men bliver nødt til at tage bestik af andres perspektiver«, mener den unge kvinde, der ser frem til et Texas, hvor LGBTQ-personer, latinoer og sorte får større indflydelse.
Efter at have høstet det ene bifald efter det andet for sit syn på bl.a. behovet for at afkriminalisere cannabis-besiddelse og en mere medfølende indvandringspolitik, skitserer O’Rourke med sin let hæse røst og determinerede tonefald en vidtrækkende mission for staten:
»Over for den splittelse, partiskhed, polarisering og smålighed, der definerer så meget af nationen netop nu, er det op til os, Texas’ folk, at komme med vores styrke, vores tapperhed, vores tillid, dette store, modige hjerte, der alene kunne komme fra denne stat – vi er nødt til at være det lederskab, som dette land har ventet på.« Jubelen vil ingen ende tage.
Stedfortræderkamp
Det lyder jo ikke helt som det gængse ambitionsniveau i et midtvejsvalg, og dysten i Texas har da også påkaldt sig enorm opmærksomhed uden for statens grænser. Der er tale om det dyreste senatsvalg i USAs historie; kandidaterne har tilsammen rejst mere end 100 millioner dollar.
Bevågenheden hænger selvfølgelig sammen med kampen om Senatet, hvor Republikanerne ønsker at bevare eller udvide deres spinkle flertal på 51 sæder, men der er også noget større på spil.
For Demokraterne ville en overraskende sejr her i staten være den mest symbolsk potente succes oven på to år med Trump. En ungdommelig venstreorienteret, der tager Texas med storm, er vel næsten lige så usandsynlig en historie som det, der skete i 2016.
Og for Republikanerne ville det være en eklatant ydmygelse, hvis en af partiets skarpest profilerede og mest kompromisløse politikere blev slået i denne konservative kernestat – USAs næststørste målt på areal, økonomi og indbyggertal (godt 28 millioner).
»Det er 2018s præsidentvalg – en hel stedfortræderkamp for resten af landet,« konstaterer Eric Benson på sit kontor 17 etager over Austins downtown. Og det bliver ikke mindre interessant af de to kandidaters radikalt forskellige politiske stil: »Den letteste måde at forstå senatvalget på er, at Beto fører valgkamp som Obama, mens Cruz gør det som Trump.«
Hvor O’Rourke, sin venstreorienterede platform til trods, i sin retorik gør meget ud af at række hånden ud til republikanske vælgere og holde en civiliseret tone, går hans modpart – med sloganet »Tough as Texas« – anderledes håndfast til værks.
Cruz-kampagnen prøver at fremstille demokratens valgkamp som kunstigt boostet af udefrakommende kræfter – ikke mindst fra det forkætrede liberale Californien – selv om Cruz selv har modtaget store beløb fra donorer uden for Texas, og O’Rourke i modsætning til republikaneren ikke tager imod beløb fra PACs, de pengestærke interesseorganisationer, som bl.a. bruges af erhvervslivet til at påvirke det politiske liv.
»Den her valgkamp handler om, hvem der er mest texansk,« siger forfatteren Stephen Harrigan, der netop har lagt sidste hånd på en omfattende bog om delstatens historie, over morgenmad på 24 Diner i Austin.
»Cruz prøver at fremstille Beto som en slags falsk texaner. En slags kulturel appropriator, fordi han kalder sig Beto, et latinonavn, mens hans rigtige navn er Robert. Og én, der ikke lever op til Whataburger-værdierne,« bemærker han med henvisning til statens nok mest folkekære hamburger-kæde.
Den texanske identitet
Når den lokalpatriotiske retorik spiller så prominent en rolle i valgkampen, afspejler det, at Texas har en overordentlig stærk identitet, farvet af både myter og historiske erfaringer i staten, der fra 1821 til 1836 var en del af Mexico. Efter løsrivelseskrigen – hvor David Crockett og hans mænd led et heroisk nederlag mod de mexicanske styrker ved Alamo – var man en selvstændig republik i knap ti år før indlemmelsen i USA.
»Der er en slags rodfæstet nationalfølelse i Texas, som du ikke helt finder i andre stater. Dette frø af identitet er blevet vandet af mytologien, så Texas på en måde er en selvopfyldende profeti: Folk ønsker at se stedet på samme måde, som det typisk fremstilles i film og populærkulturen,« siger Stephen Harrigan.
Det kommer blandt andet til udtryk i en stærk besyngelse af uafhængighed og evnen til at klare sig selv: »Der har altid været en outsider-fornemmelse af, at vi befandt os i udkanten, alene ved the frontier i en evig eksistenskamp, hvilket har farvet den nutidige identitet på sære måder. For eksempel i form af en dybtliggende kærlighed til skydevåben, både som overlevelsesværktøj og kilde til selvudfoldelse.«
Det er let at se, at denne mytologi er favorabel for konservative – som forfatteren bemærker, ville et godt bud på en opsummering af Texas’ dominerende filosofi i tre ord være »Let us alone«.
Men samtidig bliver de kulturelt potente forestillinger om Texas mindre og mindre repræsentative for statens sammensatte virkelighed: »Texas er en stat, hvor minoriteter tilsammen udgør et flertal af befolkningen. Den er meget mere urban, end de fleste forestiller sig,« siger Harrigan.
Denne udvikling har også i nogen grad sat sig politiske spor. Hovedstaden Austin har længe været kendt som en liberal højborg fyldt med studerende, musikere og tech-typer, og såvel Dallas som delstatens største by Houston har demokratiske borgmestre. I 2016 vandt Clinton i de store urbane centre og de fleste distrikter langs grænsen med Mexico, og med godt 52 procent af stemmerne sejrede Trump med det mest beskedne resultat, en republikaner har opnået i staten siden 1996.
Mangfoldighed
Visse demografiske trends vækker også opmuntring i den demokratiske lejr. For eksempel er
Texas hjemsted for USAs næststørste latinobefolkning efter Californien i absolutte tal, og knap 30 procent af de stemmeberettigede i staten er latinoer; en gruppe, som overvejende stemmer demokratisk, og som Trump og Cruz ikke har gjort meget for at konvertere.
»Vi er en utrolig mangfoldig stat,« siger Tess Ortega, organisator ved den venstreorienterede græsrodsgruppe Jolt, der prøver at mobilisere unge latinovælgere. »Men når du ser på, hvem der regerer, virker det ikke sådan. Det ligner fortidens Texas.«
En del af forklaringen er, at latinoer har en markant lavere valgdeltagelse end hvide vælgere. Omkring tre millioner stemmeberettigede latinoer deltog ikke i præsidentvalget i staten, som havde den tredjelaveste valgdeltagelse i 2016.
Og da ældre og hvide vælgere typisk er bedst til at troppe op ved midtvejsvalg, er det store spørgsmål, om Beto O’Rourke – der ifølge en CNN-måling støttes af 62 procent blandt sandsynlige latino-vælgere – kan opnå tilstrækkelig stor opbakning fra hispanics og unge, en anden udpræget demokratisk vælgergruppe, som Texas også er fyldt med (staten har den tredjelaveste medianalder i USA).
O’Rourkes strategi handler derfor i høj grad om at aktivere det, vi kunne kalde »det tavse Texas«, især i skikkelse af millennials og etniske mindretal, som kunne være en væsentlig magtfaktor i statens politiske liv.
»Hvis han ikke mobiliserer dem, vil han tabe,« siger Eric Benson fra Texas Monthly. Det nytter altså ikke bare at overbevise svingvælgere blandt dem, der normalt plejer at troppe op ved midtvejsvalg: »Han har brug for et nyt vælgerkorps«.
Ifølge Tess Ortega fra Jolt har Demokraterne for længe troet, at »demografi er skæbne« og derfor underprioriteret det opsøgende græsrodsarbejde blandt latinoer, der forventedes selv at finde vej til partiet. Men O’Rourke-kampagnen har ifølge organisatoren gjort fremskridt på denne front.
Antallet af folk, der har stemt forud for valgdagen på tirsdag, har været uset høj, hvilket har givet anledning til optimisme i den demokratiske lejr. Det samme har en markant stigning i antallet af unge texanere, der stemmer, oplyser netmagasinet The Hill. Men reelt ved ingen, om den øgede interesse vil gavne O’Rourke eller Cruz.
Immigration har spillet en væsentlig rolle i valgkampens sidste fase, hvor Donald Trump annoncerede sin opsigtsvækkende beslutning om at sende tusindvis af soldater til grænsen mod Mexico, før en såkaldt karavane af migranter og flygtninge fra Centralamerika når frem. Mens O’Rourke har fordømt tiltaget som et valgtaktisk forsøg på at »antænde en paranoia« over for mennesker, der stadig er flere ugers vandring fra grænsen, har Ted Cruz beskyldt sin modpart for at vente »ved Rio Grande med velkomstkurve og fodmassage«.
Ydre trusler
Den slags udmeldinger giver næppe republikaneren mange nye venner i latinokredse eller blandt de talende klasser i Austin, men det er heller ikke her, den konservative hardliners kernepublikum befinder sig. Det finder man snarere i en by som Bastrop, cirka 40 minutters kørsel fra den texanske hovedstad. Den er hovedsæde i amtet af samme navn, som Trump vandt med godt 57 procent af stemmerne i 2016. Her går det ældre ægtepar Don og Sarah aftentur nær hovedgaden en søvnig mandag, og de har kun lovord tilovers for senatoren.
»Cruz har prøvet at gøre alt, hvad han sagde, han ville, da han først stillede op for seks år siden,« siger Don, der tidligere har arbejdet i banksektoren. »Hvis det stod til mig, havde vi haft en præsident Cruz i stedet for Trump. Han ville have gjort det samme, og der ville have været mindre retorik, som bragte folks pis i kog.«
Don kalder sig selv en »educated deplorable« og synes at løsne en anelse op, da jeg med mit visitkort kan afkræfte hans mistanke om, at jeg i virkeligheden er fra CNN.
Hans hustru Sarah, en lille, energisk kvinde i blomstrede bukser, er bekymret over »udefrakommende indflydelse« på valget – »og jeg taler ikke om russerne, men folk, der bor her og finansierer et had til landet«, forklarer hun.
Hvorpå Don nævner et par af de ansvarlige: Tom Steyer, den demokratiske megadonor fra San Francisco, der ønsker en rigsretssag mod Trump, og George Soros, den New York-baserede, ungarsk-amerikanske milliardær, som ligeledes støtter demokratiske kandidater.
Dianna Greenwood, forkvinde for Republikanerne i Bastrop, er også optaget af ydre kræfters indflydelse i Texas, om end hun skitserer truslen lidt anderledes, da jeg spørger, om staten er ved at ændre sig politisk.
»Der er en vis bekymring på grund af tilstrømningen udefra til vores store byer som Austin, Dallas og Houston,« siger hun, da vi mødes på Gracie’s, hvor et Bud Light-neonskilt, sort-hvide billeder af cowboys og røde Texas-stjerner pryder væggene. »Især i Austin ser vi mange, der kommer ind fra Californien og bringer den type værdier med, som de påstår at ville efterlade – høje skatter, overdreven regulering, den slags.«
Greenwood viser sig selv at komme fra staten Washington, men det er alligevel noget andet, for den plejede at være mere konservativ, og det centrale er desuden, hvorvidt man annammer områdets dyder: »When in the South, do as the Southerners«.
Men Beto O’Rourke, født og opvokset i El Paso, er selvfølgelig kke noget fremmedelement i Texas, og fra Demokraternes side er håbet, at en sejr her vil symbolisere et nyt Syden, som er mere modtageligt for venstrefløjens idéer – måske endda sammen med valget af demokraten Stacey Abrams, der befinder sig i en tæt valgkamp i Georgia, som USAs første kvindelige, afroamerikanske guvernør.
Det ændrer ikke på, at Demokraterne næppe vil overtage Senatet, selv hvis O’Rourke skulle vinde i Texas, da partiet har stærkt udsatte senatorer på valg i bl.a. North Dakota og Missouri. Men det ville være en spektakulær symbolsk gevinst i en situation, hvor partiet også står til at kunne overtage Repræsentanternes Hus, såfremt meningsmålingerne holder stik.
Mere end noget andet er det, der foregår i Texas, en kamp om statens sjæl: en indre strid mellem traditionalister og nyfortolkere, mellem mytologi og realitet, selv om en del konservative hellere vil gøre det til et spørgsmål om ydre trusler.
»Vi har karavanen, der kommer op fra Centralamerika. Vi har disse flygtninge fra Californien. Vi er under belejring!« ler forfatteren Stephen Harrigan. »Det er kampen ved Alamo om igen.«
Læs også Martin Krasniks leder: »Politisk vold I«
