DEN amerikanske borgerkrig sluttede officielt maj 1865, Nordstaterne vandt, Unionens enhed blev genoprettet, slaveriet blev ophævet. Men tænk, hvis Sydstaterne havde vundet? Hvad ville der så være sket? De 11 sydlige delstater, der løsrev sig i Konføderationen, ville have deres egen uafhængige stat. Der ville være to Amerikaer: USA med hovedstad i Washington og CSA med Montgomery, Alabama, som hovedstad, slaveriet ville have eksisteret meget længere, og der ville være to stater, der begge hævdede at gøre krav på det ægte Amerika, den sande udgave af Guds eget land. Måske ville de to lande leve i relativ fred med hinanden, godt tilfredse med at indehave den hellige gral. I så fald kunne den forpinte amerikanske befolkning have sparet sig selv for den konstante genopførsel af borgerkrigen, vi nu ser til valgene hvert andet år.
Evige er de amerikanske formaninger om et stort, broget fællesskab, hvor man står sammen om de helt grundlæggende værdier: E pluribus unum – »Ud af mange, én«, som det lød på de dollarmønter, der blev slået efter borgerkrigen. Men sagen er desværre, at borgerkrigen aldrig er sluttet. Der er stadig dyb uenighed om, hvad det unge land egentlig skal være: om forholdet mellem stat og delstat, stat og individ, religionens indflydelse, race og indvandring, liv og død. Ja, så dyb er uenigheden, at store dele af befolkningen ser politik som en eksistenskamp, alt imens det politiske system er ude af stand til at tage hånd om de mest betændte spørgsmål.
Amerikanske historikere er enige om, at Sydstaterne ikke havde nogen chance, hvorfor det sidste slag i borgerkrigen fandt sted ved Palmito Ranch, Texas, den 13. maj 1865. Men krigen fortsætter i evigt rumlende valgkampe. På tirsdag tørner parterne sammen – i endnu et højdramatisk valg, der kaldes afgørende, eksistentielt, skelsættende. Præcis som hvert eneste amerikanske valg.
Borgerkrig med andre midler udkæmpes mest højrøstet af Republikanerne. Donald Trump omtaler til valgmøder Demokraterne som amoralske og påstår, at de vil gribe til våben, hvis de taber valget. Vinder de, vil de forbyde privat sundhedsforsikring, tage skydevåben fra lovlydige borgere, oversvømme landet med indvandrere og løslade kriminelle, påstår han. Trump lader sine tilhængere forstå, at der er tale om en undtagelsestilstand, hvor landets overlevelse er på spil. Han er samtidig helt ude af stand til at tage afstand fra dem af sine støtter, der kalder indvandrere for dæmoner eller rotter eller omtaler Udenrigsministeriet som »besat af (jøden) Geroge Soros«. Han har bidraget til at gøre klokkeklar antisemitisme og racisme stuerent. Selv har han kaldt nynazister for »fine folk«.
Som man sår, høster man. Politisk vold er en integreret del af amerikansk politik. Det er ikke så mærkeligt, at bekymrede kommentatorer ser en sammenhæng mellem den rædselsfulde retorik og de aktuelle mord på tilfældige sorte handlende i et supermarked i Kentucky, nedskydningen af bedende jøder i Pittsburgh og de bomber, der er blevet sendt til ledende demokratiske politikere. Kræver vi, at vi spørger, hvor forstyrrede islamister mon har hentet deres hadefulde verdensbillede, må vi stille samme spørgsmål her: Når ledende republikanske meningsdannere og politikere omtaler modstandere som illegitime og fjender af folket, er det ikke så mærkeligt, at syge eksistenser med fri adgang til automatvåben føler sig kaldet til at tage sagen i egen hånd.
Alle, særligt Donald Trumps vrede modstandere, bør dog huske, at fænomenet ikke er nyt. Republikanerne har længe accepteret en stadig mere ekstrem og ubehagelig propaganda mod politiske modstandere – men også Demokraterne udkæmper deres del af borgerkrigen: Én ting er, at mange demokratiske vælgere opfatter republikanere som slet og ret ubegavede, en slags undermennesker, der slet ikke har fattet, hvad det vil sige at være amerikansk. Eller at partiets aktivister også bruger krigsmetaforer og aktuelt kalder sig The Resistance – modstandsbevægelsen. Noget andet er, at ledende demokratiske politikere, inklusive Hillary Clinton, sammenligner republikanske modstandere med nazister og siger, at man ikke kan være »civiliseret over for et parti, der vil ødelægge alt det, man står for«. Husk også, at republikanske politikere sidste år blev angrebet af en skydegal venstrefløjsaktivist.
Taber republikanerne Kongressens ene kammer på tirsdag? Måske. Men sagen er jo, at den næste valgkamp starter allerede på onsdag. Den melodramatiske politiske kultur i USA har en sort bagside af vrede og frustration. Vi er aktuelt vidne til et USA i decideret opløsning. Alt det, der er vidunderligt og exceptionelt ved landet, troen på det fælles fremskridt og på en samfundsmodel, der udgør et særligt bidrag til verden, er hastigt ved at blive ødelagt. Amerikanerne er de helt store tabere. Men for alle os, der finder inspiration og begejstring i amerikansk historie, føles det som et forfærdeligt tab.
Læs også Niklas Hessels reportage fra en af midtvejsvalgets centrale kampladser: »Yee-haw – kampen om Texas«
